S_FørOgNu

1773

Æ dle“. Med andre Ord — han anerkender paa ingen Maade,

a t hun besidder et ualm indeligt T alent for den sceniske

Kunst. I de to modsatte Bedømmelser maa man vel søge

den gyldne Sandhed midt mellem begge.

Hvorom alting er, Jfr. Astrup vedblev sit lange Theater-

liv igennem at spille paa sit dejlige Ydre og a t holde sit

Publikum fast, hvilket simpelthen vilde have væ ret umuligt,

saafrem t hun ikke havde ejet Evner over det Middelmaa-

dige. Endnu da hun var langt ude over Ungdommens og

den fuldmodne Kvindes Aar, formaaede hun a t imponere

ved sin junoniske Legemsskønhed, der støttedes af alle

T oilettets Kunster og bares frem af en Holdning, der maa-

ske nok var stiv, men som tillige var præget af Finhed og

Noblesse. Livet var gledet hende let forbi. Hverken dyb

Tænksomhed eller dyb Lidenskab havde bidraget til at

fure og rynke Ansigtets bløde Linjer, og saaledes havde

hun forstaaet a t bevare den Skønhed, der var hendes

egentlige Styrke.

I Oehlenschlägers Tragedier havde hun vanskeligt ved

at finde sig tilrette. Den forstenede tragiske Tradition,

hvori hun var opvokset og kunstnerisk opdraget, forhin

drede hende i den inderlige Hengivelse, uden hvilken Oeh-

lenschliiger ikke lader sig tolke. Ogsaa Versfremsigelsen

voldte hende, ligesom den ellers uopnaaelige Schwarz,

store Bryderier. Som Svartedam i „Stæ rkodder“ var hun

majestæ tisk dejlig at se, men om Rollens egentlige K arak

ter havde hun neppe Anelse. Kun i enkelt tragisk Ydelse

skal hun efter den samstemmende Dom have givet noget

virkeligt Godt — nemlig som Shakespears Lady Macbeth.

Her frembragte hun en Illusion, der greb Tilskuerne.

I 1828 tog hun som Grevinde Orsina i „Emile G alotti“

Afsked med Publikum efter en halvhundredaarig Theater-

virksomhed og døde 11 Aar efter. — Hun var i mange

Aar Theaterchef Hauchs Elskerinde, og han, Stormanden,

var Eksekutor testam enti i hendes Bo.

— 27/io debuterede Iver Hesselberg Urberg som Dorantes i

„Silphen“, f. n /s 1744, afg. April 1789, f c. 1802.

Iver Urberg var i Theaterverdenen en af de mærkelige

Personligheder, der mere ved deres Livsførelse end ved

deres Kunst gør deres Navne værd at huske. Han var en

videnskabelig dannet Mand, der havde beklædt Stillingen

som Overbranddirektør i Königsberg, er Fortid, der ikke

skulde synes egnet som Indledning til en Skuespillers V irk

somhed. At han gik til T h eatret var nærmest foranlediget

af hans derangerede Pengeforhold. Han synes ikke at

have væ ret helt uden Evner og udmærkede sig ialfald ved

en naturlig Anstand og forblev i seksten Aar ved den

danske Skueplads. Han skal have væ ret en kivagtig og

ubehagelig Personage, u efterrettelig i Tjenesten, uden Dis

ciplin og fuld af Misundelse ligeoverfor mere begunst'gede

Kolleger. Da han fik den Idé a t ville opføre Komedie i P ro

vinserne, og man ikke fandt sig beføjet til a t understøtte

hans Forehavende, rejste han til Norge for a t forevise en

— Luftballon, som han uden Held havde ladet opstige i Kon

gens Have, og da han, tiltrods for Direktionens Ordre om at

vende tilbage, forblev borte, fik han sin Afsked, mærkeligt

nok med Pension, som det endog lykkedes ham at faa k a

pitaliseret.

For disse Penge købte han i Sverrig to

Bjørne, som han dresserede til Dans og andre K unststyk

ker og foreviste i Tyskland, indtil Bæstierne en N at aad

deres Læremester i den Stald, hvor han og de havde ind

kvarteret sig.

— 7 u debuterede Johan GottSred Kemp som Frontin i „De

tre F riere“, f. a0/n 1751, sidste Optræden

(7i 1792, f 20/n

1795.

Vi har ovenfor om talt, hvorledes man til en Begyndelse

ventede a t se en Afløser for Londemann i Frederik Schwarz.

Da det viste sig, at man heri ikke havde set helt rig

tigt, fulgte man med desto større Opmærksomhed Gott-

fred Kemp, hvis Udvikling syntes snarere at pege i den

Retning. Kemp havde faaet en vellykket Debut i det ly

stige Tjenerfag og spillede med fortsat Held forskellige

Henrik’er i Holberg og desforuden nogle Arv-Roller og

Jacob Skomager i „Jeppe“. Han besad en naturlig Pud

sighed, der kom hans Kunst til ypperlig Hjælp, og iøvrigt

har Rosenstand-Goiske givet et Omrids af hans Skuespiller-

personlighed, der stiller den i et tilstræ kkeligt k lart Lys

til, at vi nu saa mange Aar efter kan se den i de væsent

lige Træk:

„Han kommer Londemann nærmest af alle de Aktører,

som nu ere ved Skuepladsen. Han behøver blot at komme

ind paa Scenen med sit naturlige Ansigt, og Tilskuerne

ved straks, at dette er en Person, man skal le af. Overalt

tror jeg, at det kun fejler Hr. Kemp paa Studium og nøj

ere Selvkundskab om sine Talenter. De Roller, som næ r

me sig det fine Komiske, ere ham ikke egne.“

„Naturens Skødebarn“ var det Navn, der almindeligvis

tillagdes Kemp. og dette Navn fortæ ller paa samme Tid,

at han havde udnnerkede Naturgaver, og at han lod d e t

være nok, uden a t han ulejligede sig med at fuldkom

mengøre dem ved Arbejde og Studium. Han ejede ikke

Londemanns Geni, men paa et enkelt Omraade af hans

Kunst besad han tilstrækkelig Evne til at erstatte ham.

Havde han haft Viljen, var han sikkert bleven en betyde

lig og sjadden Skuespiller. Der opbevares endnu adskillige

1773

Træk fra enkelte af hans Frem stillinger, baade af Jacob

Skomager, Per i „Jacob von Thyboe“ og særlig af Jacob i

„Erasmus Montanus“. Videst i sin Kunst drev han det

i sit Sammenspil som Henrik med Mad. Gjelstrup som

Pernille. Det skal have væ ret en sand kunstnerisk

Fest a t høre disse To spille Fjerbold med de Holbergske

Repliker.

„Paa en skammelig Maade“, siger Rahbek, „mistede The

a tre t i Kemp en af sine brugeligste og mest anvendte

K ræ fter“. Derom berettes Følgende, der giver et godt Ind

blik i Kemps K arakter. Han var en Z igeunernatur, letsin

dig, uden Alvor. Sin F ritid tilb rag te han, efter slet

Skuespillervane, paa Vinknejper, optaget af de Skælms

stykker, der altid spillede ham i Hovedet, og som ikke

altid var af fineste Art. E t saadan Skælmsstykke bragte

ham til Fald. En Aften fandt han i Foyéren en Pung med

en halv Snes Dukater. Han viste den til nogle af Kam

meraterne, og han foreslog straks at omsætte den even

tuelle Findeløn i D rikkevarer, og i V inkælderen ligeover

for T heatret realiseredes den forfløjne Tanke. Im idlertid

gik E jerinden af Pungen, Mad. Berthelsen (Frydendahl),

omkring og ledte efter den. Og da hun erfarede, hvor

ledes Sagen hang sammen, lavede hun megen Spektakel

ud af Affæren, der endte med, a t et P ar af Personalets mest

ansete Medlemmer holdt paa, at den ikke kunde bilægges

paa en for T heatret værdig Maade, uden a t Kemp fik sin

Afsked. Og D irektøren, W arnstedt, m aatte bøje sig for

Oppositionen. — Kemp døde i stor Fattigdom .

— 3/n debuterede Jfr. Johanne Catharine Olsen, senere Mad.

Rosing, som Nanine i „N anine“, født 2/o 1756, sidste Op

træden

1828, t 18/i 1853.

Johanne Catharine Olsen, der som Mad. Rosing vandt sig

et højt anset Navn i vor Theaterhistorie, var D atter af en

Vægter og havde som Barn gennemgaaet Danseskolen. Da

hun som syttenaarig ung Pige debuterede, udmærkede hun

sig ikke ju st ved paafaldende Skønhed, men der var over

hendes fine Skikkelse en Ynde og Poesi, der navnlig ud-

straalede fra hendes sjælfulde, blaa Øjne, der bar Vidne

om et bevæget indre Liv, Fantasi og ægte kvindelig

Følelse. Med disse Egenskaber fik hun snart stor Magt

over Publikum . Hendes legemlige Mangler traad te gan

ske i Skygge for den Skønhed, der udstraalede gennem

hendes inderlige Spil, og ved ihæ rdigt Arbejde naaede hun

i Aarenes lange Løb Fuldkommenheden nær, tiltrods for

sin ydre Spinkelhed og tiltrods for en Stemme, der var

temmelig svag.

P aa to unge Mennesker af Aand gjorde Jfr. Olsen et

uudslettelig dybt Indtryk — Studenterne Rosing og Rah

bek. Rosing gik til T heatret for a t være i den Yndiges

Nærhed. Han vandt hendes Kærlighed, blev hendes Ægte

fælle, og ligesom hendes straaler ogsaa hans Navn i dansk

Theaterhistorie. Rahbeks Sværmeri var af mere platonisk

Art. Han indtog i det nye, unge Kunstnerhjem en trofast

og paalidelig Husvens Plads, smægtede i al Æ rbarhed, om

end noget hysterisk, for den henrivende Kunstnerinde, me

dens hans Forhold til Rosing var omskiftende, idet deres

kunstneriske Anskuelser ofte divergerede.

I Gotters Melodrama „Medea“ som Medea og som Sigbrit

i Samsøes „Dyveke“, der begge gav Anledning til Avisfej

der, i hvilke Rahbek kæmpede tappert paa Mad. Rosings

Side, fandt den udmærkede Kunstnerinde ikke netop do

Roller, i hvilke hun var kaldet til a t glimre stæi’kest.

F ra Elskerinderne og de følelsesfulde Kvinderoller, blandt

hvilke hendes Eulalia i „Menneskehad og Anger“ var et

sandt Mesterværk, gjorde Mad. Rosing Overgangen til de

stæ rkere og myndigere Skikkelser, og som Kulminationen

af hendes Kunst paa dette Omraade kan nævnes Ebbesens

Hustru i Sanders Sørgespil „Niels Ebbesen af Nørreris“,

hvori hun ikke blot viste, at hun havde bevaret de store

Fortrin fra Ungdomstiden, den ædle N aturlighed og dybe

Kvindelighed, men at Livets E rfaringer havde beriget hen

des Kunst med en aandelig Kraft, som var lu tre t ved

alvorligt Studium og ved Omgang med de bedste af N atio

nens Mænd og Kvinder. Ogsaa i den Oehlenschlågerske

D igtning blev Mad. Rosing af stor Betydning for vor

Scene, mest maaske gennem sin LTdførelse af Dronning

Bera i „Hagbarth og Signe“, en af de skønneste Kvinde

skikkelser, Skuepladsen har haft a t opvise, majestætisk

i Holdning, ædel i hver Bevægelse, sand og naturlig i

hver Betoning. Dronning Bera blev den sidste nye Rolle,

hun paatog sig, men i sit ældre Repertoire vedblev hun

endnu at virke i en Del Aar. Den 3. Novbr. 1823, Halv-

liundredaarsdagen for sin Debut, optraadte hun som Juta

i „Niels Ebbesen“, og næstfølgende 18. Decbr. betraadte

hun i denne Rolle Scenen for sidste Gang. Hun virkede

derefter som Elevinstruktrice.

E fter sin Afsked fra T heatret levede Mad. Rosing Resten

af sit lange Liv i Fredensborg, hvor Frederik den

tft havde

givet hende Fribolig paa Slottet. Her døde hun i samme

sjeldent høje Alder — 97 Aar — som blandt vort Theaters

Kunstnere kun hun og Louise Pliister naaede. Hun havde

da væ ret Enke i fem og tredive Aar, idet hendes udmær

kede Ægtefæ lle allerede var gaaet bort i 1818. —

Skuespillerne Michael, W ilhelm og Johan W iehe var

hendes Dattersønner.