S_FørOgNu_1917

254 / 359

den store blanke Rude, kunde jo snart blive enige om, a t saa-
danne Fyre burde knubses. Det var jo a t tage Brødet ud af
Munden paa andre skikkelige Folk, baade i den Gade og andre
Gader. For det var jo sa ad ant noget, Folk løb efter.
G alanterihandler Jacobsens Butik længere oppe i Gaden var
der maaske ingen Grund til at forarges over, hvad Udstyrelsens
Elegance angaar. Men sikke Ting, han stillede frem i sit Vindue!
Aldrig før havde man i København set Sager, der saadan kunde
Øjnene. Jo, det var ingen Skade til, om de kunde
blive knubsede.
Og det blev de.
F ra gammel Tid havde Jøderne i København om Sommeren
plejet at tilbringe Sabbats-Aftenen i Kongens Have, hvor de pro­
menerede i 'd é skyggefulde Alleer. Men denne Lørdag d. 4. Sep­
tem ber b le v der ingen Promeneren paa Grund af den Uro, som
Børsopslaget havde forvoldt. Og det var ikke alene Jøderne, der
var paa deres Post. Om det saa var Frederik VI i egen Maje­
stæ t :havde han, som den landsfaderlige Monark han var, rustet
sig til Forsvar for sine b etræ ng te U n d e rsaatter af den jødiske
Nation og i ét. egenhændigt Brev u n d e rre tte t sin Justitsm inister
om, at dér kunde ventes Spektakler baade i Kongens Have og
p a a Østergade, og anmodet ham om at være paa sin Post.
Og paa Østergade gik det da ogsaa løs. Kl. 8 om Aftenen var
d e r 'e n stér Sammenstimlen af Mennesker, der pludselig begyndte
at „klinke“ Raphaels og Jacobsens Vinduer under det opmuntrende
T ilraab Hep! Hep!
„Forgæves — Skriver Jacob Davidsen — søgte Politimesteren og
hans Adjutant, Vægterlø jtn ant Bohlmann, der nu havde indfundet
. sig med en større Styrke, a t skaffe Orden til Veje,“ — det var nu
- m aaske ogsaa for m eget forlangt af en Justitsraad og en Væ g te r­
løjtnant. —, Folkemængden blev bestandig større og større og
t r y k k e d e . P olitibetjentene imellem sig, saa nogle af dem endog
blev molesterede. Nu begav Politim esteren og hans Vægterløjt­
n a n t sig til Hovedvagten paa Kongens Nytorv, for at rekvirere
m ilitæ r Assistancé. Men her synes man a t have væ ret ængstelig
for under dé krigerske Forhold at blotte Fæstningen, — sæt
Hovedvagten blév belejret, inden man fik h e n te t noget til at proppe
i de tre Kanoner Abraham, Isac og Jacob, saa de kunde skyde!
Det var kun ringe Hjælp, Politiet hentede her, — 6 Mand og
en Gefrejder," og de indskrænkede sig til at marchere Østergade
igennem, een Gang frem og een Gang tilbage. Hvilken Bedrift
blev hilst med Hujen og Piben af Sværmen, der gemytlig fulgte
Justitsraadens Hjælpetropper tilbage til den stæ rk t befæstede Ho­
vedvagt, hvor de blev lu k ket ind og iagttog en afventende Stilling.
Nu var, Politiet — der havde sit Hovedkvarter i „det Musikalske
Selskabs L okaler“ i Egholms Gaard — og de stakkels Jøder a tte r
overladt til sig selv, og V induerne blev k lin k et lystigt hele Gaden
igennem hos de sidste. Men saa kom der en Afdeling Husarer,
og sam tidig blev der med en større Styrke gjort et heftig t U d­
fald fra Hovedvagten. Nu blev Gaden og Kongens Nytorv ryddet
af det forenede Hest- og Fodfolk, og Kl. 11 var Krigen forbi.
For denne Gang vel at mærke. Ti Søndag d. 5. September om
Morgenen fandtes rundt omkring i Byen Opslag med fornyede
Opfordringer til Befolkningen om at drive Jøderne ud, og Kongen
kunde a tte r sende' sin Justitsm inister mæ rkeligt Nyt. 700 Mænd
i Byen, skrev han med sin egen kongelige Haand, havde sam ­
m enrottet sig med det Maal a t fordrive Jøderne. Og tilmed op­
gav Majestæten Navnene paa enkelte Personer, der m aa tte anses
for de egentlige Ledere af Bevægelsen, hvem der m a a tte holdes
særlig Øje med.
Og nu skulde det være Alvor. Rundt om paa Kasernerne
holdtes større Afdelinger klar til Udrykning.
Men ikke desmindre begyndte Optøjerne igen paa Østergade
om: Aftenen ved 9-Tiden, og da Soldaterne rykkede frem og ry d ­
dede.Gaden, synés det kun at have h a ft til Følge, at U rostifterne
spredtes over hele Byen. Allevegne, hvor der vidstes at bo Jo­
der, blev Ruderne klinkede og Døre slaaet.ind. Særlig de-jødiske
P a n telaanere gik det ud over, og mange af dem fik deres Møbler
slaaet itu.
Byen kom efterhaanden i B elejring stilstan d; ti Urolighederne
vedblev i hele otte Dage til Trods for den kombinerede Sø- og
Landmagt, der efterhaanden blev k ald t under Yaaben. Folk var
saa dumme at sætte nye Ruder i Dagen efter, at de gamle var
slaaet ud, og saa m aa tte de nyindsatte Ruder begribeligvis ogsaa
klinkes. Og saa var det som sædvanlig Mangel paa Konduite hos
de Kommanderende, der aabnede Spektakelmagerne Muligheder
for mere Sjov i Gaden.
Ti andet blev det ikke til sidst, da det i lige Grad synes at
være gaaet ud over baade Jøder og Kristne. Som da Auditør
Thorkelin og den senere Yice-Politidirektør v. Osten havde søgt
at værne en skikkelig gammel Mand, der uden saa megen For­
anledning som en krum Næse og m ørk t H aar og Øjne var bleven
overfaldet af en Bisse ved højlys Dag paa Østergede. Pøbelen
tog saa k ra ftig t Bissens Parti, at de to Redningsmænd m aa tte
retirere ind paa Salomons Apotek for at h y tte deres Skind.
Jødefejdens Historiker, Jacob Davidsen, h a r optegnet en Begi­
venhed, som han var Øjenvidne til og som er typisk københavnsk.
En af Dagene mellem d. 9. og 12. September kom en Mængde
Mennesker, ordnet i Geledder, dragende gennem Skvaldergade og
gjorde. Holdt uden for et Hus, hvor der boede to Jødefam ilier.
Pludselig viste den i Husets Kælder boende Rullekone, en haand-
fast og sikker Madam, sig i Kælderhalsen med Hænderne i Siden,
og spurgte Folk, hvad de egentlig vilde.
„Er det ikke her, der bor nogle Jøder ? “ spurgte en af de a n ­
førende.
„Det kan nok væ re,“ sagde Madammen, „men det er skikkelige
Folk, som ikke gør en K at Fortræd. •— I m aa hellere ta.’ og gaa
jeres Vej, her. er ikke noget for jer at b e stille!“
„Væk med Kællingen !“ var der et Par, der ra a b te fra Mængden.
Men Rullekonen var ikke saadan at faa væk. Hun demaskerede
pludselig et Kosteskaft, som hun havde ha ft staaende inden for
Rækkevidde i Kælderhalsen, og svingede det saa resolut over Ho­
vedet, at Sværmen satte i et vældigt „Hurra for Rullekæ llingen!“
og ophævede Belejringen.
E t blodigt Overfald fandt Sted paa Østergade nogle faa Aar
senere. Slagsmaal med mere eller m indre alvorligt Udfald var
ikke ualm indelige paa Østergade, lige saa lidt som p a a Køben­
havns andre Gader. Men det var dog i Reglen jævnere Folk, der
kom op at slaas, og saa gik det gerne løs paa Næverne. Her var
det derimod en fornem, om end ilde b rry g tet Kavaller, der spil­
lede Hovedrollen, nemlig L øjtnant i Husarerne von der Schulen-
burg.
Han var Søn af den ansete og afholdte Komm andant i Køben­
havn, General v. Schulenburg, men havde ikke arvet nogle af de
Egenskaber, der udmærkede hans Fader. Ved sin uforskammede,
overmodige og hensynsløse Optræden var h an ved adskillige L ej­
ligheder bleven idømt forskellige m ilitæ re Straffe, der dog var ble ­
ven ham eftergivet eller væsentlig form ildet af Hensyn til, at han
var Fars Søn, men i alt Fald havde han tiltru k k e t sig en lidet
smigrende Opmærksomhed. Og at han var ømtaalig, frem g aar af
fø lg en d e :
N atten mellem 22. og 28. April 1828 stod to Herrer og snakkede
med hinanden, da den krigerske L ø jtn an t og Greve gik forbi.
Idet h a n passerede, hørte han en af dem s i g e : Der gaar den
Laps! Der forlyder in te t om, a t L ø jtn a n te n gav sig Tid til at
undersøge, om der var andre i Nærheden, som denne Udtalelse
kunde være møntet paa, men h an har — hvor betegnende U d ta ­
lelsen end kunde være for ham — dog h a ft sine Tvivl, ti ellers
havde han ikke behøvet at spørge, som han gjorde, om det var
ham, de sigtede til. Og dertil fik han det ret naturlige Svar af
den ene af de to Herrer, Ekstraskriver i Justitskontoret, Johannes
Enewold, at det var ikke ham, de havde sigtet "til, men at han
sagtens havde følt sig truffet, siden han kom med dette Spørgs-
maal.
Men saadan m aa tte en civil og borgerlig Mand ikke svare en
højadelig Løjtnant. Greven brugte Mund og fik Svar igen, og det
kunde være blevet længe ved, om han ikke for at vaske Fornæ r­
melsen af sit blanke Skjold pludselig havde tr u k k e t en Stilet ud
af sin Stok og tilføjet sin Modstander et dybt Saar i Underlivet,
saa Manden blødende sank om paa Gaden.
Nu blev der skreget p a a Politi. Vægterne kom til og bragte,
sagtens i al l nderdanighed, Greven, ikke paa Stationen, som det
vilde være sket med enhver anden, men til Politimesterens Bolig,
og den saarede blev bragt til sit Hjem og kom under Lægebe­
handling.
Der blev nedsat en Kommission til at undersøge og afsige Dom
i Sagen, bestaaende af Oberst Grabow som Præses sam t Auditør
Tetens og Politiretsassessor Holm. Men i det over Sagen anstil­
lede Forhør greb Greven til nogle ikke meget smigrende Løgne­
historier. Han var bleven overfaldet af disse Civilister og t r a k ­
teret med Stokkeprygl. At han havde værget for sig, var kun
sket af Nødværge, hvortil han som Officer m aa tte have ikke blot
Ret, men Forpligtelse.
Men R etten kunde ikke skønne, at der havde væ ret nogen
254