29 / 359
Vi har ej Titus, ej Severus Bue,
hvor Slægter efter Slægter kunne skue
i Marmor hugget, halvt dog ødelagt,
hvad grumme Sejerherrer har fuldbragt:
det rige Bytte, de opbrændte Stæder
og hele Folkeslag i Slavekæder;
men vi har Holbergs „ d a n s k e S k u e p la d s “,
et Monument, der lyver ej og praler,
ej heller kan mishandles af Vandaler,
men evig højt til Efterslægten taler
om Fremmed-Herredømmets Nederlag,
om Sejren over egen Vansmag vunden,
om Morgenrøden til en bedre Dag.
Den er det, d e n , der har lagt Grunden
til dette nye festlige Falads.
Dog efter Morgenstrimen lyste ikke,
som i Naturen, straks den klare Dag.
Endnu maa Kunsten Brødet tigge
af Publikums umodne Smag.
Mens Holberg atter bli’er i Skygge stillet,
opblomstrer snørt og pudret, Hyrdespillet;
i Danmarks Skove h aft sit Hjem.
Og aldrig kunde Scenen før frem trylle
ved Digtersnillets Hjælp en saadan Hær
af Skikkelser i broget Farveskær
med Sandheds Præg og Virkeligheds Fylde.
Og aldrig blev der skønnet paa dens Værd,
og aldrig Sammenhængen følt og fundet
imellem den og Folkets Liv og Færd,
som i det sidste Slægtled, der er svundet.
Sent skulde glemmes Navnene paa d em ,
der bar en Gerning op paa stærke Skuldre;
der tid t lod eders Taarer strømme frem,
tid t eders L atter gennem Huset buldre;
der lokked eder hid, lig Fjeddets Huldre,
og bragte Livets Tryk og Sorg i Glem,
ej for a t fange jer i Dødens Mørke,
men for at ruste jer med ny og bedre Styrke.
Kan Scenens Kunst da d et? -— Ja, tvivl kun ej
derom, at, ledet ad den rette Vej,
G rundstenen til „det nye k g I. T h e a t e r “ nedlæ gges af Kong Christian IX, 18. Oktober 1872.
Arkitekt Dahlerup. H all, Kultusminister.
Kong Clir. IX .
Professor J. L. Phister.
Peder Skram.
Paulli, Kapelmester.
Skuesp. Eckardt. Sangeren Lars Kyrop.
Skuesp. Olaf Poulsen.
Sangeren Jastrau.
Digteren Goldschmidt.
Skuesp. Louise Jacobson.
og frem med Pomp Tragedien triner
i stive Skørter og Alexandriner.
Kun E w a ld s „Balder“ er et Glimt i Sky,
der peger mod en Fremtid ny.
Den er med W e s s e ls strømpeløse Kærlighed
om trent et halvt Aarhundreds hele Herlighed.
Men endelig staar Solen op.
Da hin Skærtorsdag Kongedybets Torden
har rystet baade Sjælene og Jorden,
saa kommer h a n „med Brudgomsskridt og Bue“,
der med et Spring staar midt paa Bjergets Top:
den Herkules i Ungdomslue,
der fælder Hadets Grib med sikker Haand
og løser Lænken op, som strammer
den fængslede Prometheus, Nordens Aand;
saa kommer h a n med Aukthors Hammer,
med Brages Harpe og med Yduns Bæger,
Danmarks, Nordens O e h le n s c h læ g e r.
I hans Spor skrider Kunsten frem;
thi aldrig før har slig en Sangfuglskare
med Stemmer blide og med Toner klare
er den ej Øjenlyst kun, men Belæring,
en kærnesund og kraftig Næring
for hele Folkets Følelse og Aand,
et af de sammenspundne, sejge Baand,
som holde raa og daarlig Lyst i Tømme;
en af Kulturens rige, milde Strømme,
der klæder Bredderne med Græs og Løv,
og hemmelig befrugter fjerne Agre,
hvor, hvis den standsed, Sand og Støv
snart vilde kvæle Straaene de magre.
Og du kan ej undvære den, mit Folk,
fordi den er den tydeligste Tolk
for alle ædle Følelser og Tanker,
for Længsels Suk og Kærlighedens Haab,
for Lidenskabens Storm mod alle Skranker,
for Skuffelsens og Smertens Kaab,
for Mindet om de Storheder, der tabe
sig i de fjerne Tiders Perspektiv,
for L atter over Dværgene, der skabe
som Kæmper sig i Døgnets tomme Liv,
for Menneskets Natur i Et og Alt
i fuld og sand og inderlig Betydning,
„Før og Ku“. 3die Aarg. Kr. 3.
25