S_FørOgNu

1785

hans ringe Intelligens ikke formaaede at raade Bod. 1800

ansattes han som Garderobeforvalter.

1786

10/i debuterede Jfr. Marie Christine Fredelund som Angé

lique i „Den nye Prøve“, afg.

1792, f 6/n 1797 som

Mad. Luplau.

Jfr. Fredelund havde vist Evner som Danserinde. En

Fodskade foranledigede, at hun forsøgte sig som Skuespil

lerinde. Hun var smuk og tækkelig og ved sin Debut vandt

hun Bifald. Men Rahbek modvirkede hende og vilde ikke

indrømme hende ringeste Talent, og hun optraadte derfor

kun meget sjeldent. Mest bekendt er hendes Navn blevet

derved, at hun lod sig bortføre af Preisler. Med det samme

var der sat en Stopper for hendes frem tidige Carrière ved

T heatret. Tre Aar senere bad hun om at blive genansat

med Elevgage. Hørende skrev hun: „Blændet af glimrende

Løfters falske Glans, ledsaget af idelig gentagne, ved en

opbrusende Lidenskabs Hæftighed uimodstaaelige Overtalel

ser, tog jeg i et Ufornufts Øjeblik den overilede Beslut

ning at forlade min Post tilligemed Fædrelandet, for paa

et andet Sted at nyde den Lykke, jeg troede her ej at

kunde n aa“. Forinden D irektionen sendte Ansøgningen til

Kongen, forlangte den, at hun skriftlig skulde spørge sine

tidligere kvindelige Kolleger, om de havde noget imod hen

des Genansættelse; alle gav deres Samtykke, og Mad. P reis

ler, som havde Grund til at være den mest krænkede, skrev:

„Jeg har heller in tet imod hende og vil ønske hende lyk

kelig“, men da hun var unødvendig for T heatret, modsatte

Kronprinsen (Fr. d. VI) sig hendes Bøn. Hun døde to Aar

efter.

— ' Vi debuterede Peter Jørgen Frydendah! som Belcour i „Vest

indianeren“, f. 18/io 1766, kgl. Skuesp. Aug. 1792, afg.

ÿ0U

1798, ansat paany n /s 1795, fra

1816 Instruktør, sidste

Optr. 2/io 1885, f 2% 1836.

Frydendahl, der skulde blive en af de største Skuespil

lere, det danske T heater har ejet, blev i Begyndelsen af

sin Løbebane af Publikum kaldt „Jamm erdal“, hvilket til

stræ kkeligt antyder den ringe Anseelse, han nød i det a l

mindelige Omdømme. Som saa mange andre blandt vor

Scenes Stormænd, naaede han p e r a r d u a op imod a s t r a .

Kun Rosenstand-Goiske og den store Sclnvarz saa straks

bag den unge Mands kejtede Væsen det utvivlsomme T a

lent. Maaske vidste de, hvad der først i Almindelighed er

oplyst for Nutiden, a t h a n v a r u æ g te Søn a f K a m m e r

h e r r e W a r n s te d t . Selv lod han sig ikke skræmme af Mod

gangen. Han havde den sikre Tro paa sin Evne og en fornem

Stolthed, en brændende Energi, der bragte ham til i Stilhed

at arbejde flittigt og begejstret for a t vinde frem. Alligevel

havde T heatret ta b t Taalmodigheden, saafrem t W arnstedt

ikke havde indgivet Ansøgning til Majestæten om, a t F ry

dendahl „endnu et Aar eller to m aatte blive paa Prøve med

den ham tillagte Løn som Elev“ — hvilket vilde sige

Rdlr. om Maaneden. Og da Frydendahl endelig var kom

men over det døde Punkt og havde h aft Lejlighed til at

vise, hvad han duede til, var Publikum ham dobbelt be-

vaagen. Og allerede mens han endnu stod ved sin Carri

ères Begyndelse, var han anset som en af T heatrets b ety

deligste Kunstnere, hvis Talents Omraade spændte vidt.

En stolt og statelig Personlighed var Frydendahl at se,

høj og rank og af udmærket smuk Legemsbygning. E t An

sigt med regelmæssige, stæ rke Træk og store, livfulde Øjne.

Hans Skikkelse var præget af en medfødt Værdighed, hans

\ dre paa samme Tid mandigt, skønt, interessant og im

ponerende. Hans Talestemme var malmfuld. Han var i sit

Liv korrekt og afm aalt, saa ganske fri for sin Stands al

mindelige Lyder, han gjorde sig ikke gemen med dem af

Personalet, der holdt til paa Vinstuerne, og han udnyttede

sin Fritid med Læsning og med Studiet af sin Kunst.

Sin mandige Vilje viste han, da han følte sig fornærmet

af Theatrets Chef og forlangte sin Afsked og var borte to

Aar. Ved sin Genkomst modtoges han med aabne Arme af

Publikum, og i sin Kunst gik han nu fra Sejr til Sejr.

Frydendalils Talent var i de Roller, hvori det frem traadte

i hele sin Styrke, ligesaa fyldigt og aandrigt som Schwarz’s,

og dets Omfang var større end hos nogen tidligere og se

nere Skuespiller. Det kan med Rette siges, at ingen kunst

nerisk Opgave laa udenfor hans Omraade: udsvævende unge

Alænd, overgivne Galninge, anstandsfulde Elskere, fuldendte

Kavallerer, fornemme Narre, indbildske Verdensmænd, en

foldige Oldinge, pudsigt forelskede, gerrige eller joviale

gamle Folk - han formaaede at gengive dem alle med

beundringsværdig O riginalitet og med en individualiserende

Sikkerhed, der gjorde, at hver af hans sceniske Skikkelser

stod som et klart, indtil de mindste Enkeltheder udarbej

det K arakterbillede, der var helt forskelligt fra alle tid

ligere. For blot a t nævne en Side af hans store Galleri

var hver enkelt af de Alilitærpersoner, han skabte, ulig

den anden — lige fra den ved sit jævne Væsen elskelige

Oberst Tosber i „Vinhøsten“ til den m artialske Major Schre-

ckenfeldt eller den forfløjne Dragon i „De to G renaderer“.

Der var mellem dem alle kun den Lighed, at de fra Top

til Taa bar Præget af Soldaten. Hans statelige Figur og

hans Ansigt, hvis Adel og Skønhed var saa, frem trædende,

kunde han pludseligt omdanne, saa a t de blev villige Red

skaber til Frem stillingen af de mest burleske Individer.

Han havde ved ihæ rdigt Studium opnaaet et saadant Herre-

1786

dømme over sin Stemme, a t han kunde benytte den som

Udtryk for enhver Stemning lige fra den buldrende Vrede

til den sagteste Hvisken. Han var en Mester i Dialekten og

i at gengive de forskelligste Taleejendommeligheder. Hans

glimrende Basstemme lod han glimre i Syngestykkerne, ja,

selv i Operaen skaffede den ham et Repertoire, der ved

sin Forening af k arakterfuld Sang og fint pointeret D ia

log maaske blev det, hvori mange beundrede ham mest.

Var han end størst som komisk Skuespiller, var hans Geni

dog mægtigt nok til at kunne fyldestgøre i Tragedien.

Hvad vilde Oehlenschlager have gjort, om han ikke, før

Ryge, havde havt Frydendahl til Frem stillingen af Hakon

Jarl? En rigere udrustet Kunstner end Frydendahl har vor

Scene ikke ejet. 1 sin Bog om Fru Pli ister fortæ ller Elith

Reumert om Ludvig Phisters næsten tilbedende Beundring

for hans store Forgængers mægtige sceniske Personlighed.

W orherre vilde skabe en Skuespiller — og saa skabte han

F rydendahl!“ sagde Phister, og i en saadan Udtalelse har

man i faa Ord en Alaalestok for, af hvilken Betydning han

har væ ret for den danske Skueplads i det næsten halve

Aarhundrede, hvori han virkede.

—

debuterede Hans Christian Knudsen som Oldfux i „Den

Stundesløse“, f. 4/a 1763, kgl. Skuesp. Maj 1793, sidste Optr.

7 n 1815, f 7b 1816.

H. C. Knudsen var endnu Lærling i Murerhaandværket,

da han frem stillede sig for Kammerherre W arnstedt. Denne

Mand, der ellers var fordomsfri overfor det taabelige Hov

mod, der i lange Tider havde krævet, at en Aktør ved det

kgl. T heater burde være Student, fandt dog, a t det var en

Smule anstødeligt at rekrutere Personalet med Haandværks-

drenge, og foreløbig blev Knudsen afvist. Saa m aatte Maa-

let naas ad Omveje. Knudsen skaffede sig Arbejde ved Ar

veprinsens Hof. Han var en køn, beleven og opvakt Fyr,

og han vandt baade Prins Frederiks og Enkedronningens

Gunst, og da han med Hendes Majestæts Anbefaling i Lom

men paany frem stillede sig for AVarnstedt, var Isen brudt,

selv om Personalet ligeoverfor D irektionen beklagede sig

over, a t en „K alkslager“ skulde have Lov til at faa Ad

gang til den kgl. Scene. Og da Knudsen havde debuteret

og tiltrod s for de Rygter, man havde faaet udspredt om

hans Uduelighed, havde gjort stor Lykke som Oldfux i

„Den Stundesløse“, m aatte man stikke Piben ind. Det var

for en Begynder en rentud forbavsende Præstation, som

m aatte vække de største Forventninger, selv om Kritiken

bebrejdede Debutanten, at han ikke vogtede sig tilstræ k

keligt for Overdrivelse. Yed at fremhæve denne Skavank,

havde man straks lagt Fingeren paa det saarbare Punkt i

Knudsens Kunst, Mangel paa Maadehold i hans Komik,

men sikkert var og blev det, at T heatret i ham havde er

hvervet en K raft af fremragende Betydning, og han fik da

ogsaa øjeblikkelig kongelig Ansættelse og et stort Reper

toire.

Hvor Opgaverne hørte til de store, løste Knudsen dem

med kunstnerisk Alvor og fin Beregning af Virkningen,

men hvor han manglede Respekten for det Stykke, hvori

han optraadte, viste han den om talte Svaghed for Overdri

velse, idet han ofrede Sandheden for Hensynet til den øje

blikkelige L attereffekt. Han indlod sig i saadanne kunst

nerisk mindre betydende Roller sjeldent paa at afdæmpe

sin Komik og sit altfor sprudlende Lune efter Helhedens

Farvetone. Men morsom var han, og han var Publikums

erklærede Yndling. Baggesens Dom over ham i kort Begreb

lyder saaledes: „Han havde et sjæ ldent T alent af stort Om

fang, et Geni, der var ligesaa betydeligt som det var for

kæ let, og som derfor opoffrede sig selv, Sandheden og

Skønheden, for at tækkes Tilskuerpøblen“. Baggesen beun

drede ham, men harmedes over hans kunstneriske Udskej

elser. Og da Schwarz og Rosing i Foraaret 1800 i deres

Egenskab af Instruktører skred ind mod den Buffokunst,

som havde vundet betænkelig Udbredelse, var det nærmest

Knudsen, de tæ nkte paa.

Knudsen var som Menneske vennesæl og varm hjertet

med Trang til Godgørenhed og med et glødende patriotisk

Sindelag. Han var i 1801 ved Siden af Søofficererne Dagens

Helt. E fter Slaget paa Rheden, da han havde ivæ rksat sin

første Indsamling til de Faldnes E fterladte, blev han be-

naadet med Medaillen pro meritis. 1809 var han den første

Skuespiller, som blev Dannebrogsmand. Forøvrigt blev han

ogsaa — Færgemand ved Jægerspris.

Som den store Kunstner Knudsen var, formaaede han

ogsaa at gøre sig fortrinligt gældende i alvorlige Frem stil

linger, der stod rene og klare som faste og ypperlige

K arakterskildringer, der virkede ved dens N aivitet og Na

turlighed. Ogsaa han blev en af Syngespillets Hovedstøtter

med sin smukke og bøjelige Basstemme, som han forstod

a t anvende med Kraft, Ildfuldhed og Smag i alvorlige

Partier, medens han i komiske Sangroller med beundrings

værdig Lethed gav Figuren den Røst, han i sit overstrøm

mende Lune faldt paa at udstyre den med.

1787

ls/2

debuterede Mad. Christine Frederikke Siersted som Do-

rine i „Tartuffe“, f. c. 1767, afg. Maj 1793, f 14/i 1825.

Madam Siersted havde et udmæ rket Theaterydre, men

havde ondt ved at skaffe sig Anerkendelse, da Rahbek,

hvis Ord som K ritikus havde en Del Vægt, i sin Omtale

af hende bestandig anstillede Sammenligninger mellem

106