358 / 359
liden Glæde for Borgerskabet. Allerede i 1668 glæder den brave
Anders H jørring sig over, a t „Københavns By er kommen til den
Estime og Højde som aldrig tilfo rn “, og at ikke længer ustude
rede „men læ rde Folk, p r o m o ti D o c to r e s , nu a ttra a Præ si
dents og Borgmesters Embede, hvilket de tilforn havde holdt for
at gaa deres Grad for næ r og derfor ikke affekteret saadan T itel
og Sæde“.
Det havde sikkert væ ret heldigere for Byen om deres nærings
drivende Borgere ikke var blevet træ ngt til Side af p r o m o ti
D o c to r e s og deres Lige.
Branden, som udbrød Onsdag 20. Oktober 1728 om Aftenen i
et lille Hus paa H jørnet af daværende Lille St. Clemensstræde
og Voldgaden — om trent
hvor nu Hotel Bristol staar
paa H jørnet af Frederiks-
berggade (se Kortet S. 315)
synes til en Begyndelse
ikke at skulle blive fa r
lig for Gammel- og Ny-
Torv, og Flammerne før
tes til en Begyndelse hen
over K varteret Vest og
Nord for Torvet. At faa
Ilden slukket var, selv
paa en stille Dag, alle
rede vanskeligt nok i det
stæ rkt
sammenbyggede
Kvarter med de meget
’smalle,
krinkelkrogede
Gader, hvor de smaa Bin
dingsværkshuse med høje
'Lage, sikkert mange Ste
der med Bræddegavle, laa
tæ t mod og over for hin
anden. Men der stødte
særlige Uheld til.
For det første blæste
det en Storm af Sydvest,
der jog Flammerne frem
fra Tag til Tag.
For det andet var der
ikke andet Vand i denne
Del af Byen, end det der
løb i Rendestenene. Van
det fra Renderne, der
førte D rikkevand ind til
Byen, var netop i de
Dage ledet ud i Peblinge
søen, som
skulde fyldes
efter endt Rensning.
For det
tredie havde
det udmærkede B rand
korps — ja, Skæbnen kan
være en stor Ironiker —
samme Dag været til
Sprøjteprøve.
Og efter
endt og sikkert fortræf-
elig udført Manøvre mod
en tæ nk t Ildebrand, havde
de brave Brandmænd givet
sig til at
slukke privat, saa de mødte alt for sent til Ildens
Arnested og var for drukne til a tgøre Gavn.
Politimesteren
var fuld ligesom Holmens Chef; Brandmajoren var gammel og
uduelig og Stadshauptmanden var apoplektisk. Stadens Kom
mandant var en rigtig Kommandant, — af Frygt for at Sol
daterne skulde desertere, gav han Ordre til at Byens Porte ikke
m aatte lukkes op og afskar derved Folk fra at hente Vand det
nærmeste Sted, nemlig fra Stadsgraven. Kort sagt, havde det
hele ikke væ ret en saa frygtelig Ulykke, vilde det have været
den vildeste Farce.
Torsdag Morgen havde Uden naaet P etri Kirke efter at have
hæ rget Nørregade. Hen ad Gammeltorv til havde den ædt sig
op imod Vinden og tag et fat paa Husene paa Vestsiden og for
at hindre disse i at stikke Ild paa Raadhuset, blev der kørt otte
Kanoner op paa Torvet og Husene blev skudt ned.
KØBENHAVt\|^jj£pMMUNES
melt smalt, men re thøjt Hus — skulde, om .det kom i Brand,
hvad dervar alUdsigt til,bringe Frue K irke i Fare. Og for at
hindre dette besluttedes det a t sprænge Huset, der var kendt
over hele København under N avnet „Blasen“, i Luften.
E t Øjenvidne, den særlig for sin Beskrivelse af Branden be
røm te Stadskirurg Reiser, b eretter følgende om denne skæbne
svangre Sprængning:
„Men oftbenævnte, nu hos Gud salige Hr. Brandmayor Preusler
begik en Bock eller en stor Forseelse med sine H errer Collegier
og sam tlige underhavende Folk i deres Konst og Videnskab,
hvorefter følgde og foraarsagde saadanne skrækkelige og i højeste
Grad frygterligste og bedrøveligste S cen er! a t Hoved-Haarene
paa Hovedet m aatte rejse
sig og staa stive, ja end-
ogsaa paa den allertap-
perste og ellers uforsagte-
ste Mand, saa a t det saa-
kaldede heele gamle Kø
benhavn gik op, og blev
paa det Jammerligste og
Erbarm eligste af de mang-
foldste, græsseligste og
fæ leste Luer reen t fortæ
re t og caputt, saa det saa
her i Staden ud som det
allerfæ leste jordiske H el
vede. At det er en stor
Sandhed, at benævnte el
lers brave Mænd (nemlig
B randtm ayoren og hans
Kolleger) vare i højeste
Grad forvirrede, confuse
og forsagte, ltann veil in
gen fornuftig Menneske
imodsige. Endelig forvand
lede deres Forsagthed og
ængstelige Passioner sig i
(d. v. s. til) de allerstørste
Desperationer, — th i da
skulde man se, hvad man
resolveerte!
Mærk nu, allerkjæ reste
Læsere! nu jeg skriver
og erindrer mig dette,
hvad jeg altsammen med
mine egne Øjne har set,
O! O! saa bliver det mig
ganske levende paa nye
igjen, og overfalder mig
den skrækkeligste Gysen
og Rysten over m it hele
Legeme, som En der be
kommer den heftigste Fe-
bris malignae ardentis, og
overfalder mig den aller
største Paroxysmus, saa
at om jeg ikke falder i
en Slags Graad eller Græ-
den, jeg vist nok vil tabe
Pennen af Haanden og
falde i allerstørste Besvimelse —- Pause, — Pause! ! !“
Her gør den gunstige Læsersikkert re ttest i at tæ nke sig
F orfatteren hensunken i en ved de smertelige E rindringer frem
kaldt Besvimelse. Om dennes Længde faar man en Forestilling
ved den imponerende Mængde Tankestreger, han tropper op med
— hele tre Linier fulde. D erefter træ kker han Vejret, tager sig
maaske en H jæ rtestyrkning og gaar videre i sin Beretning.
Men inden han begynder paa Omtalen af B randtmayorens Buk,
beder han først Læserne bæve og skælve ved hans malende Be
skrivelse af Kanonaden paa Gammel Torv, sæ tter derpaa et N ota
bene og beretter, a t denne Kanonade kunde heller ikke B randt
mayoren med sit sam tlige Selskab holde ud, men blev af en
overmaade Angst tvungne til a t retirere sig til en Side og blev
alle til Mode som Folk, der i en Hast bekommer Slag og Rø-
Corfitz Ulfelds Skamstøtte fra Graabrødretorv henlaa i mange Aar i Prinsens Palæs Kælder,
men blev for nogen Tid siden ved en privat Mands Initiativ opstillet i Palæets Have.
Mindre heldig var man paa den nordlige Side. Her fryg tet®
man for, at Huset paa Hjørnet af Torvet og Nørregade — et gam-
■IOTj§!^E?naa den udmærkede Forfatter have haft en Anelse om, at
Brandtmayoren og „hans Selskabs“ Forskrækkelse nok har kunnet
360