S_FørOgNu

1778

sikrede, at hans Besøg hos Jomfruen kun fandt Sted til

Kunstens Fremme, og at det paa ingen Maade var hans

Hensigt at indlade sig i intim ere Forbindelse med Damen.

Tre Maaneder efter var han ikke destomindre forlovet

med Jfr. Dewegge. Samtidig lod han sig forlyde med, at

man havde opfordret ham til at gaa til Theatret, men a t

han aldrig kunde tænke paa at foretage et saadant Skridt,

der vilde lægge hans Moder i Graven. Tre Dage efter an

søgte han om Ansættelse, to Maaneder senere giftede han

sig, og det paafølgende Aar debuterede han. Æ gteskabet

blev ulykkeligt, den letsindige unge Preisler svirede og drak.

Denne stæ rkt bevægede Krise, Mad. Preisler saaledes gen

nemgik paa forskellig Maade, havde h aft en gavnlig V irk

ning baade paa hendes menneskelige og kunstneriske Væ

sen, og den renere Luft, hun i Sam livet med Preislers

dannede Fam iliekreds havde indaandet, havde vel ogsaa

Del i hendes Udvikling. Hendes Skønhed fik et noblere

Præg, hendes Intilligens skærpedes, og da der tilmed ved

Fru W alters Bortgang tilfald t hende en Mængde Roller,

der passede for hendes Naturel, vandt hun paany frem i

Publikums Gunst og hørte i en halv Snes Aar til dets er

klærede Yndlinge.

I Fremstillingen af kokette Verdensdamer, af muntre og

ildfulde Elskerinder, kom ingen hende nær. Hendes med

fødte Talent gennemgik en rig Udvikling. Hun opnaaede

i Lystspillet en Konversationsfærdighed, som var betydelig,

og der var over hendes P ræ stationer en alvorlig Bestræ

belse for a t yde det Bedste, hun formaaede. Blandt hen

des fortrinligste Roller nævnes Lady Teazle i „B agtalel

sens Skole“, Susanne i „Figaros G ifterm aal“, Grevinde

Orsina i „Emilie G alotti“ og Opvartningspigen B irgitte

i „K inafarerne“, hvori hun henrev Publikum ved sit Lune

og indtagende Ynde. Men hendes Ægteskab var ikke skik

ket til i det borgerlige Liv at give hende det moralske

Rygstød, hvortil hun med sin overfladiske N atur træ n g te ;

Ægtefolkene skiltes. Preisler indgik et nyt Ægteskab; og

Mad. Preisler levede efter Skilsmissen et uordnet Liv og

var bestandig Genstand for Rygter, der stillede hendes

moralske Vandel i det grelleste Lys. Bekendt er den

Maade, hvorpaa hun i 1797 fejrede sin seksogtrediveaarige

Fødselsfest. E fter Forestillingen overraskede en Del af

hendes mandlige Kammerater ved T heatret hende med et

Besøg i hendes Hjem. De vilde sæ tte hende i Forlegenhed.

Thi hvorfra skulde hun i sit uordnede Hus skaffe Aftens

mad til de selvindbudne Gæster. Men Mad. Preisler vidste

Udvej. Hun pantsatte i Hast alle sine Gæsters Overtøj hos

en Jøde og bød dem paa et kosteligt Maaltid, som de

saaledes selv havde betalt.

Kort efter døde den engang saa forgudede Skuespillerinde.

— 8/s debuterede Jfr. Inger Birgitte Aaslew, senere Mad. Clausen,

som Lisette i „Kærlighedsbrevene“, f. 25/i 1762, afg. Juni

1828, f 21/

.1843.

Jomfru Aaslev debuterede i Sangspillet som en køn,

sekstenaarig Pige med et P ar store, udtryksfulde Øjne,

men en noget spæd Talestemme og en Sangstemme, der

ikke var synderlig stæ rkere. Hun blev venligt modtaget,

og Publikum saa hende med Behag i Komediens Ingenue-

roller og i Syngestykkets mindre Partier. Som en af hen

des bedste P ræ stationer fremhæver Rahbek Lisbeth i

„Erasmus Montanus“, hvor han navnlig har bemæ rket

hendes ypperlige Betoning af R eplikken: „Men er det mu

ligt, at Rasmus Berg kommer hjem imorgen?“

P aa sin ældre Alder, som Mad. Clausen, brød et n a tu r

ligt Lune mere og mere frem i hendes Spil, et Lune, der

formede sig som virkningsfuld, tør Komik og gjorde

hende til Indehaverske af et stort Repertoire af hoffærdige,

indbildske Damer, Sladdersøstre og latterlige Madammer. —

Hendes Mand var T heatrets mangeaarige Regissør H. A.

Clausen. Selv tjen te hun T halia i 50 Aar.

1779

26/i debuterede Joachim Daniel Preisler som Leander i „Det

unge Menneske paa Prøve“, f. 16/n 1755, k g l. S k u e sp .

M aj 177 9, flygtet

18/4

1762, ansat som Sufflør 1801—02,

t 2A 1809.

Ovenfor, under Redegørelsen for Jfr. Dewegge, senere

Mad. Preislers Løbebane, havde vi Lejlighed til ogsaa at om

tale hendes Ægtefæ lle, Joachim Daniel Preislers Personlig

hed. Her vil det da være tilstræ kkeligt a t notere, a t den

sorgløse Letsindighed, der prægede ham som Menneske, præ

gede i lige Grad hans sceniske Virksomhed, hvilket var saa

meget sørgeligere, som hans Evner og Opdragelse synes

at have prædestineret ham til at blive en ypperlig Skue

spiller, der kunde have gjort baade sin Stand og Theatret

Ære. Hans Debut havde ikke væ ret absolut heldig. Hans

smukke Ydre m aatte tiltale, men man fandt, at han mang

lede om trent alle andre Betingelser for Scenen. Man kaldte

hans Ansigt stereotypt, hans Person stiv og affekteret,

Stemmen hæs og hans Spil uden ægte Natur. Men det

varede ikke længe, før han gjorde disse strenge Domme

tilskamme, da han havde erhvervet sig den fornødne Ru

tine. Hans Skikkelse, der havde medfødt Anstand, og hans

livfulde Temperament gjorde ham ypperlig egnet til at

frem stille unge Yerdensmænd og lystige Intriganter, hvis

glatte Ydre er parret med Elegance og en let Anstrøg af

Komik. Fra Roller af denne Art gjordes Overgangen til de

fuldt bevidste Skurke, som f. Eks. Tartuffe, indtil han i

1779

„Balders Død“ som Loke naaede til Frem stillingen af selve

det legem liggjorte onde Princip. Men da han havde naaet

en virkelig anset Stilling, tog den Upaalidelighed og Lige

gladhed, der var hans Natur, i den Grad Overhaand, at

han forspildte sin Lykke.

En Aften i 1792 udeblev han fra Forestillingen, og inden

denne var forbi, erfarede man, at han hemmeligt havde

forladt Byen med den unge Aktrice Jfr. Fredelund. De to

Flygtninge vendte kort Tid efter tilbage til Byen, men da

var selvfølgelig deres Stilling ved T h eatret for bestandig

forbrudt. Jfr. Fredelund fik sin skam ferede Æ re repareret

ved et Ægteskab, men for Preisler var der ingen Redning.

Han forfaldt mere og mere, fristede et kummerligt Liv

ved Undervisning i Sprog og Musik, optraadte stundom i

Provinserne og ved forskellige nordtyske Selskaber, giftede

sig paany med en tysk Skuespillerinde, og den kundskabs

rige Mand, den i mange Retninger udmærkede Kunstner,

m aatte prise sig lykkelig ved en Tid at blive Sufflør ved

den Scene, hvis Pryd han burde have været. Han var nu

en Ruin af sig selv, og da han gik bort i sit 55de Aar,

var Døden en Befrielse. Skifteretten vurderede da hans

Bo til — 9 Rdlr. og 5 Skilling.

1781

14/o debuterede Peter Rasmussen Saabye som Grev von Kron

borg i „Greven af V altron“, f. Vs 1762, k g l. S k u e sp . M ai

1786, sidste Optr.

24/2

1810, f 8/s 1810.

Den nittenaarige P eter Saabye vandt straks ved sin De

but stæ rk t Bifald og hævdede i næsten en Menneskealder

sin Stilling som Publikums Yndling, især af Damerne be

undret for sin uimodstaaelig indtagende Personlighed, af

Herrerne som et Mønster paa elegant Frem træden og Paa-

klædning. Han var ogsaa i andre Retninger ypperligt

udrustet. Hans Stemme var klar og velklingende, hans

Figur smuktbygget, hans Ansigt fint og fuldt af Liv. Han

besad yderligere en god Tenorstemme. Det falder derfor af

sig selv, at hans T alent henviste ham, baade i Lystspil og

Syngestykker, til de muntre Kavalleres, de flagrende Elske

res og de elskværdige Galninges Rollefag, hvori han vandt

stor og alm indelig Yndest.

Saabyes Anstand og slebne Væsen aabnede ham let

Adgang til de bedste Selskabskredse, en Undtagelse paa

hine Tider fra den uskrevne Lov, der gennemgaaende ude

lukkede T heatrets Kunstnere fra de Dannedes Omgang, en

Omstændighed, der væsentlig skyldtes det slette Ry, hvori

Personalets Moral stod i det alm indelige Omdømme. Det

kan i denne Sammenhæng anføres, a t Direktionen, i Be

stræbelsen for a t hæve Standen i Medborgeres Øjne, stun

dom greb til Midler, som snarere fremdrog end dulgte de

mislige moralske Tilstande bag Kulisserne. Saaledes var

det mildest ta lt et uheldigt Paafund, da man tilkendte

Jfr. E. Morthorst et G ratiale som en „Belønning for

Dyd og ulasteligt Levned“, hvorved altsaa Theatrets øvrige

Damer stilledes i en generende Modsætning til det præmi

erede Dydsmønster.

D irektionen kaldte i 1800 Saabye „en god Husholder“

og gav ham derved en Kompliment, som den desværre

kun sjæ ldent havde Grund til at give hans Kolleger.

1784

21A> debuterede Jfr. Johanne Caroline Elisabeth Morthorst,

senere Mad. Dahlén, som Charlotte i „Det foregivne Hexeri“,

f. c. 1770, k g l. S k u e s p . M aj 1786, Afsked Juni 1827, f

28/

1845.

Jfr. Morthorst, den senere Mad. Dahlén, i Ægteskab med

den ved T heatret an satte svenske Danser af dette Navn,

debuterede som fjortenaarig og viste sig i Besiddelse af

en udmærket Stemme, en Sopran, der sæ rligt blev uddan--

n et for Koloratursang. Hun opnaaede ikke nogen Plads i

første Række, da hendes dram atiske K apaciteter stod i

Misforhold til hendes fortræffelige Stemmemidler. Hendes

Aktion var for stillestaaende, hendes N aturel uden Tempe-

rement. Hun fik nogen Anvendelse i Skuespillets godmo

dige Ungpigeroller og var heldigst, da hun paa de senere

Aar gik over i det ældre Rollefag, hvor hun blev en Del

paaskønnet. Mest kendt blev hendes Navn derigennem, at

hun tildeltes det i den foregaaende K arakteristik om talte

G ratiale for „Dyd og ulasteligt Levnet“. — En af hendes

Efterkommere er firv. Skuespillerinde ved det kgl. Theater

Fru S o ffy W a ll e e n f. Rosenberg.

1785

debuterede Jfr. Maren Kragh, senere Mad. Poulsen, som

Miche i „Den døve E lsker“, f. c. 1773, k g l. S k u e sp . Aug.

17 92, f 2lA 1804.

Jfr. Kragh havde Anlæg for Soubrettefaget, men opnaa

ede aldrig nogen Position ved T heatret. Dertil var hendes

ret usympathetiske Personlighed for fripostig og raffineret

i sine Udtryk og hendes Udtale for snøvlende. Hun benyt

tedes baade i Skuespillet og Syngestykket, men Overskou

siger, at hun sædvanligvis spillede „med en Uforskammet

hed og Plathed, som hendes lille, næsvise Person gjorde

aldeles utaalelig “. Hun var Solodanseren L a rs P o u ls e n s

første Hustru og blev kun 31 Aar gi.

—

debuterede Lars Ibsen som Buschmann i „Juliane von

L indorak“, afg. Sept. 1801, f

21/2

1805.

Lars Ibsen havde vakt Forventninger, der ikke blev ind

friede. Han var en ru tin eret Privatskuespiller og havde en

taalelig Sangstemme og et upaatvivleligt komisk Talent.

Men han savnede Dannelse og Smag, Mangler, paa hvilke

104