![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0102.jpg)
1773
Uskønsomhed karrig paa Klap, turde det vel undertiden
komme deraf, at hun bringer os ganske til at glemme, at
det er et Skuespil og ej en virkelig Handling, vi se“.
Som Fortolkerske af Molière var hun ikke mindre for
træffelig, og hendes Toinette i „Den indbildt Syge“ næv
nes som en Præ station af højeste Rang. Hun forsøgte sig
som Lady Sneerwell i „Bagtalelsens Skole“ og som Mette
i „Kærlighed uden Strømper“ udenfor sit egentlige Fag og
vandt ogsaa her et levende Bifald.
Mod Slutningen af sit ret korte Liv besejredes hendes
spænstige N atur af Sygdom, men med vanlig Energi paa
tog hun sig endnu stadig nye Roller, soin hun udførte med
en Kraft, der var beundringsværdig. Tilsidst blev denne
K raft brudt, dog uden a t Publikum skulde blive Vidne til
Sammenbrudet.
Men da “hun d.
12
. Marts 1792 skulde spille Lisbeth i „Det
gavnmilde T estam ente“, slog det hende som en tung Anelse,
at hun vilde komme til at dele Skæbne med Londemann
og Ciementin, der begge havde b etraad t Scenen sidste
Gang i dette Stykke. Og hendes Anelse slog desværre til.
Da hun den Aften forlod T heatret, var det for aldrig mere
at gense det. Hun gik ind til et sm ertefuldt Sygeleje, hvor
fra hun aldrig skulde rejse sig. —
1774
81/i debuterede Jfr. Birgitte Christine Winther som LIertha i
„Den prøvede Troskab“, afg. Aug. 1805, f 18A 1809.
Jfr. B irgitte W inther besad en fortræffelig Altstemme,
og hun blev hurtig en af Syngestykkets bærende K ræ fter
ved Siden af Caroline W alter, hvem hun overgik i overlegen
Sangkunst og større Stemmemidler, medens hun rigtignok
var hende underlegen i Ynde og dram atisk Evne. Hun var
monoton i Replikfremsigelse og Mimik og forstod ikke at
variere sit Ansigtsudtryk i Glæde og Sorg, i Blidhed og Vrede.
Alligevel viste Jfr. W inther, hvad en uafbrudt agtpaa-
givende Flid formaar a t udrette. Trods alle Mangler drev
hun det virkelig til at blive en meget anvendt F rem stil
lerinde af ældre komiske Roller, af vrantne, træ ttekæ re
Fruentimmer, i hvis N atur der var noget af hendes egen.
Thi blandt Kammeraterne gik hun under Navn af „Mam-
sel Biderhvas“ , og man frygtede almindeligvis hendes
rappe Tunge og skarpe Spydigheder. Husholdersken i „Guld-
daasen“ var, betegnende nok, en af hendes bedste Frem
stillinger. Og Rahbek roser hendes Holbergske Magdeloner
for N atur og Sandhed.
En sam tidig T heaterkritiker roser hendes Geske i „Kan
destøberen“ som en mesterlig Figur. Han anker kun over
den „K arrikatur-Idé“, at hun i Scenen med Raadsherrerne
var udstyret med „saa uhyre et Bæst til Skødehund, at
hun knap kunde slæbe den“. Dette uhyre „Bæst“ af en
Skødehund er som bekendt blevet Tradition, og „K ari
katur-Idéen“ vækker nu som dengang stæ rkt Bifald. Og
ligesom dette Indfald blev en Tradition, saaledes gen
tager Jfr. W inthers Type sig i Personalet gennem Tiderne.
Der findes og vil altid findes en Frøken eller Fru „Bider
hvas“.
—
°/i
debuterede Nicolai Elsberg som Lisidor i „Den nye Prøve“,
sidste Optr.
17/5
1802, f u /i
2
1802.
1 samme Sæson som Jfr. W inther debuterede Nicolai Els-
berg i en Elskerrolle af lettere K arakter. Med Undtagelse
af en Stemme, hvis vulgære Klang virkede stødende, var
han fra Naturens Haand udmæ rket udrustet for dette Fag,
og hvis han havde væ ret samvittighedsfuldere i sit Arbejde,
og havde han sæ rligt væ ret ivrig for at bøde paa sin oven
nævnte Mangel, kunde han sikkert have drevet det vidt.
Alligevel var der ofte i hans Frem stillinger Momenter,
hvor han tilfredsstillede selv den kræsneste Dommer, og
blandt hans bedste P ræ stationer nævnes Almaviva i Beau
marchais’ „Barberen i Sevilla“ og Charles i „Bagtalelsens
Skole“. — Det er i vore Dage oplyst, at Nicolai Elsberg
havde væ ret Tjener hos Struensee.
— n /n debuterede Carl Frederik Thessen som Lycander i „Den
Stolte“, afg. Juli 1796, f August 1798.
Carl Thessen var en Skuespiller af ganske underordnet
Rang og i høj Grad forsømmelig i Tjenesten.
Han er bleven bekendt af en løjerlig Grund. Hans Skik
kelse var saa lang og opløben som en Bønnestage, og Bag-
gesen har for saa vidt bidraget til hans Berømmelse, som
han i en af sine komiske Fortæ llinger udstyrer Døden
med „tynde Ben, vor store Thessen lig“, hvad der gav
Anledning til et forbitret Fejdeskrift fra den krænkede
Aktør.
Det er forunderligt a t tænke paa, a t T heatret holdt
fast paa en Middelmaadighed som Thessen i tyve, lange Aar.
Han var uden T alent og kunde sædvanligvis ikke et Ord
af sine Roller. Han døde som fhv. Instruktør ved T heatret
i Odense i Aaret 1798, og P. A. Heiberg skriver i den An
ledning til sin Broder, der var Rektor ved Kathedralskolen:
„Man har fo rtalt mig, a t Thessen er død; det vil jeg tro,
men at han er begravet, har jeg ondt ved at tro, da jeg
ikke formoder, at der i Fyen findes Brædder lange nok til
hans Ligkiste. Maaske har man hugget ham over.“ —
1775
2
/i
0
debuterede Jacob Arends som Cléantes i „Tartuffe“, født
1743, t 6/io 1801.
Arends blev hilst med opmuntrende Bifald som Clemen-
1775
tins Efterfølger. U agtet det var let at se, hvor langt han
stod under Mesteren, paaskønnede man dog, a t Traditionen
efter Evne bevaredes. Just i Clementins Fag viste Arends
sig m indst istand til at præstere noget udmærket. Dertil
var hans Ansigts Udtryk for ubevægeligt, hans Træk for
dvaske, uden Liv.
Som Per Degn, hvis Ydre fald t godt sammen med hans
eget, præsterede han efter Rahbeks Udtalelser en virkelig
kunstnerisk Ydelse. „Hr. Arends“, skriver han, „spiller Per
Degn med en sjælden Sandhed. Man erindre ham blot i
D isputerescenerne med Montanus, især i den fjerde Akt,
hvor hans inderlige Forknyttelse, naar han med grædende
Taare svor paa, at det var lu tte r Løgn, at han var en Hane,
var overmaade brav. Blandt hans M esterrepliker hørte den
Sjæleglæde og den Hurtighed, hvormed han faldt ind med
R epliken: Ja, men jeg kan støbe Lys, det kan ingen Hane
gøre!“ —
Arends døde 1801, og ved a t give en Forestilling til Ind
tæ gt for hans fattige Enke, tilkendegav Theatret, at han
havde hørt til de brugelige K ræfter, hvis Arbejde fortjente
Paaskønnelse. —
— 2/io debuterede Jfr. A. S. Jacobsen som Dorine i „Tartuffe“.
Hendes E fternavn tyder paa, at hun har væ ret Jødinde,
ihvert Fald skræmmede hendes store Næse den sindssyge
Konge, Christian d. VII, som fra Logen raabte, „at han
ikke kunde se de andre for den“. D irektionen turde ikke
overhøre den enevældige Monark, og derved mistede Thea
tre t et T alent for de addre, komiske Roller. Jfr. Jacobsen
blev degraderet til Koristinde, men hun m aatte kun synge
u d e n f o r Scenen! En Aften, da hun var kommet for langt
frem i Kulissen, skim tede Kongen hende fra Logen og
ra a b te : „Madame dér, kommer hun nu igen med sin store
Næse? Tag den væk, jeg kan ikke se for d e n !“ Saa fik
hun Afsked, men ansattes ved Garderoben i den Stilling,
som Dr. Ryges Kone senere beklædte med T itel af „Orna-
trice“. Jfr. Jacobsen blev først gift med en Figurant Col-
ding og efter hans Død med Told kasserer Møller i Køge.
1808 vilde Skæbnen, a t det blev hende, som syede Chri
stian d. VIFs Ligdragt. 1816 tog hun Afsked som Garde-
robeforvalterske og 1821 døde hun, 65 Aar gi.
1776
w /i
debuterede Jfr. Catharine Margrethe Salathé, senere Mad.
Schall, som Dorine i „Tartuffe“, f. 1755, afg. Oktbr. 1794,
t ls/i
2
1838.
Jfr. Salathé havde et opvakt Ansigt, livlige Øjne, en gra-
tiøs Figur og vevre Bevægelser, altsammen Egenskaber,
der vilde have gjort hende til en ypperlig Soubrette, hvis
ikke hendes snøvlende Stemme havde gjort Skaar i det
samlede Indtryk, hendes Frem stillinger vakte. I en Kri
tik over Jfr. Salathé bemæ rker Rosenstand-Goiske, at hvis
Aarsagen til hendes m indre behagelige Udtale skulde
ligge i en „Forstoppelse i de Rør, som gaa fra Pande
til Næse, da kunde vel en maadelig Brug af Snustobak,
kort førend hun indtræ der paa Scenen, noget afhjælpe
hendes Stemmes F ejl“.
Om Jom fruen har tag et hans venlige Raad ad n o tam
vides ikke. —
1779 blev hun gift med Komponisten, Koncertmester
C la u s S c h a ll.
1777
6/io debuterede Michael Rosing som Orosman i „Zaire“, f.
19/
2
,
1756, k g l. S k u e sp .
1
77
8
, sidste Optr. 4/n 1815, f
l2/10
1818.
Michael Rosings Navn er et af vor Scenes store og be
tydningsfulde. Han var norskfødt, og nitten Aar gammel
sendtes han til K jøbenhavn for a t dim itteres som Student.
E t af sit Livs afgørende Yenskaber sluttede han i Rusau
ditoriet med Knud Lyne Rahbek, og hvad der yderligere
bandt de to unge Venner sammen, var deres fælles Svær
meri for den yndige Skuespillerinde Jfr. Olsen, der blev
Rosings Hustru og Rahbeks trofaste Veninde. Det var
dette Sværmeri, der førte Rosing til T heatret, hvor han med
sin skønne Stemme og øvrige ydre Fortrin let vandt Ad
gang til Syngeskolen. Som M edstifter af „Det dramatiske
Selskab“ kom han i nær Berøring med den udmærkede Skue
spiller Schwarz, i hvem han vandt sig en formaaende Vel
ynder. Da Rosing i 1777 debuterede som Orosman i „Zaire“
m aatte enhver Kender se baade Spirerne til de herlige
Evner, der senere skulde udfolde sig i saa stor Glans,
og hans Mangler, Savnet af Herredømmet over Bevægel
ser og Mimik og den frem trædende norske Akcent i hans
Tale.
Men der var over hans Person en Ildfuldhed og i hans
Spil en inderlig Hengivelse, der uvilkaarligt m aatte gribe,
og dejlig har han sikkert tag et sig ud i det østerlandske
Fyrsteskrud. Som Rosing havde debuteret i Tragedien, var
det til Tragedien, hans ydre og indre Evner henviste ham.
Men for et længere Tidsrum m aatte han paa Grund af For
holdene spille Skuespillets Elskere, ligesom han blev meget
anvendt i Syngestykkerne, hvor han gjorde fortrinlig Fyl
dest. Ikke heller blev det udelukkende i Tragedien, at
Rosing vandt sine uforglemmeligste Triumfer. U agtet den
dygtige Rosenstand-Goiske i sine K ritiker havde udtalt en
Tvivl om, a t Rosing nogensinde skulde kunne blive en
brugelig K arakterskuespiller, blev det netop i Karakter-
faget, at han særlig kom til a t udmærke sig. Alt som den
100