27 / 359
Den ny nationale Skueplads opføres i Overensstemmelse med
L ov a f 18. J u n i 1 870.
Efter offentlig sket Udbud om Indsendelse af Tegninger til
kendte det efter Loven nedsatte Udvalg Medlemmerne af Kunst
akadem iet J e n s V ilh e lm D a h ie r up og Ove P e te r s e n den
første Præmie.
Under disses Ledelse er Arbejdets Udførelse efter de af Mini
ster for Kirke- og Undervisningsvæsenet C a rl C h r is tia n H a ll
bifaldte Tegninger overtaget af Murermestrene J u liu s og V il
h e lm K ø h ie r.
I Procession begav nu alle de Tilstedeværende sig til denne.
H. M. Kongen nedlagde Mindepladen og et Exemplar af de i
hans Regeringstid slaaede Mønter, og efter at han havde kastet
tre Skefulde Kalk paa Pladen nedfiredes Grundstenen.
P aa denne slog Kongen tre Gange med en Hammer og udtalte
derpaa med høj Røst: „Saa være da denne Grundsten lagt med
Ønsket om en lang og lykkelig Fremtid for den danske Skue
plads som skal rejse sig over d en !“
K raftige Hurraraab og en Fanfare ledsagede disse Ord, hvorpaa
Processionen a tte r vendte tilbage til Teltet.
Af det kongelige Theaters Sangere blev derpaa en smuk Kan
ta te udført under Komponisten, Professor H. S. Paullis Ledelse.
Hvorledes vilde denne vakre Musik ikke være kommen til sin
Ret, hvis den var bleven udført af et Kæmpeorkester i Stedet for
af en Haandfuld Blæseinstrumenter?
Arkitekt Jens Vilhelm Dahlerup,
4. Avg.
1836—24. Jan. 1907.
Og vilde ikke en Salut i det højtidelige Øjeblik have bidraget
til at sæ tte Tilhørerne i den Stemning, som med et Slag burde
forplante sig til alle, naar Grundstenen til et nyt nationalt Kun
stens Tempel nedlægges?
Saa gik Arbejdet sin stille Gang i et Tidsrum af to Aar, og
først da man naar hen paa Eftersommeren 1874 kan man begynde
at tænke paa Aabningsfestlighederne.
Oprindelig var det Meningen, a t Bygningen skulde være færdig
til den 1. September; herom skriver Theaterchefen, Linde, i et
Brev til Fru Sødring (som Svar paa et Brev fra Fru Sødring,
hvor hun anmoder om Tilladelse til at rejse, en Ansøgning, som
im idlertid blev afslaaet i Henhold til ovenstaaende), dateret
„Vedbæk, d. 15. August 1874.
— — Men saaledes som Tingene i dette Øjeblik staar, d a det
gentagne Gange og endnu for ganske nylig er mig o f f i c i e l t
meddelt, at den ny Bygning bliver færdig afleveret den 1. Sep
tember, og paalagt mig at have alt i Orden til at begynde V irk
somheden i September Maaned; — —“
Men September Maaned forløb uden Forandring og først den
15. Oktober kunde Aabningshøjtideligheden finde Sted.
Herom skriver „Illustreret Tidende" den 18. Oktober 1874 med
en Helsides Tegning:
„Endelig oprandt den med saa megen Forventning imøde
sete Dag, og saavel ved Publikums Tilslutning som ved Theatrets
Præ stationer blev den nye Bygnings Indvielse fejret paa en væ r
dig Maade som en hele Folket vedrørende Nationalbegivenhed.
Den bølgende Folkemængde, det oplyste Theater, de festlig illu
minerede Bygninger paa Kongens Nytorv dannede allerede et
ejendommeligt og stemningsrigt Forspil, og enhver, der traadte
ind i det nye Theater, har sikkert erkendt, at hans Forventnin
ger var bievne fuldkomment fyldestgjorte, om ikke overtrufne.
For at alt ikke skal være for nyt og fremmed, hilses vi af det
gamle Motto: „Ej blot til Lyst“ over Scenen og af det velbekendte
skønne Fortæppe, at sige i fornyet Skikkelse.
Det hele var saa nyt og dog saa dejligt gammelt.
En lille Ængstelse kunde dog maaske næppe bekæmpes.
Synet var tilfredsstillende, og i saa Henseende kunde intet
mere forlanges; men hvorledes skulde det gaa med Øret?
De forskelligste Rygter havde jo sat Sindet i Bevægelse.
Da tonede Kuhlaus evigunge Elverhøj-Ouverture. Det kunde
maaske i Begyndelsen synes, som om disse Toner havde klinget
fyldigere og stærkere i det mindre Rum, dog fortog dette Indtryk
sig snart, og Musiken lød saa godt som nogensinde. Ogsaa Publi
kum har vistnok noget at vænne sig til i Henseende til Lyden i
det ny Theater. At man hører godt i det hele taget, erkendte
vistnok de fleste ved samtlige Præstationer.
At vi endnu ejer kunstneriske Kræfter af høj Rang i vor
Alidte, var saavel Prologen med Tekst af C. Ploug og Alusik af
Hartmann som Bournonvilles virkningsfulde Tableauer et Vidnes
byrd om.
Prologen delte sig i en Art Kantate, bestaaende af 3 Digte, til
hvilke Hartmann havde komponeret en smuk og interessant Mu
sik, Deklamation og en Slutningssang til Melodi: „Kong Christian
stod ved højen Alast“, hvori alle deltog. Kantaten udførtes af
Theatrets Kor med Assistance af Solosangere og Solosangerinder
og flere Skuespillere og Skuespillerinder.
Arkitekt Ove Petersen,
15. Jan. 1830—18. Febr. 1892.
Deklamationsdigtet fremsagdes med Mesterskab af Vilhelm
AVielie.
Prologens (Plougs Digte) Ordlyd var følgende:
Vi hilse Huset, Land og Folk har bygt,
at det skal Kunstens Bolig være,
at den skal øves frit og plejes trygt
til min og Fædrelandets Ære !
Gid Festens Blus maa tarndes her i Kvæld
til Hvile efter Dagens Møje,
og evig Skønheds Straalevæld
opklare Alængdens sløve Ø je!
Vi hilse eder, som „ej blot til Lyst“
vil flokke jer bag disse Vægge,
som bringe med en Sangbund i jert Bryst
for hele Kunstens Tonerække!
Det gamle Hus, de kære Minders Hjem,
er sunket under Tidens Bølge;
men frede vi om Arven efter dem,
vil eders Hu det nye følge.
II
I Hellas \Taar
Alt Scenens Kunst sin Blomst udslaar,
en Rose rød,
saa frisk endnu som den blev fød.
I Sejrens Stund
den voxed frem af Friheds Grund,
et Offer bragt
de naaderige Guders Alagt.
23