254 / 420
*er var en Tid, da Yenstre her til Lands
Yed Magtens Hjælp for Retten vilde raade,
Det trængte paa med demagogisk Sans
Og med en Larmen, lig et oprørt Yands,
Bedækket milevidt af Skum og Fraade.
Men, Tiden fandt en Mand, der gav i Kast
Sig med den vilde Tummel Trods at byde.
Til Støjen var- hans Ro en skjøn Kontrast,
Og trods al Bølgegang stod E s t rup fast
Som Ridder uden Frygt og uden Lyde.
Af Trusler, saavel Solo som i Kor,
Og Visnen han lod sig ikke skræmme,
Smaatskaarne Førere med store Ord
Fik aldrig bragt barn fra det rette Spor.
Hans Fasthed vil saa snart de næppe glemme.
Han har holdt ud i tyve Aar omtrent
Trods Riffelring og Skud og meget andet,
Til han fik paa det vrede Element
Gydt Olie og fik Kampens Tummel endt,
Saa vi tør haabe nu paa Fred i Landet.
Nu bør han paa den lange Kampens Dag
Og efter fuldbragt Daad til Hvilen nyde
Erkjendtlig Tak fra hvert et Samfundslag,
Fordi han værned om vor Yelfærdssag
Som Ridder uden Frygt og uden Lyde.
h
Den standhaftige Forligsmand.
(Frit efter H. C. A n d ersen ).
Der var en Gang fem og tyve Forligsmænd, de var alle
Brødre; thi de var fødte af det gamle Venstre. De var alle
ens, kun en eneste var lidt forskellig; han hed F rede, og
saa havde han en Minister i Maven; dog stod han ligesaa godt
paa sine Yenstre-Ben som de Andre paa deres, og det er just
ham, som bliver mærkværdig.
Fra Valgkredsene, hvor de blev stillede op, kunde han se
mange herlige Sager; men det, som faldt mest i Øjnene, var
en dejlig rød Bygning. Gjønnem de smaa Vinduer kunde man
se lige ind i Kontorerne. Der sad mange smaa Departements
chefer omkring smaa hyggelige Lovforslag; men det alle
dejligste var dog en lille Taburet, der stod midt i Bygningen.
»Det var en Taburet for mig!« tænkte han, »men den boer
i en rød Bygning, og jeg har kun en Valgkreds; dog maa jeg
se at gjøre Bekjendtskab med den.«
Ild paa Samlingen begyndte Folkethingsmændene at lege,
baade at nægte Finanslov, føre Riffelkrig og drive Visnepolitik.
Forligsmændene rumlede i deres Valgkredse, for de vilde ogsaa
være med, men de kunde ikke faa Ministeriet af.
Bergianeme slog Kolbøtter og Evropæerne gjorde Kommers
med det hele; det var et Spektakel, saa de gamle Landsthings-
mænd vaagnede og begyndte at snakke med og det, saa man
kunde høre det. Men Frede var lige standhaftig og havde ikke
sine Øjne fra Taburetten.
Nu var Samlingen forbi, og klask, der sprang Døren op
til den røde Bygning, og et Højrøministerium sprang ud.
»Frede«! sagde Ministeriet, »vil Du holde Dine Øjne ved
Dig selv!«
Men Frede lod, som han ikke hørte det.
»Ja, bi, til Provisoriet kommer,« sagde Ministeriet.
Da nu Provisoriet kom, blev Frede stillet hen i en Krog.
Men hvordan det nu gik eller ikke gik — nok er det, at paa
enGang gik han paaHovedet ud i Forhandlingspolitiken. Høgs bro
kom strax ned for at fiske ham op igjen, men Frede blev
liggende i Forhandlingen.
Nu begyndte det at regne; det ene Lovforslag faldt tæt
tere end det andet, det blev en ordentlig Skylle'; da den var
forbi, kom der to Agrarer.
»Sej Du I« sagde den ene, »der ligger en Forligsmand ! han
skal ud at sejle!«
Og saa gjorde de en Baad af Avisartikler, satte Frede i
den, og nu sejlede han ned ad Forligsstrømmen; begge Agrarerne