1777
kunstneriske Overvejelse lagde sin Dæmper paa hans
ildfulde Gemyt, skabte han i dette Fag højt beundrede
Skikkelser, blandt hvilke vi bør fremhæve den ondsindede
Marinelli i „Emilie G alotti“, Hykleren Joseph Surface i
„Bagtalelsens Skole“, den unge Galning Vandby i „Guld-
daasen“ og Grev Gert i „Niels Ebbesen“. Rosings Geni kom
i Tidens Løb til at udstrække sig over et meget stort kunst
nerisk Omraade.
En halv Snes Aar efter sin Debut udnævntes han til In
struktør og foretog en Udenlandsrejse, der efter hans H jem
komst satte rig F rugt baade i hans Kunst og hans ophøj
ede Syn paa Scenens store Betydning for Nationens aan-
delige Vækst. Et dansk Drama stod for ham som det
Maal, hvorefter der burde stræbes af al Magt. Men, des
værre — da det re tte „M ateriale“, som Oehlenschlager
kalder det Stof, D igteren byder en Skuespiller som
Rosing, der da formaar a t opbygge Kunstens A laddinslotte,
— da dette M ateriale kom, var Michael Rosings Arbejdstid
næsten helt udløben, og hans legemlige K raft brudt, og han
m aatte se Andre løse de Opgaver, som hans Sjæl havde
higet efter at give sig i Kast med. Tænk, hvad Rosing
kunde have ydet i Oehlenschlagers herlige Tragedier, der
netop, da han sad hen som en syg, væ rkbrudden Mand,
skulde holde deres sejrrige Indtog paa den danske Scene.
Men hans Evner spaltede sig i hans to Dattersønner,
W ilh . W ie h e fik H eltekraften, M ic h a e l W ie h e blev
Drømmeren, den tause Ridder.
— 10/io debuterede Adam Gottlob Gielstrup som Henrik i „Hen
rik og P ernille“, f. n /io 1753, afg. 1780, genengageret Febr.
1781, afg. Febr. 1804, j
10/2
1830.
Fire Dage efter Rosings Debut stod Adam Gielstrup for
første Gang paa Scenen. For ham gled Debuten ikke saa
let. Den formede sig snarest som en Fiasko. Og dog skulde
han blive en af de fortrinligste Komikere, vort Theater
har ejet. Hans første Optræden var som Henrik i „Henrik
og Pernille“, for hvis Tjenerfiffighed og i denne Rolle
kavaleragtige Fornemhed han ganske manglede Udtryk,
hvortil kom, at Schwarz kort iforvejen havde udført den
med spillende Liv og Verve. Ti Dage efter tog han Re
vanche for sit eklatante Nederlag, da han med glimrende
Bifald optraadte som Arv i „Den honnette Ambition“. Her
havde han fundet sit Felt. Det var ikke den fiffige T je
ner, men den dumme Bonde, som han formaaede a t frem
stille. Hans naturlige Pudsighed og hans mageløse sjæ l
landske D ialekt lagde ham straks i den første Scene
Publikum for Fødderne.
Allerede paa et tidligt Stadium af Gielstrups Theater-
bane yder Rosenstand-Goiske ham stor Anerkendelse, idet
han skriver, a t han besidder meget Geni, hvilket let slu t
tes deraf, at han spiller saa mange forskellige Slags Rol
ler meget vel, især naar man husker paa, a t han i sin
Kunst er en Begynder. I Maskering var Gielstrup en Me
ster. Hans Ansigt, som Rosenstand siger, er i sig selv b lo n d e
og intetsigende, men ved den mindste Maling formaar han
a t gøre det ukendeligt. Hans Træk var ganske umarkerede,
men de kunde, ved hans Maskeringskunst, modtage enhver
K arakter,han ønskede at givedet. En tynd Paalægning af tørre
Farver gav hans Ansigt de mest forskellige Nuanceringer.
Aled sit store Talent og sit sprudlende Lune m aatte Giel
strup snart komme i Besiddelse af et om fattende Reper
toire. E fter at han ogsaa i „Alaskeraden“ har udført Rol
len som Arv, er hans Herredømme hurtig over denne F i
gur frem tidigt fastslaaet. Som Jens i „Jacob von Thyboe“
var han fortræffelig, ikke mindst i „Den ellevte Juni“ som
Studenstrup og som Holbergs udødelige „Jeppe“.
B landt hans mesterlige Frem stillinger i det øvrige Re
pertoire nævnes hans Roller i „Fejltagelserne“ som Tony,
i „Gulddaasen“ som Æbeltoft, i „Chinafarerne“, „Menne
skehad og Anger“ og „Figaros G ifterm aal“. Som Medlem
af Personalet var han en noget uregerlig Herre, der ofte
laa i Strid med sine Kammerater og Direktionen. Hans
kraftige Vilje kunde slaa om i blind Halsstarighed, og han
var da ikke til at rokke af Pletten. Allerede et Par Aar
efter sin Ansættelse søger han paa Grund af en formentlig
Tilsidesættelse sin Afsked.
Im idlertid er han bleven gift med Jfr. Morell, der formo
dentlig har faaet ham ombestemt, th i efter nogen Tids For
løb tager han paany Ansættelse. Under W arnstedt’s D irek
to rat finder han en Aften paa paa a t udføre Florian i „Den
sværmende Philosoph“ som en fuldkommen Automat. Han
bevæger ikke en Aline og staar som naglet til Scenens Gulv,
og trods Kongehusets Nærværelse og Publikums Hyssen frem
tu rer han i sin Trods — blot for at drille Direktionen og
Kollegerne. Han dømmes til B laataarn og slipper kun for
Straffen, idet han melder sig syg. Paa Grund af sit Geni
og sit straalende Lune faar han Gang paa Gang Afbigt for
sine drengeagtige Uartigheder. Aled tilsidst bliver D irek
tionen og han saa træ tte af hinanden og det evige Kævl,
a t han i 1804 siger Scenen Farvel og beskæ ftiger sig Resten
af sit Liv med Alalerkunsten, som han havde dyrket, før
han meldte sig i Ungdomsaarene ved Theatret. Han var
allerede i 1792 bleven Enkemand, og den Kærlighed, hvor
med han i Hjemmet plejede en sindssyg Datter, kaster et
forsonende Skær over hans noget vanskelige Karakter. Han
døde 1830, 77 Aar gammel. —
1777
3/n debuterede Peter Georg Busch som E rnst i „Den kjær-
lige Forbitrelse“, afg. 81/i 1790.
P eter Busch blev antaget ved T h eatret i det Haab, at
han som Tenorist kunde faa Betydning for Syngestykket,
men H aabet glippede. Han forsøgtes med samme ringe
Held i Skuespillet, baade i Elskere og i en saa frem træ
dende K arakterrolle som Erasmus Montanus. Han var og
blev talentløs.
—- V
12
debuterede Jfr. Catharine Møller, senere Mad. Berthelsen,
senere Mad. Frydendahl, som Marine i „Skovbyggeren“ f.
3
7 n .1760, kgl. Skuesp. 1778, afg. Juni 1821, f 30/n 1831.
Jfr. Catharine Møller var, da hun debuterede, en smuk
syttenaarig Pige med et dejligt Ansigt, en køn, men endnu
uudviklet, Figur og en fortræ ffelig Sangstemme. Det Bi
fald, hun straks vandt ved sin Debut, var in tet at regne
mod den Begejstring, hvormed hun efter kun faa Aars
Forløb hilstes af Publikum. Hendes dram atiske Frem stil
lingsevne slog sjeldent h elt til, men hendes Ydre og
usædvanligt fyldige, skønt klingende Sopran sikrede hende
en frem skudt Stilling.
Da Fru W alter var syg, kom hun til at doublere et Par
af hendes P artier. Hun kunde ikke som Kunstnerinde maale
sig med denne ypperlige Aktrice, men var hende i Stem
mem idler overlegen. Og fra dette Øjeblik skriver sig alle
de K alam iteter, som D irektøren W arnstedt m aatte døje,
idet Jfr. Aløller, hjulpet i sine Bestræbelser af sin Elsker
General Eickstedt, stillede sig i et spændt Forhold til sin
langt rigere begavede Rivalinde, Fru "Walter. Det er ikke
noget elskværdigt Indtryk, man faar af Jfr. Aløllers P er
sonlighed og K arakter, men en udmæ rket Sangerinde var
hun, og i de større Musikværkers Hovedpartier, hvori hen
des store og skønne Røst kunde gøre sig gældende, blev
hun T h eatret til megen Gavn. Hendes interessante l rdre
med det sydlandske Præg understøttede hendes Frem stil
linger, der efterhaanden, da Rutinen kom til, bedredes be
tydeligt, saa at hun momentvis, især i lidenskabelige Ud
brud, kunde præ stere noget h elt godt. Ja, i Kunzens Opera
„Holger Danske“ hævdede hun sig endogsaa med Glans
ved Siden af Rosing og udfoldede en „Ild og Følelse“ i
sin Aktion, der overraskede, medens hun i Stemmens bril
lante Kunst overgik baade ham og alle sine Aledspillende.
Alen ogsaa i Roller, der præsenterede sig med et mindre
fordringsfuldt ydre Apparat, f. Eks. som Anna i „Høstgil
d et“, hvor hun fandt Udtryk for stilfæ rdig Inderlighed,
og som Skomagerkonen i „D ragedukken“, vidste hun i Ti
dens Løb at fængsle. Her var ikke Lejlighed til a t brillere
med sanglig Effekt eller til, hvad hun ofte havde for Vane,
at sæ tte i med fuld K raft og træde frem i Prosceniet for
a t slynge Tonerne ud i Rummet som en ufin Appel til
Publikums Applaus. Her gjaldt det at virke med Kunstens
ægte Midler, og hun viste, at ogsaa det formaaede hun.
Jfr. Aløller blev i 1790 gift med Kapelmusikus Berthelsen
og i 1797 med den i vor Theaterhistorie navnkundige Skue
spiller Frydendahl, og i det Hele strak te hendes Løbebane
ved Scenen sig over det lange Tidsrum af 43 Aar. —
1778
21/2
debuterede Jfr. Marie Cathrine Dewegge, senere Mad.
Preisler, som Pyrrha i „Deucalion og P y rrh a“, f.
19/12
1761,
k g l. S k u e sp . M aj 1778 , sidste Optr. 2SA 1797, f 28/b 1797.
Jfr. Caroline Dewegge’s Debut indviede en i høj Grad
indholdsrig, men meget stormende T heatercarriére. Om
hendes — og forresten ogsaa om hendes Ægtefælles
Navn straaler baade T alentets og Zigeunertilværelsens Nim-
bus i et sælsomt Farveskær. Alene Jfr. Dewegges pragt
fulde Ydre med den dejlige Figur, de livfulde Øjne og
opvakte Ansigtstræk vilde have sikret hende Publikums
Interesse. Alen dertil kom en udmæ rket Talestemme, der
ogsaa i Sang formaaede a t gøre sig gældende, og det var
saaledes let forklarligt, at hun blev modtaget med stormende
Bifald. Men i den nærmeste Tid efter Debuten følte man
sig skuffet. Den unge Piges store udvortes Gaver støttedes
ikke af den nødvendige aandelige Kultur. Aled al sin
Skønhed var Jfr. Dewegge en lad og uordentlig Natur, der
ved en re t anmassende Frem træden m aatte udfordre selv
den skaansomste Kritik.
Rosenstand-Goiske var hende ikke naadig. Han fraken
der hende ligefrem Anstændighed til at frem stille en vir
kelig Dame og raader hende til at aflægge det frække Væ
sen. Og Rahbek fortæ ller i sine „E rindringer“, a t hun blev
„synligen tilsidesat, hvori maaske hendes skødesløse Ud
vortes og hendes Elskovshandel havde nogen Del“.
Med denne Elskovshandel forholdt det sig som følger.
Den unge, flntdannede Student Joachim Daniel Preisler,
en Søn af den højtansete Hofkobberstikker og Professor
ved Akademiet, var bleven dødelig forelsket i den dejlige
Jomfru Dewegge, hos hvem han daglig gjorde Besøg under
det smukke Paaskud a t ville yde hende musikalsk Vejled
ning. Den unge Preisler var foruden at kunne tale Fransk
og Tysk meget musikalsk, og han stod netop i Begreb med
at begynde en diplomatisk Løbebane og havde faaet Ansæt
telse som P rivatsekretæ r hos Alinisteren Bernstorff. Kær
lighedsforholdet til Jfr. Dewegge kom derfor højst mal å
propos og vakte den største Opstandelse i hans Familie og
megen Opsigt i det sladdervorne Kjøbenhavn.
Bernstorff udbad sig Oplysning om denne delikate Af
fære hos Theatrets Direktion, og den unge Preisler for-
102