162 / 420
I F a r i s ’ s D o m .
Et Hyrdespil i Miniatur.
Pa r i s.
M in Fa’er er ikke Priamus,
Skjønt de to barde drukket Dus;
Hin Trojas Konge fordum var,
Min Fa er vel ingen Krone har.
Men han er sine norske Børns,
Blandt andet underskrevne Bjørns
Den store veritable Bjørn —
B j ø r n s t j e r n e Bj ø r n s o n, Norges Ørn.
Pastor Mors.
En højst meget mærkelig Historie.
Puk
havde netop fuldendt et
epokegjørende
videnskabeligt
Værk om den literære Udøde
lighed. Det endte med følgende
Storslaaethed:
»Saaledes forener
Puks
kritiske
Filosofi sig med den instruktive
menneskelige Komik og med
den umiddelbare Grinagtigheds
Lys, og støttet fra alle Sider
staar den ophøjede Yished om
den personlige Humors Udøde
lighed urokkelig fast.«
Paa en Gang bankede det paa
Puks
Dør, og en fremmed
Mand kom ind. Han var saa mager og indfalden, at han ved
første Øjekast mindede om
Puks
Ophav, men
Puk
saa dog
strax, at det ikke kunde være ham. Han lignede nemlig en
Gjenganger, og bemeldte Ophav har saa ondt ved at klare sig
i dette Liv, at det næppe kunde falde ham ind at gaa igjen,
ligesom overhovedet enhver Tanke om at s p ø g e ligger ham
uendelig fjernt.
— Mit Navn er P a s t o r Mors, sagde den Fremmede.
— Formodentlig opkaldt efter R i i s - K n u d s e n s Hjem
stavn som en lille Opmærksomhed fra Gj el l e rup? Professoren
er jo som hekjendt fra Mors.
— Professoren ? Ak nej! En Mand, der uskadt har været
Marti ni us’s Direktør i sex Aar, paa ham bider hverken Jern
eller Bly. Han er udødelig og jeg er Døden. Men nu skal
jeg vise Dem noget . . . .
. . . . Og inden
Puk
saa sig om, stod han med Pastor
Mor s helt udenfor Byen. Det var et underligt Sted. Det
mindede i en Fart om Assistentses, men i Stedet for Grave
var der store Dynger Bøger i aldeles ny og fejlfri Exemplarer.
— Gak til Pastor Mors og bliv vis, sagde hans Ledsager.
Dette er den literære Udødeligheds Kirkegaard. Her er Op-
Pari s.
Den første Paris valgte vel det skjønne,
I vore Dage kan det ej sig lønne.
Behold, o franske Berendsen, din Pris :
Jeg holder foreløbig mig til Riis.
M art i n ius
(i Spidsen for en Skare Misfornøjede).
Jeg snakker med Riis, til han sig forbarmer —
Paa den sædvanlige, venlige Maade;
Nu skal vi se, hvem tilsidst der skal raade.
Nu har vi jo Gud ske Lov ingen Gendarmer.
(De rykker frem. Den trojanske Krig begynder.
Tæppet og Heiberg falder.)
Jun o.
Ak. lille Bjørn, skjønt ret junonisk.
Jeg elsker Dig mer end platonisk.
Kom lille raske norske Bams,
Kom til din gamle-A braham s.
Da kjender alt jo min Menage —
Vil Du mig være tro og huld,
Jeg skjænker Dig det røde Guld:
Det halve af Ch a r l o t t e s Gage.
V enus.
Mit Toilet er
å la Paradisicnne.
Sommetider ogsaa
å la Parisienne
,
Glemt har jeg
ma foi
længst det
horrible
Dansk,
Gi’er den derimod som Konsularagent paa Fransk.
Jeg byder Dig Kasinos flygtige Gunst,
Og i Tilgift Integade-Peter omsonst,
Selv ta’er jeg maaske Del i Ledelsen.
Ellers er mit
nom de guarre
— Hr. Be r e nd s e n .
Mi n e r v a.
Jeg skjænker Visdom Dig. Vær uforsagt !
Ved Døren H e i b e r g staar paa Vagt
Med He r t z — nej B r e d s t r u p — ved sin Side,
Parat til med Ma r t i ni us at stride.
Du veed, vi holder ej just paa det jævne,
En Fjeldmand savner vi, thi R o s e n b e r g —
Du veed, min lille raske, muntre Dværg —
Alt længst har sat i Seene — over Evne.