S_FørOgNu

1763

som Mad. D u e, men stryges saa bestandig af Gagelisterne, I

„da hun absenterede sig“.

1765

*/10

debuterede Jfr. Johanne Sophie Bergmann, senere Mad.

Knudsen som Leonore i „Den Stundesløse“, f.

M/8

1742,

sidste Optr. 12/s 1795, t

Sli

» 1796.

I Jfr. Bergmann, en net, ung Pige, fik endelig T h eatret

en heldig Forøgelse for E lskerindefaget baade i Lystspil

let og Tragedien. Hun havde tillige en køn Sangstemme,

der blev til god Nytte. Hendes bedste Virksomhed falder

dog i hendes senere Alder, da hun frem træder som Mad.

Knudsen i Æ gteskab med den uheldige Skuespiller, men

dygtige Sufflør og Oversætter, L a rs K n u d s e n , som gav

Rosenstand-Goiske Ideen til „Den dram. Journal“. Hun gik

da over i det komiske ældre Fag, hvor hun bl. a. som

Magdelone udfoldede et hyggeligt Lune og megen Smag,

der undgik enhver Overdrivelse af K arakteren. Hun var

et ypperligt Bevis paa, hvad Alvor og Flid formaar at

udrette i Kunsten. Ved Begyndelsen af sin Bane var hun

keitet og ugraciøs, men drev det ved Energi og u træ ttelig t

Arbejde til ogsaa i Anstand og A7nde at blive et Mønster

for sine Kolleger.

1768 1T/s

debuterede Jfr. Johanne Christine Conradi som Elsebet

i „Jean de F rance“, afg. Oktbr. 1773, t l1/s 1784.

Jfr. Conradi var engageret til a t spille unge Piger og, i

paakommende Tilfælde, Perniller, men drev det i de fem

Aar, hun var ansat ved Theatret, kun til at blive en taa-

lelig Brugbarhed. Hun døde i Fattigdom . Hendes Vært bad

D irektionen om

Rdlr., hvormed han skulde besørge

hende „som en Person, der har staaet i T heatrets Tieneste,

anstændig til Jorden“.

1769

'% debuterede Jfr. Marianne Fogh som Leonore i „Maske

raden“, afg. Juli 1796, t

1816.

Ogsaa Jfr. Fogh var kun en tolereret Brugbarhed, der

mæ rkeligt nok, sin Ubetydelighed tiltrods, forblev ved The

a tre t en længere Aarrække.

— 27/u debuterede Bernhard Heinrich Beck som Henrik i „Den

honnette Ambition“, f. 1748, sidste Optr. 20/io 1797, f T/n

1797.

Bernhard Beck var en maadelig Aktør, der paa Grund

af Tidernes Ugunst fik Lov til at brede sig altfor stæ rkt

i Repertoiret. Han karakteriseredes af Samtidens K ritik

som en „G rimaceur“, der bejlede til G alleriets Bifald ved

lavkomiske Overdrivelser og m ishandlede de Holbergslte

Henrik’er. Han optraadte med mere Held som dram atisk

Forfatter. E t Par af de sex Komedier, han skrev i Tidens

Løb, naaede endog et ret respektabelt Antal Opførelser, Han

var Fader til Skuespillerinden Eline Beck, Oehlenschlagers

Ungdomssværmeri.

Fra T heatrets Overtagelse af Kongen benævnes d e t:

»Den kgl. danske Skueplads«.

1771

/s debuterede Niels Hansen som Henrik i „Maskeraden“,

f. 1748, afg. 1786, + .1828.

Niels Hansen var en dannet Mand med god Indsigt i

Musiktheori, men som Skuespiller var han ganske under

ordnet, og efter nogle Aars Forlob sagde han Kunsten

Farvel og blev T h eatret til mere N ytte som Regissør i T i

den 1777—99. Han arbejdede for Dyrcbeskyttelsessagen og

har bl. a. skrevet „Musikens faste G rundsætninger anvendt

paa Syngekunsten i Særdeleshed“.

1772

u /ia debuterede

Ludvig Holberg

som Valerius i „Mæn-

denes Skole“. Uden T alent levede han

nogle Aar højt

paa sit formentlige Slægtskab med D igteren, som dog end

ikke havde væ ret hans Fadder. Han var døbt L u d v ig V in

d e r slø v og var Son af Holbergs Forvalter — deraf den

meget tynde Adkomst til at bære Navnet. Et Forhold til

Caroline W alter var heller ikke egnet til at give hans P er

sonlighed Sympati. Maaske gavnede Navnets Klang ham i

— Toldvæsenet, hvor han endte som Kasserer og Justits-

raad, t

1824, 76 Aar gi.

1773

a debuterede Jfr. Marie Petersen som F inette i „Fransk

manden i London“, afg. Maj 1799, f Jan. 1815.

Jfr. Petersen vandt ved sin Debut et ganske overordent

lig Bilag, men sank meget hurtigt i Publikums Bevaagen-

hed og ansaas efterhaanden for en stor Ubetydelighed.

— Ip s debuterede Frederik Schwarz som Henrik i „Pen ufor

modentlige H jemkomst“, f.

s 1753, afg.

s 1810, Afsk.

med Publikum

u 1816, t

' 1838.

I Frederik Schwarz tinder vi endelig paany et lvunstner-

navn af største Betydning, et Navn der paa det Nøjeste

er kny ttet til den Forandring i Spillemanden, der foregik

i det 19de Aarhundredes sidste Decennier paa vor Skueplads.

Schwarz fødtes i 1853 i et fa ttig t kjøbenhavnsk Hjem

og mistede tidligt sin Fader. Gode og fintdannede Menne

sker tog sig venligt af hans Opdragelse, efterat han havde

fundet Optagelse paa T heatrets Balletskole, og det kan an

føres som Bevis paa den alm indelige Agtelse, han som

ungt Menneske nød, a t han optoges i Frimurerlogen, hvil

k et aldrig før var timedes en scenisk Kunstner og ikke

heller gentog sig for en Menneskealder senere. For denne

Udmærkelse, som for meget andet, kunde han iøvrigt takke

Kammerherre W arnstedt, der ved Schwarz’ Paavirkning fik

1773

Lyst til at blive T heatrets D irektør. Men deres Forhold

var neppe af en saa ædel Natur, som Overskou giver det

Udseende af.

Som Danser havde Schwarz lagt saa megen mimisk Evne

for Dagen og havde desuden ved sin hele Færd vakt saa

stor Sympati, a t man ved Londemanns Død besluttede at

prøve, om han ikke kunde overtage dennes Rollefag. Og

neppe et P ar Uger efter a t T heatret havde lidt Tabet af

den højt ansete Skuespiller, debuterer Schwarz i et af

hans G lanspartier, Henrik i „Den ufoi modentlige Hjem

komst“. Og lian blev h u rtig t Publikums Andling, om end

det snart viste sig, at det egentlig ikke var som bonde

mans Arvtager, at lians Evner udviklede sig. 1 Aaret 1775

fik han sit brændende Ønske opfyldt om paa Rejser i Ud

landet at studere den sceniske Kunst. I Paris saa han Da

tidens bedste Skuespillere, og ved sin H jemkomst fru g tb ar

gjorde han de E rfaringer, lian havde høstet, og fik bl. a.

stifte t „Det dram atiske Selskab“, i hvilket han og den

senere udmærkede Skuespiller Michael Rosing var blandt

Lederne, og hvis Hovedformaal var ved et dybere Studium,

end man hidtil havde kendt det, at forberede en ædlere

Skuespilkunst. Trods sin korte Levetid fik det k n y ttet sit

Navn idetm indste til en enkelt Forestilling, der bestandig

vil leve i Mindet: Opførelsen af Ewalds heroiske Syngespil

„Balders Død“, hvori Rosing, hans Hustru, og ikke mindst

Schwarz som Loke glimrede.

Men allerede før Opførelsen af „Balders Død“ havde

Schwarz udmæ rket sig i en Rolle af hel anden Art, nem

lig som Figaro i Beaumarchais’ Lystspil „Barberen i Se

v illa“, og han stod fra nu af i Række med Scenens første

Kunstnere, og Forventningerne om hans Kunsts Alsidighed

blev endda i Tidens Løb langt overtrufne. Ingen Skuespil

ler havde kunnet opvise et saa rig t Galleri af de forskel

lige Skikkelser, og i scenisk K ultur overgik han -— maaske

med Undtagelse af Clementin — dem alle. I en Alder af

25 Aar blev han ansat som Instruk tø r og Vejleder for den

opvoksende Kunstnerslægt, en Stilling, han som ingen An

den var voksen. Hensynet til Kunsten var for ham Alfa og

Omega, N atur og Sandhed i Frem stillingen hans L edestjer

ner. Schwarz indleder en ny Æ ra for dansk Skuespilkunst.

Med Oehlenschlagers Digtning fødtes i L itteratu ren en

Tidsalder, overfor hvis Aand og Idealer man i Begyndelsen

stod med uforstaaende Undren ved T heatret. Schwarz n aa

ede a k k u rat at overtage T itelrollen i „P alnatoke“. Det

næste Aar — 1810 — tra k han sig tilbage, men optraadte

dog en enkelt Gang i sine kæ reste Roller, indtil han i

1816 sagde Publikum sit sidste Farvel i sit 63de Aar. Han

døde først som en 85aarig Olding, mæ t og træ t af Dage. —

Hans Erindringer, meddelte til og optegnede af Th. Over

skou, har beriget vor Theaterhistories Frem stilling med

mangfoldige, værdifulde Træk.

— Ve debuterede Jfr.

Mette Marie Astrup

som Leonore i „Den

Stundesløse“, f. 25A 1760, sidste Optr. 8l/s 1823, t 18/a 1834.

A aret 1773 var frug tb art paa Debuter. Blandt de for

nemste var, næst Schwarz’s, Jfr. Mette Marie Astrups.

Denne unge Pige var af den jævneste Herkomst, en D at

te r af T heatrets Portner. Han havde gjort sig bemærket

ved sin ualm indelige Skønhed. Jfr. Bøttger, som havde

b aaret hende over Daaben, tog sig af hendes Undervisning

og snarere udviklede end modarbejdede hendes Hang til

en vis Stivhed baade i Retning af Holdning og Diktion,

en Stivhed, der neppe nogensinde forlod hende, men som

den udelte Beundring for hendes Legemes Dejlighed del

vis bragte i Forglemmelse. Hendes dram atiske Begavelse

og Intelligens stod ikke i Forhold til hendes fremragende

ydre Egenskaber. Men Publikum oversaa villigt dette Mis

forhold og glædede sig over hendes Ansigts ædle, fine

L ineam enter og den elegante, ranke Skikkelse. Det kan da

ikke skjules, at n aar hun efterhaanden blev en af Reper

toirets Bærere, havde hun mere sine ydre Fortrin, end

sine dram atiske Evner at takk e derfor. Hun blev den

selvsagte Frem stillerinde af de fornemme Verdensdamer

og stolte R idderfruer, og som en af hendes bedste Adelser

i dette Fag fremhæves hendes intrigante Fru Mønstrup i

„Dyveke“. Ved sin Frem træden i denne og lignende

Roller aftvang hun straks ved første Syn sit Publikum

en spontan Hyldest. Thi ikke blot var hun i sig selv dejlig

at. skue, men hun forstod til Fuldkommenhed Kostumerin

gens saare vigtige Kunst, og de prægtige D ragter, hvori hun

altid viste sig, forhøjede yderligere V irkningen af hendes

Apparition. Selv Rahbek lod sig blænde af hendes Skøn

hed, saa a t han ved Siden af hendes „legemlige Veltalenhed"

fremhæver „Sandhedens uimodstaaelige S tyrke“ i hendes

Replik, og i sin Omtale af „Den Stundesløse“ betegner han

hendes „Tone, Øje og Aline“ som samvirkende til den fuld

komne Illusion. Kan man saa undre sig over, at et ukritisk

Publikum lod sig henrive og glemte den Maalestok, som bor

anlægges, naar Talen er om stor og ægte Kunst?

Kun den nøgterne K ritikus Rosenstand-Goiske lader sig

ikke bedaare til, paa Grund af hendes Legemsfortrin, at

afgive en Dom, han ikke kan -staa ved. Han er ugalant

nok til a t sige, at hendes smukke Ansigt ikke er istand til

a t udtrykke, hvad det skal, — det udtrykk er som oftest

„ikke andet end Foragt, hvilket maaske kommer deraf, at

hun har en urigtig Forestilling om U dtrykket af det sande