Bagerriet

paa pænere Steder, som i den norske Kælder i Vimmelskaftet,

hvor vi spillede Whist, modsat vore Kolleger, som spillede Bazet

og andre Hasardspil.

Hos Klein var der ualmindelig hyggeligt, vi levede godt, og

var det daarligt Vejr om Søndagen, hvor vi var fri fra tidlig om

Morgenen til om Aftenen, vi skulde begynde at bage, tilbragte vi

Tiden med at spille en Whist i Bageriet, og Mester Klein kom

som Regel og saa paa Spillet, stundom rev han sig og gav en

Toddy eller ekstra Kaffe.

Der var ikke megen Udkørsel med Brød, det meste vi syv

Svende lavede, blev solgt i Butikken og i Filialen i Lille Kon

gensgade, som senere blev inddraget. Mester aabnede selv Bu

tikken Kl. 4 om Morgenen, saa kom Spækhøkerne og udsøgte

deres Brød, som de selv hjembar. Brødudsalg kendte man ikke

til den Gang. Folk kunde godt gaa langt for at hente deres Brød.

Det saa man i Bageriet paa Christiansborg Slot, hvor Hofbager

Brun havde Butik med en stor Søgning, og det laa da meget

afsides. Bager Brun var Kleins gode Ven, de var som Drenge

Genboere, idet Brun var en Søn af Vognmand Brun, som ejede

den store Vognmandsgaard lige over for Kleins. Hans Broder,

Cammilo Brun, fortæller i sin Bog „Gennem hundrede Aar“,

hvorledes de morede sig som Drenge paa Bager Kleins store

Mellofter. Foruden de syv Svende havde Klein to gamle Karle,

som var gaaet i Arv fra Moderen. To snurrige Fyre; den ene

som hed Hans, sagde altid: „Se nu“, hvorfor han ikke blev kaldt

for andet end „Se nu“. Han havde været mange Aar i den Klein-

ske Gaard, og var han i godt Humør, fortalte han gamle Historier

fra Mutter Kleins Tid. Den anden hed Ole, det var en gnaven

Fyr, som altid krambolerede med Svendene, derom en lille Hi

storie : Vi havde en stor, rød Kat, der kaldtes Bismarck, vi væn

nede den til at lade sig rulle ind i et Franskbrødsdækken og tril

lede den saa ned af et skraat Brædt, hvor en tog imod den, uden

at den blev gnaven for det; men en Dag kom Ole og saa det,

han følte sig forarget paa Kattens Vegne og kaldte os for Dyr

plagere og lovede, at Katten skulde nok komme væk. Katten

forsvandt ogsaa, og vi mente naturligvis, at det var Ole, der

havde ladet den forsvinde. Vi tog derfor et stort Stykke Pap,

hvorpaa vi malede Katten og Ole med en Kniv, hvormed han

skalperede den; underneden skrev vi: