19 / 43
18
ret sammen med de danske Svende. De fleste Tyskere var me
get sparsommelige, og naar de havde samlet en Klat Penge, blev
de Mestre. I de fleste Tilfælde blev de gifte, enten med Butiks
jomfruen eller Kokkepigen, da de ikke havde Tid og Lejlighed
til at lære andre Kvinder at kende. Jeg havde dannet mig den
Mening, at kom man hen et Sted, hvor man levede godt, var
Mesters Hustru en forhenværende Kokkepige, og modsat, naar
hun stammede fra Butikken, og det slog sjælden fejl. Nu kom
der ogsaa en Del svenske og norske Svende hertil, og der blev
flere danske Drenge udlært i Faget. Klein tog nødig tyske Svende
i Arbejde. Derimod holdt han af at faa Nordmænd i Arbejde,
og det var ogsaa dygtige Svende, det var fikse og velklædte Folk,
hvad der ikke kunde siges dengang om Danskere og Tyskere.
Forholdene havde jo været nærmest sørgelige i Bagersvendefaget.
De faa Timer Svendene var fri i Døgnet, var paa en Tid, hvor
de ikke kunde komme sammen med andre pæne Mennesker, og
Fritiden blev derfor tilbragt paa Bagerkroen eller andre Spille
buler, og tilbragt med at spille Kort og drikke, hvad der frem
bragte megen Raahed. Ikke saadan med Kleins Svende, de gik
til pænere Danseøvelser og i Theater og blev kendt med pænere
Borgerfolk, og flere af dem blev forlovede med Borgermænds
Døtre, hvilket medførte en hel anden Tone i Bageriet end for
hen, ja det blev heller ikke taget saa strængt med Friheden, som
forhen. Før 1864 vilde en Mester, hvis hans Svende gik ud mere
end en Gang hver fjortende Dag, anse det for galt. Svendenes
Klæder var da ogsaa meget tarvelige; der eksisterede den Gang
en Skrædder, der kaldtes for „Galopskrædderen“, som syede Tøj til
de fleste Bagersvende, noget slemt Hosekræmmerkram, og da det
var paa Afbetaling, snød han sine Kunder efter Noder, og de igen
ham. Han gik altid sortklædt, og naar han saa kom for at kræve
de daarlige Betalere, var det en yndet Sport at ryste Melsækkene
ud over ham, saa at „Galoppen“ kom til at ligne en Melmand i
Stedet for en Skrædder. Anderledes paa Købmagergade. Nord-
mændene, der var fire af syv Svende, satte en Ære i at være fikst
paaklædte, og vi andre fulgte Eksemplet, hvorfor Svendene i Byen
kaldte os „de fine Svende fra Købmagergade“, hvilket Navn vi havde
i flere Aar, indtil de ogsaa kom med paa det Omraade. Da vi
havde megen Frihed, spadserede vi som andre Mennesker paa
Strøget og Langelinie og gik som Regel ikke paa Beværtning uden