348 / 359
der var en hovmodig og hidsig Mand, der havde ondt ved at be
herske sig og som gav raat for usødet
blev saa aabenlys, at
han fandt det rettest at benytte et ubemærket Øjeblik, liste sig
bort og skynde sig hjem.
Det var sidste Frist. Da han havde siddet lidt hjemme paa
sin Bispegaard, hørte han Raaben, Støj og Larm. Det var en stor
Skare Københavnere, der fra Bytinget drog op til Bispegaarden
for at faa fat paa Bispen. Han m aatte skjule sig i sit eget Hus,
medens Mængden forgæves gennemsøgte det.
Faa Uger senere overgav Byen sig til Greven. Og saa kom
Borgerkrigen, og et Aar senere begyndtes Byens Belejring.
Københavns Borgmestre var drabelige Herrer dengang. Flere
af dem førte adeligt Vaaben, og alle for de i Leding til Hest.
Raadhuset blev i hine Tider mere et m ilitæ rt Hovedkvarter end
et borgerligt Raads Forsamlingshus. Og Bølgerne gik til Tider
højt, naar Ambrosius Bogbinder, der støttedes af Lybekkerne, tog
Tag med det konservative P artis Mænd, hvem den tyske Hanse-
stads Indblanden var særlig imod. „Ulykkelige Borgere“, udbrød
vendelse af Pinebænken paa Raadhuset og Henrettelser foran
dets Dør.
Da Byen havde overgivet sig og Christian III og hans Tyskere
var blevet H errer i Kobenhavn og Freden var sluttet, holdtes
der, i Oktober 1536 et stort Møde, et „Bursprog“, d. v. s. et Bor
gersprog paa Gammel Torv foran Raadhuset. E t Stillads eller en
Tribune var rejst paa Pladsen, og her tog Kongen og R igsraadet
Plads, medens Byens Borgere og Almue samledes neden for i
Kres. Og her oplæste Kongen en Tale, hvori han først takkede
alle, fordi de godvillig havde givet Møde, tilsagde dem sin konge
lige Gunst og Naade og meddelte, at han havde faaet slu ttet
Forlig mellem Adel, Borgere og Bønder, saa at alt, hvad der
var sket i de sidste urolige Tider skulde være glem t og tilgivet
paa bægge Sider. Dernæst meddelte Kongen, at han havde ladet
alle de katolske Bisper fængsle, fordi han vilde, at Guds Ord
rent og k lart skulde prækes over hele Riget, hvilket Bisperne
altid havde modsat sig, ligesom ogsaa de. især havde givet An
ledning til den sidste K rig“.
Originalen tilh. Raadliusforv. Nyrop-L'arsen.
Gæstgivergaarden „Holger Danske“, Farvergade; nedrevet 1905.
E t i sin T id re t b ery g tet L ogilius og T ilh o ld ssted fo r en D el af H o ved stad en s lyssk y E lem en ter.
den gamle Raadmand, Jens Kammersvend engang under en af
disse Stridigheder, „hvilken Afsindighed har drevet eder til at
overgive eders Fædreland til Tyskerne ? Har I nogen Sinde hørt
af eders Forfædre, at de Tyske har væ ret trofaste mod de Dan
ske? Er ikke det gamle Ord endnu ved Magt: Før vokser Figen
af Hylderod, før Tysken vorder Dansken god! Til alle de U lyk
ker, Laster og Krige, Danmark har væ ret indviklet i siden Ri
gets forste Begyndelse, har Tysken altid væ ret Ophav. Mærk
mine Ord: den Dag vil komme, da de — hvem I nu indlade med
Venlighed, og som nu sminke sig med Mildhedens Farver, vil
blive eders værste F jend er!“
En Mand, der kunde tale saadan til Almuen, der under Belej
ringens haarde Tryk blev lettere a t faa i Tale end ellers, var en
farlig Mand. Han m aatte bringes til Tavshed. P aa forskellige
ubeviste Beskyldninger blev Jens Kammersvend fængslet, dømt
til Døde og halshugget paa Gammel Torv, hvor nu Springvandet
staar, 9. September 1535. Men Aaret efter kom Misfornøjelsen
med Ambrosius Bogbinders Regimente stæ rkere til Udbrud, og
19. Juli 1536 kom det til det blodige, foran skildrede Sammen
stød paa Gammel Torv, som blev efterfulgt af Forhør med An-
Endelig, og det var det vigtigste „blev Menigheden bespurgt
om den vilde, enten at disse Bisper eller andre med lige Magt
udi deres Sted nogen Tid skulde udnævnes“.
Og da raabte Almuen, den ene i den andens Mund, a t den
vilde blive hos det hellige Evangelium og ikke have saadanne
Bisper mere.
Det var med andre Ord Reformationens endelige Indførelse,
der vedtoges her paa Gammel Torv. Og dermed oprinder der en
ny Tid.
Den ny Tid oprandt med Fred. Og med Fredens Dage tog
Handel og Søfart til. Byen voksede i Velstand og dermed i
Størrelse. Det var lysere Billeder, der nu oprulledes paa Torvet,
—man mindes blot Turneringerne her i Anledning af Frederik II’s
og Christian IV.s Kroninger.
Og med Christian IV kom der en ung, d riftig og indsigtsfuld
Konge paa Tronen. En Mand med Smag og Skønhedssans og med
varm Interesse for Byen København.
Det kom først og fremmest Raadhuset til gode. I 1606 gav
han Ordre til a t rydde Haverne og Smaahusene sønden for Raad-