166 / 359
1 8 6 6
anden formanede hun at give den kvindelige Uskyld, den
rene, ubesm ittede Jomfrulighed et rammende og rørende
Udtryk. Hvem, der har set hende som Adrienne i „Ildløs
i Klostret“, kan ikke nogen Sinde glemme hendes yndige
Barnlighed, eller i Lady Tartuffe hendes vidunderlige T ro
skyldighed i Beretningen om Nattens Hændelser, hendes
Antoinette i „Gnisten“ og hendes henrivende unge Pige i
„Hvor man keder sig“. Aarene gik, men hendes Udtryk
for kvindelig Finhed og Renhed mistede ikke sin Æ g t
hed ligesaa lidt som hendes ungpigeagtige Skikkelse
forandredes. Men saa kom hin mindeværdige Sæson, da
Ibsens „Dukkehjem“ fik sin Førsteopførelse, og da Betty
Hennings skulde indvinde nyt og betydningsfuldt Land
for sin Kunst. Man kan lykønske hende til, at de nye
nordiske Skuespil blev indlemmet i Repertoiret, netop da
hun stod i sin kunstneriske Blomstring, men ikke m indre
kan man lykønske Samtidens Digtere til, at Betty H en
nings paa sine spinkle Skuldre havde K raft til at bære
deres Kvindeskikkelser frem og iklæde dem Kød og Blod.
Hvorfor nævne dem, — de ligger jo dog vor nuværende
Periode saa nær, at det ikke behøves. Og hvad betød ikke
Betty Hennings for den dramatiske Digtning ogsaa udenfor
Ibsen og Bjørilson? For E inar Christiansen, i hvis P ro d u k
tion der bestandig var en Skikkelse, tiltæ n k t hende, og
fra hvilken der kastedes Glans over hans Arbejde, — for
Drachmann, der fandt den Prinsesse i „Der var e n g a n g—
som gjorde S tykket til Poesi, — for Hostrup med hans
„Eva“, — for Gunnar Heiberg og Otto Benzon, for Kielland
og Gustav Esmann?
Skulde man i hendes store Galleri udpege en enkelt F i
gur, der viser hendes glimrende Evne til a t skabe et Men
neske, hendes rige Fantasi, hendes psykologiske Blik og
hendes fænomenale Herredømme over alle ydre og indre
Midler, kunde Valget falde p aa Hedvig i „V ildanden“,
hvor hun tegnede et Billede, der ved sin Dybde og sin
vidunderlige Sandhed var gribende og til alle Tider vil
regnes med til det snevreste Udvalg af den danske Scenes
Mesterværker.
1 8 6 7
10/s
debuterede
Jfr. Doris Anna Pfeil,
senere
Fru Trhard-
Hansen,
som Donna Anna i „Don Ju a n “, f. 3/'n 1847, afg.
Juni 1885.
Frøken Doris Pfeil var en Elev af Rung og debuterede
tyve Aar gammel som Donna Anna i „Don J u a n “ og viste
allerede dengang hvilke ypperlige Stemmem idler og hvil
k et ejendommeligt dramatisk Talent, hun sad inde med.
Men da det var k la rt for Alle, a t hendes udmærkede Mezzo-
Sopran endnu træ n gte til Skole og Udvikling, drog hun,
stø tte t af Brygger Jacobsen d. æ., efter sin Debut til P a
ris for a t studere Sangkunst, og da hun Aaret efter op-
traa d te paany, denne Gang som Dronningen i „Hans Hei-
ling“, samme Aften som Niels Juel Simonsen havde sin
Debut, viste hun en betydelig Fremgang. Endnu i sin
første Sæson sang hun saa betydelige P a rtie r som Valen-
tine i „Hugenotterne“ og Rachel i „Jødinden“ og efter-
haanden fik hun et betydelig Repertoire, der i Aarene 1870
og 72 fik en Tilvækst, der baade stillede hendes Sangkunst
og dramatiske Begavelse i et nyt og fuldt Lys. Det var,
da hun i „Lohengrin“ og „Mestersangerne“ ved sin Udfø
relse af Elsa og Eva lagde en Alen til sin Vækst, idet hun
viste sig som en Wagnersangerinde af høj Rang — ube
tin get den største, vor Opera har ejet. Der var over
hendes sceniske Fremførelse af de W agnerske Kvindeskik
kelser en Ro, Højhed, en Magt og Myndighed, som var af
stor Virkning. Hun besad en Plastik, der var sjelden, og
som aldrig virkede tom t eller udvendigt, fordi den var
Udtryk for indre Betagethed.
Blandt vore dramatiske Sangerinder vil Doris Pfeil, der
indgik Ægteskab med Operasanger E r h a r d - H a n s e n , b e
standig i Theaterhistorien indtage en Plads i første Række.
— 10/4 debuterede
Carl Gustav Lauenbach Meyer
som Gratiano
i „Købmanden i Venedig“, f. 12/ø 1889, afg. Juni 1895.
Det er utvivlsomt, at Carl Meyer som Skuespiller havde
fortjent en bedre Skæbne end den, der blev hans Lod. Han
viste i mange Smaaroller en sikker Karakteriseringsevne,
og særlig havde han i Fremstillingen af jødiske Typer —
han var ikke af jødisk Slægt — som Tubal i „Købman
den i Venedig“, Ephraim i „A bracadabra“ Jøden i „Ulys
ses“ og i „Aladdin“ erobret sig et Domæne, hvor Ingen
gjorde ham Rangen stridig. Og det var ham derfor en stor
Skuffelse, a t han ikke, saaledes som Goldschmidt skriftligt
havde ønsket det, kom til at fremstille Rabbien i hans
D rama „Rabbien og Ridderen“ ; ligeledes burde T h ea tre t
have betroet ham Shylock. Men uag tet han viste en sik
ker Evne, hver Gang en lille Rolle blev ham tildelt, og
tillige den største kunstneriske Respekt for sine Opgaver
og en sjelden Omhu i deres Udarbejdelse, blev han, lige
som med Vilje, holdt nede af mægtigere Kræfter. Først
imod Slutningen af sit Theaterliv, og ved et af de T il
fælde, der undertiden virker som Nemesis, tog han en
smuk Oprejsning for lange Aars Tilsidesættelse, da han
løftede den tunge Arv efter Phister og spillede Skriverhans
i „Eventyr paa Fodrejsen“. Han gjorde stor og fortjent
Lykke og har senere spillet Rollen paa Fo lk e th e a tre t og
under et Gæstespil i Stockholm.
E fte rat Carl Meyer i 1895 havde sagt T h ea tre t Farvel,
1 8 6 7
h ar han i vide Kredse erhvervet sig en grun dfæ stet Popu
laritet som Visesanger. Med Guitaren over Skulderen har
h an gennem rejst L andet p aa Kryds og Tværs og har ind
sunget betydelige Summer, hvoraf han h ar stillet 19,200 Kr.
til Raadighed for velgørende Formaal. E fter tunge Mand-
domsaar henlever han da en lykkelig Alderdom, medens de
Ledere, som holdt ham nede, forlængst hviler i deres Grave.
—
l6U
debuterede
Christian Emil Poulsen
som
Erasmus i „Eras-
mus Montanus“,
f.
1842,
kgl. Skuesp. Juli
1880,
Scene
instruktør
a/s 1898,
afg.
1900, t 3/« 1911.
Emil Poulsen havde allerede som Elev i
Metropolita.il-
skolen og senere i Studenterforeningen tje n t sine Sporer
som Skuespiller, før han den 16. April 1867 sammen med
sin syv Aar yngre Broder Olaf debuterede p a a det kgl.
T h ea te r som Erasmus. Han vak te straks Opmærksomhed
ved den sikre og omhyggelige Analyse, han havde und er
kastet sin Rolle. Man m a a tte beundre hans kloge Replik,
hans natu rlig e og talende Mimik og ikke m indst den In
telligens, der prægede hele hans Udførelse af Figuren ud
fra den Opfattelse, han havde lag t til Grund. Hans føl
gende Roller viste ved deres Forskelligartethed, a t hans
Evner spændte vidt, og at det Maal, han sigtede imod, var
a t blive Karakterskuespiller, selv om han h u rtig t fik L ej
lighed til a t dokumentere, at h an ogsaa som Elsker vilde
komme til at indtage en frem træ dende Plads. Som Gert
Westp h aler havde h an ikke slaaet til, og p a a det brede
Lune kom det ogsaa i Frem tiden mest til at skorte. Desto
større Opmærksomhed vak te hans Darnley i Bjørnsons
„Maria S tu a r t“ og Biskop Popo i „P a ln a to k e “, ikke mindst
fordi han syntes a t ville bryde med den deklamatoriske
Spillemaade, der hidtil væsentlig havde væ ret den herskende
i den Oehlenschlagerske Tragedie. E fte rat han i Holberg,
foruden sin Erasmus, havde spillet Philemon i „Det lyk k e
lige S kibbrud“, men — endnu mere — e fte ra t han havde
spillet L eander i „Maskeraden“, der i hans Fremstilling
blev en Elsker, som man siden Michael Wiehes L eander i
„De Usynlige“ ikke havde set Magen til i det Holbergske
Billedgalleri, var hans Stilling ved T h e a tre t grundfæstet,
og P ublikum imødesaa enhver af hans paafølgende P r æ
stationer med den mest levende Interesse. At opregne
blot de vigtigste af de Roller, hvori Emil Poulsen i de
mere end tredive Aar, i hvilke han var en af T heatrets
fornemste Støtter, med R ette blev beundret, vilde her paa
denne indskrænkede Plads være ligesaa ugørligt som u n y t
tigt. Yi vil kun nævne enkelte, der er at b e tra g te som
Milepæle paa hans betydningsfulde Kunstnerbane.
Hans Jøde i „Genboerne“ var en GenfødeJse af denne
mæ rkelige Figur, og i den Art af Komik, han her diskret
lagde for Dagen, var han alle Dage en Mester. Hans H en
rik i „Alferne“, Jachimo i „Cymbeline“, Grib i „Hakon
J a r l“ var hver for sig fortrinligt opfattede Figurer, men
overstraaledes dog af det glimrende Karakterbillede, han
i 1871 gav af den snilde og træ ske Bisp Nikolas i Ibsens
„Kongs-Emnerne“. Saa følger hans Shylock, hans Georgios
i „Væ ringerne“ og i 1873 den beundrede Fremstilling af
„Bertran de Born“. Og b lan dt hans Frem stillinger i den
paafølgende lange A arrække vil vi blot minde om hans
Prins Henrik i „Kong Henrik den F je rd e “, og lidt senere
hans „Ambrosius“, hvori h an fejrede en Triumf, som dog
kunstnerisk set neppe var nogen ny Landvinding. Saa bør
hans Erik Glipping i Heises „Drot og M arsk“ nævnes, fordi
hans smukke Sangstemme, der tid t havde væ ret anvendt i
Vaudevillen, blev sat paa en større og betydningsfuldere
Prøve. Endelig indtager de forskellige Ibsen-Skikkelser,
han skabte paa den danske Skueplads, en fornem Plads i
hans store Figur-Galleri, — forrest blandt dem alle sikkert
Helmer i „Et Du k keh jem “ og H jalm ar i „V ildanden“.
Mange af hans sceniske Egenskaber gik i Arv til hans
Sønner A d a m og J o h a n n e s P o u l s e n .
— "’
4
debuterede
Olaf Rye Poulsen
som Jacob i „Erasmus
Montanus“, f.
1849, kgl. Skuesp. April 1884, afg. 1917.
Olaf Poulsen! Der er Klang i det Navn som af en stolt
og sejrsikker Fanfare, og det vil lyse blan d t de største,
den danske Skueplads har fostret lige fra dens G rundlæg
gelse, — lyse ind i Frem tiden, saalænge dansk Sprog tales!
Og na ar denne store Kunstner, Skuespilleren af Guds Naade,
nu nedlægger sit Scepter, vil der blive en tom Plads, der
aldrig vil kunne fyldes helt af nogen Enkelt, — saa stort
er hans Geni, saa vidunderlig rige og mangfoldige hans
Evner. Der er ikke ringeste Tvivl om, at var Olaf Poulsen
født i et af de store Kulturlande, vilde hans Navn straale
med Verdensberømmelsens Glans. Og det er ikke til at
undres over, at Danmarks Hovedstad, trods Tidens tunge
Alvor, i Ø jeblikket sta ar i Festens Tegn, da Olaf Poulsen
tager Afsked med den Scene, hvor han er bleven beundret
og elsket, li tre fra den Aften, da han som en sorgløs Dreng
sprang frem fra Kulissen og indtil nu, da han e fter en
halvhundredaarig Arbejdsdag træ k k e r sig tilbage. Men i
Festens Glæde og Iver, der skal vise ham, hvor kæ r han
er sit Publikum, det vil sige: d e t d a n s k e F o l k , blander
sig da, n atu rlig t nok, tillige Vemodets Alvor, ved Tanken
om, a t vi ikke oftere skal beundre hans Geni paa den
Scene, med hvilken han i vore Øjne er k n y tte t saa fast
sammen, at vi næsten ikke kan tænke dem adskilte.
Olaf Poulsens kunstneriske Betydning for den danske
164