Previous Page  102 / 359 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 102 / 359 Next Page
Page Background

1773

Uskønsomhed karrig paa Klap, turde det vel undertiden

komme deraf, at hun bringer os ganske til at glemme, at

det er et Skuespil og ej en virkelig Handling, vi se“.

Som Fortolkerske af Molière var hun ikke mindre for

træffelig, og hendes Toinette i „Den indbildt Syge“ næv­

nes som en Præ station af højeste Rang. Hun forsøgte sig

som Lady Sneerwell i „Bagtalelsens Skole“ og som Mette

i „Kærlighed uden Strømper“ udenfor sit egentlige Fag og

vandt ogsaa her et levende Bifald.

Mod Slutningen af sit ret korte Liv besejredes hendes

spænstige N atur af Sygdom, men med vanlig Energi paa­

tog hun sig endnu stadig nye Roller, soin hun udførte med

en Kraft, der var beundringsværdig. Tilsidst blev denne

K raft brudt, dog uden a t Publikum skulde blive Vidne til

Sammenbrudet.

Men da “hun d.

12

. Marts 1792 skulde spille Lisbeth i „Det

gavnmilde T estam ente“, slog det hende som en tung Anelse,

at hun vilde komme til at dele Skæbne med Londemann

og Ciementin, der begge havde b etraad t Scenen sidste

Gang i dette Stykke. Og hendes Anelse slog desværre til.

Da hun den Aften forlod T heatret, var det for aldrig mere

at gense det. Hun gik ind til et sm ertefuldt Sygeleje, hvor­

fra hun aldrig skulde rejse sig. —

1774

81/i debuterede Jfr. Birgitte Christine Winther som LIertha i

„Den prøvede Troskab“, afg. Aug. 1805, f 18A 1809.

Jfr. B irgitte W inther besad en fortræffelig Altstemme,

og hun blev hurtig en af Syngestykkets bærende K ræ fter

ved Siden af Caroline W alter, hvem hun overgik i overlegen

Sangkunst og større Stemmemidler, medens hun rigtignok

var hende underlegen i Ynde og dram atisk Evne. Hun var

monoton i Replikfremsigelse og Mimik og forstod ikke at

variere sit Ansigtsudtryk i Glæde og Sorg, i Blidhed og Vrede.

Alligevel viste Jfr. W inther, hvad en uafbrudt agtpaa-

givende Flid formaar a t udrette. Trods alle Mangler drev

hun det virkelig til at blive en meget anvendt F rem stil­

lerinde af ældre komiske Roller, af vrantne, træ ttekæ re

Fruentimmer, i hvis N atur der var noget af hendes egen.

Thi blandt Kammeraterne gik hun under Navn af „Mam-

sel Biderhvas“ , og man frygtede almindeligvis hendes

rappe Tunge og skarpe Spydigheder. Husholdersken i „Guld-

daasen“ var, betegnende nok, en af hendes bedste Frem ­

stillinger. Og Rahbek roser hendes Holbergske Magdeloner

for N atur og Sandhed.

En sam tidig T heaterkritiker roser hendes Geske i „Kan­

destøberen“ som en mesterlig Figur. Han anker kun over

den „K arrikatur-Idé“, at hun i Scenen med Raadsherrerne

var udstyret med „saa uhyre et Bæst til Skødehund, at

hun knap kunde slæbe den“. Dette uhyre „Bæst“ af en

Skødehund er som bekendt blevet Tradition, og „K ari­

katur-Idéen“ vækker nu som dengang stæ rkt Bifald. Og

ligesom dette Indfald blev en Tradition, saaledes gen­

tager Jfr. W inthers Type sig i Personalet gennem Tiderne.

Der findes og vil altid findes en Frøken eller Fru „Bider­

hvas“.

°/i

debuterede Nicolai Elsberg som Lisidor i „Den nye Prøve“,

sidste Optr.

17/5

1802, f u /i

2

1802.

1 samme Sæson som Jfr. W inther debuterede Nicolai Els-

berg i en Elskerrolle af lettere K arakter. Med Undtagelse

af en Stemme, hvis vulgære Klang virkede stødende, var

han fra Naturens Haand udmæ rket udrustet for dette Fag,

og hvis han havde væ ret samvittighedsfuldere i sit Arbejde,

og havde han sæ rligt væ ret ivrig for at bøde paa sin oven­

nævnte Mangel, kunde han sikkert have drevet det vidt.

Alligevel var der ofte i hans Frem stillinger Momenter,

hvor han tilfredsstillede selv den kræsneste Dommer, og

blandt hans bedste P ræ stationer nævnes Almaviva i Beau­

marchais’ „Barberen i Sevilla“ og Charles i „Bagtalelsens

Skole“. — Det er i vore Dage oplyst, at Nicolai Elsberg

havde væ ret Tjener hos Struensee.

— n /n debuterede Carl Frederik Thessen som Lycander i „Den

Stolte“, afg. Juli 1796, f August 1798.

Carl Thessen var en Skuespiller af ganske underordnet

Rang og i høj Grad forsømmelig i Tjenesten.

Han er bleven bekendt af en løjerlig Grund. Hans Skik­

kelse var saa lang og opløben som en Bønnestage, og Bag-

gesen har for saa vidt bidraget til hans Berømmelse, som

han i en af sine komiske Fortæ llinger udstyrer Døden

med „tynde Ben, vor store Thessen lig“, hvad der gav

Anledning til et forbitret Fejdeskrift fra den krænkede

Aktør.

Det er forunderligt a t tænke paa, a t T heatret holdt

fast paa en Middelmaadighed som Thessen i tyve, lange Aar.

Han var uden T alent og kunde sædvanligvis ikke et Ord

af sine Roller. Han døde som fhv. Instruktør ved T heatret

i Odense i Aaret 1798, og P. A. Heiberg skriver i den An­

ledning til sin Broder, der var Rektor ved Kathedralskolen:

„Man har fo rtalt mig, a t Thessen er død; det vil jeg tro,

men at han er begravet, har jeg ondt ved at tro, da jeg

ikke formoder, at der i Fyen findes Brædder lange nok til

hans Ligkiste. Maaske har man hugget ham over.“ —

1775

2

/i

0

debuterede Jacob Arends som Cléantes i „Tartuffe“, født

1743, t 6/io 1801.

Arends blev hilst med opmuntrende Bifald som Clemen-

1775

tins Efterfølger. U agtet det var let at se, hvor langt han

stod under Mesteren, paaskønnede man dog, a t Traditionen

efter Evne bevaredes. Just i Clementins Fag viste Arends

sig m indst istand til at præstere noget udmærket. Dertil

var hans Ansigts Udtryk for ubevægeligt, hans Træk for

dvaske, uden Liv.

Som Per Degn, hvis Ydre fald t godt sammen med hans

eget, præsterede han efter Rahbeks Udtalelser en virkelig

kunstnerisk Ydelse. „Hr. Arends“, skriver han, „spiller Per

Degn med en sjælden Sandhed. Man erindre ham blot i

D isputerescenerne med Montanus, især i den fjerde Akt,

hvor hans inderlige Forknyttelse, naar han med grædende

Taare svor paa, at det var lu tte r Løgn, at han var en Hane,

var overmaade brav. Blandt hans M esterrepliker hørte den

Sjæleglæde og den Hurtighed, hvormed han faldt ind med

R epliken: Ja, men jeg kan støbe Lys, det kan ingen Hane

gøre!“ —

Arends døde 1801, og ved a t give en Forestilling til Ind­

tæ gt for hans fattige Enke, tilkendegav Theatret, at han

havde hørt til de brugelige K ræfter, hvis Arbejde fortjente

Paaskønnelse. —

— 2/io debuterede Jfr. A. S. Jacobsen som Dorine i „Tartuffe“.

Hendes E fternavn tyder paa, at hun har væ ret Jødinde,

ihvert Fald skræmmede hendes store Næse den sindssyge

Konge, Christian d. VII, som fra Logen raabte, „at han

ikke kunde se de andre for den“. D irektionen turde ikke

overhøre den enevældige Monark, og derved mistede Thea­

tre t et T alent for de addre, komiske Roller. Jfr. Jacobsen

blev degraderet til Koristinde, men hun m aatte kun synge

u d e n f o r Scenen! En Aften, da hun var kommet for langt

frem i Kulissen, skim tede Kongen hende fra Logen og

ra a b te : „Madame dér, kommer hun nu igen med sin store

Næse? Tag den væk, jeg kan ikke se for d e n !“ Saa fik

hun Afsked, men ansattes ved Garderoben i den Stilling,

som Dr. Ryges Kone senere beklædte med T itel af „Orna-

trice“. Jfr. Jacobsen blev først gift med en Figurant Col-

ding og efter hans Død med Told kasserer Møller i Køge.

1808 vilde Skæbnen, a t det blev hende, som syede Chri­

stian d. VIFs Ligdragt. 1816 tog hun Afsked som Garde-

robeforvalterske og 1821 døde hun, 65 Aar gi.

1776

w /i

debuterede Jfr. Catharine Margrethe Salathé, senere Mad.

Schall, som Dorine i „Tartuffe“, f. 1755, afg. Oktbr. 1794,

t ls/i

2

1838.

Jfr. Salathé havde et opvakt Ansigt, livlige Øjne, en gra-

tiøs Figur og vevre Bevægelser, altsammen Egenskaber,

der vilde have gjort hende til en ypperlig Soubrette, hvis

ikke hendes snøvlende Stemme havde gjort Skaar i det

samlede Indtryk, hendes Frem stillinger vakte. I en Kri­

tik over Jfr. Salathé bemæ rker Rosenstand-Goiske, at hvis

Aarsagen til hendes m indre behagelige Udtale skulde

ligge i en „Forstoppelse i de Rør, som gaa fra Pande

til Næse, da kunde vel en maadelig Brug af Snustobak,

kort førend hun indtræ der paa Scenen, noget afhjælpe

hendes Stemmes F ejl“.

Om Jom fruen har tag et hans venlige Raad ad n o tam

vides ikke. —

1779 blev hun gift med Komponisten, Koncertmester

C la u s S c h a ll.

1777

6/io debuterede Michael Rosing som Orosman i „Zaire“, f.

19/

2

,

1756, k g l. S k u e sp .

1

77

8

, sidste Optr. 4/n 1815, f

l2/10

1818.

Michael Rosings Navn er et af vor Scenes store og be­

tydningsfulde. Han var norskfødt, og nitten Aar gammel

sendtes han til K jøbenhavn for a t dim itteres som Student.

E t af sit Livs afgørende Yenskaber sluttede han i Rusau­

ditoriet med Knud Lyne Rahbek, og hvad der yderligere

bandt de to unge Venner sammen, var deres fælles Svær­

meri for den yndige Skuespillerinde Jfr. Olsen, der blev

Rosings Hustru og Rahbeks trofaste Veninde. Det var

dette Sværmeri, der førte Rosing til T heatret, hvor han med

sin skønne Stemme og øvrige ydre Fortrin let vandt Ad­

gang til Syngeskolen. Som M edstifter af „Det dramatiske

Selskab“ kom han i nær Berøring med den udmærkede Skue­

spiller Schwarz, i hvem han vandt sig en formaaende Vel­

ynder. Da Rosing i 1777 debuterede som Orosman i „Zaire“

m aatte enhver Kender se baade Spirerne til de herlige

Evner, der senere skulde udfolde sig i saa stor Glans,

og hans Mangler, Savnet af Herredømmet over Bevægel­

ser og Mimik og den frem trædende norske Akcent i hans

Tale.

Men der var over hans Person en Ildfuldhed og i hans

Spil en inderlig Hengivelse, der uvilkaarligt m aatte gribe,

og dejlig har han sikkert tag et sig ud i det østerlandske

Fyrsteskrud. Som Rosing havde debuteret i Tragedien, var

det til Tragedien, hans ydre og indre Evner henviste ham.

Men for et længere Tidsrum m aatte han paa Grund af For­

holdene spille Skuespillets Elskere, ligesom han blev meget

anvendt i Syngestykkerne, hvor han gjorde fortrinlig Fyl­

dest. Ikke heller blev det udelukkende i Tragedien, at

Rosing vandt sine uforglemmeligste Triumfer. U agtet den

dygtige Rosenstand-Goiske i sine K ritiker havde udtalt en

Tvivl om, a t Rosing nogensinde skulde kunne blive en

brugelig K arakterskuespiller, blev det netop i Karakter-

faget, at han særlig kom til a t udmærke sig. Alt som den

100