346 / 359
fornemste Borgere, K lædehandlerne, opslaaet deres Boder. — —
Her samledes altsaa Byens Borgmestre og Raad, sikkert — hvad
der var dem en Torn i Øjet — under Kontrol af Biskoppens Fo
ged paa Borgen, og drøftede Byens og dens Borgeres Ve og Vel.
E t saadant Raad h ar sagtens væ ret indsat fra dens ældste Tid,
men det nævnes første Gang 1275, og da maa Raadhuset sikkert
have væ ret til.
L idt over hundrede Aar senere blev det — af Grunde, som nu
ikke kan udredes — flyttet hen paa Nordhjørnet af Nørregade og
Studiestræde, som i den Anledning dengang, og mange Aar efter,
hed Raadhusstræde. Navnet Studiestræde hidrører fra, at Raad-
husbygningen her en Tid blev beny ttet som Studiegaard eller
Universitet.
Det var 1479, a t Christjern I, — der paa sin Romafart faa Aar
i Forvejen havde faaet Pavens Tilladelse dertil, oprettede Uni
versitetet i København. Men med sin stadige Mangel paa Penge
var Kongen ikke i Stand til a t opføre en ny Bygning til Univer
sitetet og m aatte derfor nøjes med at laane Borgernes Hus paa
Nørregade foreløbig for 10 Aar. Naar disse kunde undvære det,
havde det sikkert sin Grund i, at Byen, efter at Erik af Pom
mern i 1416 havde tag et den fra Roskilde Bispestol og lagt den
ind under Kronen, var vokset stæ rkt, og at det gamle Raadhus
var blevet Borgerne for smaat, og at de alt havde bygget et nyt
Raadhus m idt paa Torvet med Længderetning i Øst og Vest og
med Facade mod Nord. Bagved, altsaa mod Syd, laa en stor
Gaard og Have, der har optaget det meste af den Plads, som nu
danner Nytorv.
Øst for Raadhusgaarden og dens Have førte Raadhusstræde fra
Torvet ned til Vandmøllestræde, det nuværende Raadhusstræde.
Da de 10 Aar var gaaet, skaffede Borgernes Selvfølelse, der
var vokset med Byens materielle Fremgang, sig et Udtryk, som
man ikke skulde have ventet over for den folkekære Kong Hans.
Da Kongen ikke viste nogen Tegn til at ihukomme K ontrakten
om de 10 Aar og ikke gjorde noget for at skaffe de „Højtæ rede“
d. v. s. Professorerne, noget andet Hus, besluttede Borgmester og
Raad i Kongens Fraværelse sig til paa Byens Vegne at tage til
bage, hvad Byens var. De kastede de Højtærede paa Gaden og
satte sig med Vold i Besiddelse af Huset. Ved et „venligt og
kæ rligt M ageskifte“ af 1492 fik Kongen Sagen bilagt. Universi
te te t beholdt det gamle Raadhus, og Byen fik i Bytte den store
Byggegrund paa det sydlige Hjørne af Klædeboderne og Torvet.
Borgernes Adfærd mod de Højlærde maa vistnok snarere for
klares som et Uclslag af Uvillie over for Gejstligheden end over
for Kongen, der paa mange Maader havde væ ret virksom for
Byens Opkomst. En saadan Uvillie kunde nok sidde dem i Blodet
fra den Tid Gejstligheden var Byens Herrer, da Borgerne var
bleven holdt i stramme Tøjler af det kirkelige Herskab.
Borgmester Esberns Skriver, der havde væ ret den ledende Mand
ved Stormen paa Studiegaarden, synes i hvert Fald a t have haft
en Horn i Siden paa Sortkjolerne. Præsten, Hr. Morten, ved
St. Mikkels Alter i Frue K irke, berettede i 1492, a t han sidste
N ytaarsaften havde væ ret til Bords hos Borgmesteren. E fter
Maalti^gj; var Familien og dens Gæster begyndt at lege Julelege,
og Præ sten og Borgmesteren var da ogsaa gaaet med i Legen.
Men bedst, som det gik, var de to værdige Mænd bleven uenige
om et eller andet. De kom op at mundhugges. Fra Ord til Ger
ning var der ikke langt i hine Tider, særlig i Tiden mellem Jul
og Nytaar, hvor der var sat ekstra Styrke paa Juleøllet, og Enden
paa Legen blev, at Borgmesteren lagde Præsten op paa Bordet,
sandsynligvis med Ansigtet nedefter, og gav ham nogle forsvar
lige Dask.
Og havde det saa endda væ ret ude med d e t! Men det kede
ligste kom bagefter. Naar Hr. Morten siden besøgte Borgmester,
blev han ikke mere sat til Højbords for at a>de af Fad med Fa
milien, — nej, lian blev bare sat nede mellem Tyendet og m aatte
stikke til Grødfadet sammen med dem.
Medens alle Sager, der vedrørte Byens Udvikling, Handel, dens
Bestyrelse og økonomiske Forhold, drøftedes inde i Bygningen,
foregik alle Retshandeler paa gammel nordisk Vis under aaben
Himmel paa Bytinget, der holdtes foran den vestlige Halvdel af
Facaden. Til liojre for Raadhusets Hovedindgang saas de fire
„Ting-Stokke“, d. v. s. Bænkene, paa hvilke Fogeden, Vidnerne
og Nævningene tog Plads, medens den Anklagede sad eller stod
paa „Tyvestenen“ i Midten. Paa et Bord foran Fogeden laa et
stort Sværd, Symbolet paa den retfæ rdige Myndighed, der ikke
fører Sværdet forgæves. Sværdet blev i højtidelig Procession
baaret foran en ny Foged, naar han af Kongens Repræsentant,
Statsherren, blev indsat i sit Embede, eller som det hed „ind
led et“ paa Tinget.
Lige over for R aadhuset stod „K aget“ en Stolpe hvortil Syn
dere, der skulde piskes, „hudstryges“ som det hedder, blev bundet,
og Galgen. Dette fremgaar af Arild H uitfeldts Beretning om
Didrik Slaghecks pinefulde Død:
E fter at han pinlig var forhørt, blev han 24. Januar 1522 ført
op til Gammel Torv (se foran S. 801). Sigbrit havde dækket sine
Vinduer til den Dag og vilde ikke engang se ned til ham. „Først
blev han ledet til Galgen, der blev ham lag t en S trikke om
Halsen; han havde paa en Fløjels K jortel og Hoser, en rød Skar
lagens ulden Skjorte, et P ar Fløjels Tøfler og en smaa Skjorte
af hollandsk Lærred. Der han kom under Galgen, satte han
Tøflerne af, og Bøddelen drog ham et Trin eller to op.
Nej, sagde han (Bøddelen), dot vil ikke saa fort med os. — Vi
maa en anden Vej! Ledte ham saa ned, og da tog a tte r den
Stymper Tøflerne paa igen, før han vilde fort.
Siden førtes han til Baalet. Der blev han dragen af alle K læ
der uden Skjorten og et Femorale (Lændeklæde), hvorpaa han
blev bunden paa Stigen og k astet paa Ilden. Profossen opreg
nede og forkyndte tilforn (altsaa inden Afklædningen) offentlig,
hvad hans Forseelse var, og at han som havde væ ret Aarsag til,
at saa mange udi Sverige var hængte og brændte Pu igen skulde
lide samme Forsmædelse (nemlig med at ledes op paa Galgen) og
Straf. Ved 3 slet efter Middag fandtes hans Mave sammenkrym
pet udi Asken som en Bold. Der gik en Baadsmand til og stødte
en Aalestage der igennem ; da flød der meget Vand ud, og der
med faldt den hen i Asken.
Noget Skafot har der næppe staaet paa Gammeltorv. Hals
hugning foregik uden saadanne V idtløftigheder. Synderen knæ
lede paa den blotte Jord foran en lille Bunke Sand og rakte
Hovedet frem. Og Bøddelen — som havde saa meget a t gøre i
hine Tider, a t han ikke kunde komme ud af Øvelse, svingede sit
Sværd og huggede Hovedet af.
N aar vi nu tæ nker os Bysvendene en mørk V interaften med
drivende Skyer staa og varme sig ved Brændeilden, der flammer
lystigt i Jæ rnkurven, som hang ned fra en Jæ rn stang ved Siden
af Raadhusdøren, medens en to, tre Benrade svinger for Blæsten
i deres pibende og hvinende Kroge og Kæder under Galgen, be
lyst af det flammende Baal, der skinner i Bysvendenes Vaaben
og Stormhatte og i Biskop Absalons Kobberalen og Kobberpotte
ved Døren, — saa har vi et af de karakteristiske By-Billeder fra
M iddelalderen, som vi finder maleriske og interessante, men som
vi dog glæder os over kun a t kende som et Billede.
Raadhuset — en svær Bygning i to Stokværk med et højt, stejlt
Tag og kam takkede Gavle — var Borgernes Hovedkvarter id e
urolige Tider, der gik foran Reformationens endelige Indførelse.
Og her lød der frie og dristige Ord. I Christjern II havde Landet
h aft en Konge, der var opdraget i Borgerstandens Midte, kendte
deres V ilkaar og Forhaabninger og ønskede at hæve den for ved
dens Hjælp at kunne magte Adelen. Allerede ved hans Hyldning
havde Københavns Borgere ym tet om, at de nok vilde have et
Ord med at sige i Rigsraadets Forhandlinger om H aandfæstningen
Saadanne Stemninger kom i stigende Grad til Orde paa Byens
Raadhus. Københavns Borgere var varme Tilhængere af den lu th er
ske Lære, i hvilken de ikke alene saa en Opposition imod Kirken.
Og fra Raadhuset var det uden Tvivl, at den fanatiske Skare
8. Juledag 1530 med Borgmester Ambrosius og andre ansete Mænd
i Spidsen og en Mængde Almuesmænd i Følge drog op ad Torvet
og brød ind i Frue Kirke, hvor de øvede det vildeste Hærværk
paa A lterbilleder og Helgenfigurer, sønderrev Messeklæder og
Messebøger og bespottede de hellige Kar og vanærede dem paa
det skammeligste. Kpn ved Byfogedens og Hans Tausens Mellem
komst blev H øjalteret skaanet for Ødelæggelse.
D. 14. Juli 1533 er en Mærkedag i Københavns Raadhus’ Histo
rie. R igsraadet og de katolske Bisper, der efter Frederik I.s Død
sad inde med Magten, havde ført Klage over Hans Tausen, Byens
afholdte evangeliske Præ dikant. De beklagede sig over hans Op
træden ved forskellige Lejligheder, over hans formentlige k æ tte r
ske Yranglære i Nadverlæren og endelig over hans skammelige
og hovmodige Ord om Bisperne, som han skældte ud for Tyve og
Bedragere.
Den 14. Juli skulde Rigsraads-Dommen fældes over Hans T au
sen. Inde i Raadhuset samledes tid lig paa Form iddagen som Re
præ sentanter for Byens Borgere, Byens sam lede M agistrat — 4
Borgmestre og 12 Raadmænd —, af R igsraadet mødte 17 Med
lemmer og endelig mødte Roskildebispen, Joachim Rønnov med
348