S_FørOgNu

1752

dommere ansaas for en Skuespillerinde af første Bang,

vandt hun sig ialfald et stort Publikum og viste i det m ind

ste som Ingenue ualm indelige Evner, f. Eks. som Agnes i

„Fruentimmerskolen“, og formaaede ogsaa i Roller, hvori

hun skulde give Udtryk for stæ rke Affekter, at frembringe

stor V irkning. De Mangler, hendes Kunst blottede, har

sikkert væ ret begrundet i hendes Mangel paa Kvindelighed

og ægte Aandsdannelse. Hun nøjedes ofte med at virke

med den Rutine, hun h u rtig t forstod at erhverve, istedetfor

at tilegne sig den dybere Forstaaelse af Rollernes inder

ste Væsen og K arakter. Hun ejede tilstræ kkeligt Tempera

ment og naturlig Begavelse til at magte det Naive, det

Fiffige og Kokette, men paa de Omraader, hvor Studiet og

det alvorlige Arbejde m aatte hjælpe til, for at et kunstne

risk R esultat skulde kunne naas, tilfredsstillede hun aldrig

ganske.

Jfr. Bøttger havde kun væ ret ved T heatret i halvandet

Aar, da Jfr. Thielo døde og overlod hende som Arv ikke

blot Leonorarollerne i Holberg, men overhovedet alle Re

pertoirets Prim adonnapartier. Det ligger nær at antage,

at hun er kommen til Berømmelsen altfor hurtig t og a lt

for let uden a t kende til den kunstneriske Kamp og uden

a t have behøvet at underkaste sig den strenge Selvtugt,

som netop havde væ ret hendes overfladiske N atur gavnlig.

Im idlertid — af det store, brede Publikum beundredes

hun som en stor Skuespillerinde, og mest maaske, naar

hun anvendte de groveste Virkem idler. Saaledes fortælles

det, at hun i „Cavaleren og Damen“ i den Grad henrev

Mængden ved sin Diktions klynkende Prædiketone, at man

kastede et P ar Punge fyldte med D ukater op til hende paa

Scenen! Af andre Stykker, i hvilke hun pristes højt af et

ukritisk Publikum, kan nævnes Voltaires „Zaire“ og Colar-

deaus „Caliste“, i hvilken Rolle man har opbevaret en

Tegning af hende.

I 1779, i en Alder af over fyrretyve Aar, ægtede Jfr.

Bøttger sin mangeaarige Elsker, den udmærkede Skuespil

ler Christoffer Rose, som da var 56 Aar gi.

— a h debuterede Lars Christoffer Reerslew som Menechmus i

* Ie n e c hm i“, sidste Optr. 29/u 1770, f

a/n

1770.

Om trent sam tidig med Jfr. Bøttger havde den unge,

kønne Student Lars Reerslew sin Debut, e fte ra t Rose, der

frygtede en Medbejler i ham, forgæves havde modarbejdet

hans Antagelse ved T heatret, hvilken Holberg støttede. Reers

lew udfyldte med Hæder Elskernes, Galningenes og de le t

komiske Kavalleres Rollefag, men han kom aldrig saa langt

frem i Repertoirets bærende P artier, a t han kunde blive

Rose farlig. Han blev en dygtig Afløser for Ivar Als,

efterhaanden som dennes mangehaande andre Bestillinger

nødte ham til at opgive flere og flere Roller. Desuden

havde Lars Reerslew en umiskendelig Evne som Poet, hvor

ved han blev T h eatret til N ytte som K antatedigter ved

højtidelige Lejligheder og som en flittig Oversætter.

Kun en enkelt Gang vovede han sig ud som original d ra

matisk F orfatter med Idyllen „Den nøjsomme Hyrde eller

Naturen fornøjet med L idet“, der var skrevet i den tr a

ditionelle Schaferstil og kun gjorde tynd Lykke. Han blev

55 Aar gi.

1753

% skulde Mad. Inger Cathrine Rosenkilde, f. F e rs le w , debu

tere som Julie i „Forøderen“, men blev ved Kabale af

Theaterpersonalet udpeben, saasnart hun viste sig, hvilket

havde til Følge, at T heatret til S traf for Personalet lu k

kedes efter Forestillingen.

Skuespillerinden Mad. Rosenkildes Navn vil i vort Thea-

ters H istorie for bestandig være k n y ttet til Datoen: Den

. Juni 1753. Da Jfr. M aterna ved den forrige Sæsons

Slutning havde forladt Skuepladsen, ma.atte D irektionen

se a t faa hende erstattet, og da Mad. Rosenkilde, der før

havde væ ret k n y ttet til T heatret og vist gode Anlæg, vilde

kunne afhjælpe Savnet, var Holberg ivrig for at faa hende

ansat. Hun aflagde en vellykket Prøve for ham og D irek

tøren, Overpræsident Rappe, og Alt synes a t være i den

skønneste Orden, da det pludselig erfaredes, a t enkelte

Medlemmer af Personalet havde sammenrottet sig for at

gøre hendes Ansættelse umulig. De benyttede sig af den

Omstændighed, a t Mad. Rosenkilde siden sin Afgang fra

T h eatret var bleven dømt til at have sit Ægteskab for

brudt paa Grund af „begaaet L ejerm aal“. Blandt Lederne

i Oppositionen var navnlig Rose og Mad. Lund virksomme,

men uheldigvis egnede de sig saare slet til at være Mora

lens Forkæmpere, hvilket ogsaa Holberg ugenert betoner,

da han, oprørt over den Modstand Mad. Rosenkildes An

sættelse moder, udsender sit bekendte Tordenbrev til The

aterpersonalet. Han siger med rene Ord, at Mad. Lund

har selv væ ret anklaget for det, hun nu hos Mad. Rosen

kilde finder forargeligt, og Rose lader han vide, at In tet

er hæsligere end a t høre en Person, hvis eget Levnet er

umoralsk, catechisere over Andres. Desværre gjorde Hol

bergs Tordentale ikke den tilsigtede Virkning. Den gjorde

blot Oppositionen endnu mere hadefuld. Og den

. Juni,

da Mad. Rosenkilde i „Forøderen“ skulde have sin Debut,

indtraf Katastrofen. Saasnart hun i Stykkets anden Scene

traad te ind paa Scenen, hvor hun mødte Mad. Lund, hendes

værste Fjende blandt Kollegerne, brød Stormen løs. Man

havde fra T heatret faaet en Masse ondsindede Rygter

1753

spredt udover Byen til Venner og Venners Tilhæng, og man

havde truffet A ftale om, at Mad. Rosenkilde ved Raab og

allehaande Tumult skulde hindres i overhovedet at komme

til Orde.

Og saaledes gik det da ogsaa. Hver Gang Mad. Rosen

kilde begyndte at tale, overdøvedes hun af Piben og Skraai,

og tilsidst følte hun sig saa overm andet af Ondskaben og

Raaheden, at hun faldt sammen og brast i fortvivlet Graad

og m aatte forlade Scenen. Det var umuligt at paabegynde

S tykket paany, men Kabalens Anstiftere havde sørget for,

at de Rollehavende i „Jean de F rance“ var paa rede

Haand. Og saaledes blev denne Komedie opført som Er

statning for den forulykkede.

Men Mad. Rosenkilde, hvem man tilstod

Rdlr. ugentlig

til næste Aars September, og som senere kaldte sig Mad.

Ferslew, idet hun a tte r antog sit Pigenavn, kom aldrig

mere paa Scenen, men opnaaede, som et P laster paa

Saaret, et faa en lille Bestilling — ved Garderoben.

Det var altsaa lykkedes hendes Modstandere bogstavelig

ta lt at faa hende pebet og hysset bort fra Scenen, hvor hun

utvivlsomt kunne være bleven et højt anset Medlem af

Personalet, — netop saaledes, som det ak ku rat hundrede

Aar efter lykkedes Høedt’s Fjender a t faa h a m fjernet.

I Septbr. 1759 resolverede D irektionen: „Madam Ferslew,

som har forkommet og pan tsat adskilligt af Garderoben,

skal af Gage-Rullen u d slettes“.

1755

8/s debuterede Jfr. Bertraline Lever som Anna i „Merlin

Dragon“, afg. April 1760.

D irektionens Bestræbelser i de første A artier efter Grund

læggelsen af den danske Skueplads synes for en stor Del

a t have koncentreret sig om a t skaffe T h eatret Tilgang af

unge, kønne Damer, der kunde udfylde de mange ledige

Elskerinderoller. Man lod saa a t sige Enhver, der meldte

sig, forsøge sin Lykke. Og ofte faldt Forsøgene højst maa-

deligt ud. Man havde saaledes prøvet med de tre Ungmøer,

Jom fruerne Thorsager, Bang og Petrejus, der var mere el

ler mindre umulige, da man i Jomfru Marie Bertraline

Lever endelig fandt et lovende Emne ; men hun var saa

ung, at hun endnu var ukonfirmeret, da hun debuterede,

og saa uvidende, at hun endogsaa var ukyndig i den for

Skuespillere ikke helt overflødige Kunst at kunne læse

rent!

Men T alent havde hun, og hun var derfor trods al hendes

ungdommelige Ufærdighed og Uvidenhed nok værd at have

i Reserve, naar den udmærkede Indehaver af Soubretterne,

den intrigante Mad. Lund, engang gik bort. Men just i

samme Stund som denne E ventualitet indtraf, gik man des

væ rre ogsaa glip af Jfr. Lever, da hun, som adskillige an

dre før hun, havde ladet sig bedaare af den engelske Li

nedanser og Luftspringer Michael Stuart, med hvem hun

indgik Ægteskab, og forlod Landet. Den nævnte Badut

springer havde for tre Aar siden i Bergs Hus i Læderstræde

gjort stormende Lykke ved „at bære to Ildhjul paa sine

Hæle, naar han var i fuldt Sving paa Traaden (Linien)“,

og, saa mæ rkeligt det end klinger for vore Nutidsøren,

skulde en Gøgler af hans K aliber ogsaa faa Indpas paa

Holbergs Skueplads. Det var under den foragtelige og raa

Theaterdirektør Fædder, denne Vandalisme skete. Og sør

geligt, men sandt er det, a t han tra k Hus, ialfald til en

Begyndelse! —

1756

10/2

debuterede Jens Musted som Valére i „Tartuffe“, f.

1731, sidste Optr. 3/s 1798, t 25/e 1798.

Musted, der kom til T heatret i 1753 som Rolleskriver,

havde et smukt og fornem t A

dre, der passede godt for Le-

anderrollerne, som fra Rose var gledet over i hans Hænder,

og som han forvaltede med Smag og Anstand, men uden

den Varme og indtagende E rotik, som havde udmærket

Rose. Af større Værd for T h eatret blev Jens Musted i Sprade

basserne og de lystige Selskabsbrødre, som han gav med

fin Verdenstone og en saa gratiøs Overgivenhed, a t selv

det fornemste Publikum erkendte, at „Mr. Musted kunde

faconnere sig saa vel, a t han heel n atu rlig t agerede h om

m e de qualité“. Desuden besad Musted en køn Tenor

stemme, hvormed han blev T h eatret til god Nytte, baade

i de italienske Operaer, hvormed Scenen en Tidlang maatte

se sig belemret, og i de danske Syngespil, som lidt efter

lid t gjorde sig gældende i Repertoiret. Men ogsaa i Ope

raen synes han at have manglet Hengivelsens Varme.

Ialfald siger Rahbek, at han „tilvante sig en Operakulde

og overhovedet et Operaspil, der først paa hans senere Aar

forlod ham i ædlere Roller“.

Musted var en dygtig Aktør — men bestandig dog kun

i anden Række. Som et Kuriosum kan anføres, at han,

som kom til T h eatret medens Holberg levede, 45 Aar se

nere virkede sammen med Skuespiller Oehlenschlager.

1759

19/9

debuterede Jfr. Anna Margrethe Glad som Angelique i

„Den indbildt Syge“, afg.

1763.

Søstrene Grethe og Hedvig Glad, Døtre af T heatrets Sned

ker, var Sangerinder og optraadte bl. a. i et af de danske

saakaldte „Intermezzoer“, som i en kortere Periode opfør

tes afvexlende med de „italienske“, da disse taabelige Mis

fostre af dram atisk Operakunst truede med at brede sig

for stæ rkt.

Ingen af disse Damer blev af Betydning for Skuepladsen.