S_FørOgNu

1790

Holdn ing og Bevægelser med en mageløs N aturtroskab,

netop derfor var Lindgreens Kunst saa um iddelbart hen

rivende.

Der var over hele hans Personlighed og sceniske Frem

træden noget ægte, nationalt Dansk, der gjorde ham dob

belt beundret og dobbelt elskelig. Hans brede, noget

undersætsige og førladne Skikkelse og hans ærlige, joviale

Ansigt havde den danske Gennemsnitstypes ægte Træk,

ligesom hans tørre Lune, hans lette H enkasten af de pud

sigste Bemærkninger og hans mest lattervækkende Replik

kers Fremkomst som halvt ubevidste og uskyldige Apropos’er.

Og det var da ogsaa i det nationale Repertoire, at L ind

green vandt sine mest uforglemmelige Sejre. Og Holberg

var og blev særlig den Digter, for hvis Vid Lindgreen

fremfor nogen Anden blev Talerøret. Jo hyppigere han

spillede disse H enrik’er, desto mere udarbejdede han dem.

Som Troels i „ B a r s e l s tu e n “, hans Skolemester i „ J u l e

s t u e n “ og hans Gert W estphaler gav han mesterlige Frem

stillinger. Men højest naaede han vel som „ J e p p e “,

hvori han fortsatte Traditionen fra Gielstrup, og som han

selv overgav i Arv til Phister. Han gennemførte Rollen

med en Sikkerhed i D ialekt og i Gengivelsen af Bonden

indtil de mindste Træk, saa at han utvivlsom t har over-

gaaet Forgængeren. Han var fra ung fortrolig med den

landlige Type, og den storslaaede Troskyldighed og vid-

uaerlige N aivitet, han forstod a t give Udtryk, kom ham

her yderligere til Hjælp. Men selvfølgelig ydede Lindgreen

ogsaa udenfor Holberg den mønsterværdigste Kunst i en

Mængde K arakterroller med de forskelligste komiske Af

skygninger. Og store Sejre vandt han ikke mindre i sin

Frem stilling af Figurer, hvor den ægte Følelse gennembry

der den komiske Skal, hvor det Rørende og Snurrige har

indgaaet en tæ t Forening og paa samme Tid frembringer

Tilskuerens Smil og Taarer. Kun hvor det Gribende, det

Ædle og dybt Alvorlige frem træder selvstændigt, uden at

parres med Humoren, savnede hans Personlighed Evnen til

at skabe den fuldkomne Illusion. Hans nationale Særpræg

var ham endvidere for meget i Kødet baaret, til a t hans

særegne Form for Komik kunde linde Udtryk for den Art af

Roller, hvor Komiken skal være af fin, skarp og hofmands

mæssig N atur, som f. Ex. i „H am let“s Polonius, eller af saa

fremm edartet N atur som i „Corregio“s B attista, hvis italien

ske Slyngelagtighed han ikke formaaede at gengive, saa at

Tilskuerne overbevistes om Gengivelsens Sandhed. — Lind

green var, som det i vore Dage er oplyst, Halvbroder til

det attende Aarhundredes største Skuespillerinde i Danmark,

C a r o lin e W a l t e r , og han oplevede — ligesom sin E fter

følger Phister og hans Efterfølger Olaf Poulsen — at fejre

sit 50 Aars Jubilæum.

1793

24/ø debuterede Hans Andreas Clausen som Lord T rinket i

„Den skinsyge Kone“, f. 1760, sidste Optr. 8/ia 1828, f

5/12

1831.

H. A. Clausen drev det aldrig til mere end at blive en

meget anvendt Brugbarhed i Intriganternes og de muntre

Elskeres Rollefag. Han knyttedes væsenligt til T heatret

som E rstatning for Preisler, da denne m aatte anses som

ta b t for Scenen. Clausen var, da han modtog Engagemen

tet, Hof- og Stadsretsprokurator og betragtedes ikke som en

alm indelig Debutant, men fik strax Ansættelse som kgl.

Skuespiller. Han var baade en dannet og flittig Mand og

besad et Talent, der ikke gik i Dybden. I 1799 overtog lian

Stillingen som Regissør og fik i en Menneskealder en be

tydelig Indflydelse paa Theatrets kunstneriske Ledelse, hvil

ket ju st ikke blev til Gavn for Institutionen, da hans Smag

var overfladisk og Hensynet til ham selv og hans Familie

et af hans ledende Principer. — Han var gift med Skue

spillerinden J. B. Clausen f. Aaslev, og hans D atter var

Skuespillerinden Sophie Amalie Clausen gift Schou.

— 20/ii debuterede Jfr. Eline Marie Smidth, senere Md. Heger,

som Lucette i „Den gode Moder“, f.

\a/n

1774, kgl. Skuesp.

Aug. 1794, sidste Optr. 13/i 1832, afsk. Juli 1834, f 7/e

1842.

Jomfru Smidth var udgaaet fra et fa ttig t og ret ulyk

keligt Haandværkerlijem , hvor hun m aatte hjælpe Moderen

med allehaande trælsom t Arbejde, og rimeligvis for at

kunne tjene sit Afdrag til Husholdningen blev hun som

halvvoxen anbragt paa T heatrets Danseskole, hvor hun

hurtigt vakte Opmærksomhed ved sit Ydre, der var af en

ædel og usædvanlig Skønhed, og den udmærkede Mad.

Rosing, der følte sig hendragen til hende som til en Natur,

der var beslægtet med hendes egen, aabnede hende sit

Hus og forberedte hende til Gerningen som Skuespiller

inde. N itten Aar gammel debuterede den yndige, unge Pige,

der med sit smukke Ydre h u rtig t vandt Publikums Hen

givenhed, rank som hun var af Skikkelse, gyldenliaaret og

blaaojet med et Udtryk af sværmerisk Vemod, en ægte

nordisk Skønjomfru.

Først hendes anden Debut, som

Emilie i Lessings berømte Sørgespil „Emilie G alotti“, bød

hende en Opgave, der var hendes T alent værdig. Den be

rømte Henrik Steffens udtaler sig i begejstrede Vendinger

om hendes Frem træden.

„Jes erfarede“, fortæ ller han, „at en ung Pige, hidtil

fuldkommen ukendt, vilde optræde som Emilie. Neppe

kan en ung, smuk Skuespillerinde vise sig første Gang for

Publikum mere gunstigt, end naar hun træder ind som

1793

Emilie, ængstelig og forskrækket. Den naturlige Angst

forener sig med den, Rollen fordrer. Jeg troede her for

første Gang a t se en Frem stilling med al Sandhedens og

V irkelighedens Magt. Jeg formaaede hele Stykket igen

nem ikke at skille Personen fra Skuespillerinden. Hun

gjorde et saa dybt Indtryk paa mig, at jeg syntes, hun

oplevede alt det Frygtelige, og da Faderen stødte hende

Dolken i Brystet, var jeg i Fare for a t vække mine Na

boers Opmærksomhed“.

Eline Marie Smidth var Genstand for Publikums Tilbedelse,

og man lukkede Øjnene for de Fejl, der kunde hefte ved

hende. Det Præg af jom fruelig Uskyld, som hvilede over

hendes Skikkelse, bevægede uv ilk aarlig t alle H jerter. Og

mange var de, der sukkede for den Skønne. Henrik Stef

fens var paa Afstand forelsket i hende, — hans Bolig laa

i Nærheden af hendes, og han var lykkelig, naar han saa

hende.

Og et andet, endnu yngre H jerte, bankede hende

heftig t

imøde. Den sextenaarige Adam Oehlenschlager

brugte alle sine Sparepenge for at nyde Synet af hende

som Tilskuer i T heatret, og han optog halvt ubevidst det

Ideal i sig, som senere foresvævede ham, da han digtede

sin Valborg og Thora. Ogsaa Rahbek var forelsket og friede

uden at blive den lykkeligt Udkaarne. Den lykkelige blev

Jens Steffen Heger, Broderen til Kamma og Christiane

Heger, der henholdsvis blev Rahbeks og Oehlenschlågers

Hustruer. Kærligheden førte Steffen Heger til Scenen, og i

1797 blev han viet til den Tilbedte, og som Mad. Heger

vandt Jfr. Smidth sine uvisnelige Laurbær i Begyndelsen

af detfølgende Aarhundrede, da hun i Oehlenschlager

fandt den Digter, i hvis Værker hendes legemlige og

sjælelige Fortrin kom til at vise sig i den skønneste Be

lysning. Hvilken scenisk Kunstner — selv blandt de stør

ste — har ikke sin Begrænsning? Man kan om Mad. Heger

sige med nogen Ret, hvad Overskou betoner, a t hun mere

f ø l te end s p i ll e d e sine Roller og derfor kun fandt

fuldtlødige Udtryk for de Skikkelser, der følte som hun

selv. Heftighed, Vrede, Trods og Lidenskab formaaede hun

kun sjeldent at frem stille med tilstræ kk elig t stæ rke Far

ver. Men Ingen i Datiden evnede som hun a t vise K v in

d e n — Kvindens Ømhed, Fromhed og blide Elskelighed

paa Scenen. — Hun blev Moder til Skuespillerinden E. F. M.

Heger, som var gift med Skuespiller W ilh. Holst.

1796

18/‘i

debuterede Mad. Mariane Bournonville f. Jensen som

Josepha i „Armod og Højmodighed“, f. 1768, sidste Optr.

19/s 1797, f 29/s 1797.

Samme Aften som Rose sidste Gang b etraad te Scenen,

debuterede den sextenaarige Jfr. M a r ia n e J e n s e n med

afgjort Held i Galeottis nye Ballet „D en s k u f f e d e V a n

k u n d i g h e d “. B alletten havde just dengang m istet sin

fejrede Primadonna, Jfr. Frølich, og med desto større Glæde

modtog man derfor den smukke D ebutantinde, der udmær

kede sig ved megen Ynde og en ikke ringe mimisk Be

gavelse.

Da den fortrinlige Danser A n to in e B o u r n o n v ille i

Foraaret 1792 optraadte som Gæst i Kjøbenhavn, forelskede

han sig i Jfr. Jensen, der nogle Aar senere gik over til

Skuespillet, hvor hun lejlighedsvis havde gjort god Tjene

ste i Smaaroller og vist Evne. Nu fik hun sin egentlige

Debut som Aktrice og spillede baade i „Armod og Høj

modighed“ og i „F i g a r os G if t e r m a a l “ med en Finhed

og Ynde, der lovede en smuk Frem tid.

Men ju st som der ved Mad. Preislers Død blev baade

stor Plads og stor Trang til Mad. Bournonvilles Talent,

blev alle Forhaabninger skuffede. P aa den sidste Spille

aften i Sæsonen .1796—97 havde Mad. Bournonville under

meget Bifald udført Paulines Rolle i „D en s n e d ig e

B r e v v e x li n g “, og en Ugestid senere døde Mad. Preisler.

Men inden den nye Sæson begyndte, var ogsaa den Af

løserinde, man havde gjort Regning paa, lagt i Graven —

ikke tredive Aav gammel.

— 14A debuterede Jens Steffen Heger som Figaro i „Figaros

B ryllup“, f. I7/e 1769, kgl. Skuesp. Maj 1796, sidste Optr.

21/I 1817, t

A> 1855.

S te f f e n H e g e r var en ung Student med mangesidig

Begavelse. Han vilde først være Maler og gik paa Aka

demiet, hvor han var Thorvaldsens Duskammerat. Da

Faderen modsatte sig hans videre Uddannelse som Kunst

ner, var han en Tid Huslærer paa Landet, og da han som

sexogtyveaarig kom tilbage til Hovedstaden, forelskede

han sig i den unge, indtagende Skuespillerinde Jfr. Eline

Marie Smidth og gik til T heatret for at være hende

nærmere, og som ovenfor nævnt indgik han Ægteskab med

hende.

Steffen Heger var en ret mærkelig Personlighed. Han

havde i private dram atiske Selskaber lag t dramatiske

Evner for Dagen, og som Figaro i Beaumarchais’ „ F ig a r o s

B r y ll u p “ vakte han ved sin Debut betydelige Forvent

ninger. Sam alle af den Heger’ske Slægt var han en Origi

nal med en dannet Aand, rig Fantasi og udrustet med

udmærkede Kundskaber, men O riginaliteten kunde hos ham

ofte give sig Udslag i B izarrerier og sære Meninger, som

han imod alle velmente Raad haardnakket holdt fast ved.

Det var saaledes hans Mening, a t en Skuespillers sande

Kunst viste sig i Udførelsen af Roller, der var hans P er

sonlighed imod, — og han fastholdt endvidere den An-

108