109 / 359
1787
hende og den ansete Mad. Gielstrup.
Disse Trakasserier i
Forbindelse med den Omstændighed, at hun havde stadig
Hang til Hæshed, bevirkede, at hun snart trak sig tilbage.
— 23/u debuterede Jfr. Christiane Schmidt som Jacinta i „Den
falske Formodning“, kgl. Skuesp. Aug. 1792 af" Au" 1804
f 17/s 1821.
Den tyveaarige Jfr. Schmidt havde været ansat ved Bal
letten, da hun debuterede som Skuespillerinde. Hende var'
Rahbek gunstigere stem t og beklager, at Direktionen ikke
paaskønner hende tilstrækkeligt.
1
sit tiltalende Ydre, sit
livlige Væsen og i sin gode Tale- og Sangstemme havde
hun gode Betingelser for som Soubrette at udfylde den
Plads, der ved Mad. Gielstrups Bortgang var bleven ledig.
Skønt hun baade som Pernille og i andre Lystspilroller
havde vist sig T h eatret nyttig, tog hun tidligt sin Afsked.
1788
uden Held. I Gammelmandsfaget fandt han derimod bedre
Anvendelse. Bournonville fortæller, at Due havde to Rol
ler, hvori han var ypperlig; den ene var den skikkelige,
godtroende Hr. Visberg i „Gulddaasen“, den anden en stak
kels vanvittig Olding i Kotzebue's Ridderdrama „Deodata.“.
Hans gribende Spil deri fremkaldte stormende Bifald og
skaffede Forestillingen en Række rigtbesatte Huse. The-
aterchef Hauch skrev i 1817 „at Dues eksemplariske Op
førsel og gode moralske Karakter havde erhvervet liam
hans Foresattes saavelsom alle Andres Agtelse og Kærlig
hed“.
1789
10A debuterede Carl Moritz Køhne som St. Albin i „Faderen“,
f. .1770, kgl. Skuesp. Maj 1789, afg. Juni 1797, f 18/n 1811.
I Indstillingen til Kongen angaaende Kølines Ansættelse
skrev Direktionen i 1789: „Hans tydelige og varme Udtale,
Hardenack Otto Conrad Zinck.
S y ngem ester 1788—1817.
Marie Elisabeth Zinck, f. Thomsen.
D ebut : 1808.
Josephine Amalie Zinck, f. Lund.
D ebut: 1858.
Familien Zinck gennem 3 Generationer.
August Zinck.
D ebut : 1859. Syngesufflør.
787
23/h debuterede Jfr. Christiane Boyetta Steenberg som Isa
bella i „Den falske Formodning“, f.
"9/12
1766, afg. Juli
1796, f 8/e 1845.
Jfr. Steenberg optraadte som Sopransangerinde, men hun
gjorde kun smal Lykke, og efter ni Aars Virken fik hun
sin Afsked med Pension. Hun ventede paa Døden i næsten
t50 Aar, og da den endelig kom, var ved Theatret ingen
tilbage af dem, hun havde virket med; hun var i saa høj
Grad g le m t, a t selv Direktionen tvivlede paa, oin hun
overhovedet havde eksisteret. Men da Præsten J. H. PauJJ]
bevidnede, a t hendes store Fattigdom var ham bekendt,
og da Bedemanden erklærede, at den Afdøde ikke efterloc
sig saa meget, at hun „med den ringeste Ligvogn kunde
blive begravet“, foreslog Jonas Collin, at man burde udbe
tale 15 Rdlr. for dog at faa hende i Jorden. — Hun hk
altsaa en Begravelse, som svarede til hendes Liv.
788
18/io
debuterede Johan Christoffer Due som Carl i
„
1or
v a n d
-
lingerne, f. c. 1760, kgl. Skuesp. Aug. 1792, afg. Juni 182 ,
t
2
7i2 1836.
,
^ . , ,
Due var en tækkelig ung Mand, der nød godt at, at han
i en paafaldende Grad lignedeRosing baade i Ansigt og
Figur. Han fik Lov at forsøge sig i Kavallerroller, men
1789
lians gode Deklamation, og hans ikke urigtige Begreb,om
sine Roller lader haabe, at han i det ældre Fag ej skulde
blive uheldig“. Haabet gik ikke i Opfyldelse, og da hans
Protektor, Warnstedt, var afgaaet fra Direktørposten, skrev
Efterfølgeren Ahlefeldt: „Køhne er saa slet, og saa har
han ikkun et Øje“. Efter sin Afsked blev han Forret
ningsmand i Skindergade.
1790
19/n debuterede Ferdinand Ludvig Vilhelm Lindgreen soin
Frontin i „Den forliebte Autor og Tjener“ (betraadte Sce
nen første Gang
ao/1
1788 som Korist i „Cora“), f. '% 1770,
kgl. Skuesp. Aug. 1792, sidste Optræden
°/12
1838, Afsked
Juni 1841, f 18/b 1842.
Den Forening af Sanddruhed og komisk K raft, som
Rahbek siger var Kendemærket paa den berømte L in d
g re e n s Fremstilling af Holbergs „Jeppe“ , var Kende
mærket for hele hans Kunst. Han holdt sig tæ t op mod
Naturen og hadede af et ærligt H jerte at skaffe scenisk
Effekt paa Bekostning af Sandfærdigheden. Og netop fordi
man aldrig mærkede „Hensigten“, Forudberegningen eller
Forberedelsen til et virkningsfuldt Kup, — netop fordi
hans Aktion fra først til sidst havde den jævne Trovær
digheds Præg og viste os Menneskers Tankegang og Tale,
Ludvig Zinck.
Syngem ester 1817—42.
Otto Zinck.
D e b u t: 1855.
107