255 / 420
2 5 1
C>
løb ved Siden og klappede i Hænderne. Bevares vel! hvilke
<■Bølger der var. Forhandlingsbaaden vippede op og ned, saa
det dirrede i Frede; men han blev standhaftig, saa lige ud
og holdt Hærloven i Armen.
I det samme kom der en stor dannebroget Yenstrerotte.
»Har Du Pas!« spurgte Rotten, »hid med Passet!«
Men Frede tav stille og holdt endnu fastere paa Forliget.
Nu gik Agrarpapiret itu, og Frede styrtede igjennem, men
blev i det samme slugt af Parlamentarismens døde Torsk. —
Torsken foer omkring, den gjorde de allerforfærdeligste
Bevægelser; endelig blev den ganske stille. Den var bleven
fanget, bragt hen paa det politiske Torv, solgt og kommet op
paa Ministerbordet, hvor Konseilspræsidenten skar den op.
Han tog med sine to Fingre Frede og bar ham ind i Stuen,
hvor de allesammen vilde se den mærkværdige Folkethingsmand.
Men Frede var slet ikke stolt. Han blev stillet op i Salen og
dør — nej, hvor det kan gaa underligt til i Verden! Frede
var i den selvsamme røde Bygning, han saa næsten det selv
samme Ministerium, og der var den dejlige lille Ministertaburet;
det rørte Frede, han var færdig ved at græde Krokodilletaarer, men
det passede sig ikke. Han saa paa Taburetten, og dens Inde
haver saa paa ham, men de sagde ikke noget.
I det samme tog en af Ministrene Frede og kastede ham
ud til Vælgerfolket. Han stod ganske belyst og følte en
Hede, der var forfærdelig, men om han virkelig var hed om
Ørene eller det var af Kjærlighed, vidste han ikke. Da gik
der en Dør op, Pokker tog Taburetten; saa smeltede Forligs-
mændene sammen til en Klat. Dagen efter var der af Frede
kun en menig Folkethingsmand tilbage; af Taburetten derimod
var der en Skrædderregning, og den var ikke saa lille.
c 5
Assistentshusets
Taxatrice holdt forleden Dag Jubilæum.
Stamgjæsterne overrakte hende som Pant paa deres Venskab
en Gave i Sedler, og om Aftenen gjorde Onkel Gilde, men
Stemningen her var dog temmelig sat.
Direktør Ritzau
paatænker en samlet Udgave af sine Breve
om den H e n r ic h s e n s k e Sag under Titlen »Den grønne
Henrichsens Roman«.
Høje Odds
gav det, da en dansk Cyclerytter for nylig slog
en af de engelske paa Banen ved Ordrup. Han slog ham
nemlig mindst for en Snes Kroner.
En Indsender
klager i en Avis over, at Jernbanekonduktørerne
plejer at tage mod Drikkepenge for at reservere Kupeer for
Herrer, som de henter Drikkevarer til paa Stationerne — selv
om de slet ikke er fulde. Men Herregud — saa var de
maaske netop fulde.
TT’r o l i g ' e T i d e r .
ifi
<M
Fra H o n o lu lu til Eremitagen
Af Glæde straaler hver Redaktør.
Agurketiden er selv i A sien
Saa rigt forsynet, som sjældent før;
Og fra Am erik a meldes blaudt andet,
At Søslangen ligger for Tiden paa Landet
Derovre og faar paa det tørre sit Fo’er.
— Det skal der være Mange, som troer.
I T y sk la n d er der nok ikke Liv i
»Forsoningens« Klude, den Ting er klar,
Skjønt H erbert B ism arck fik med C aprivi
Forgangen Dag sig en lun Passiar.
Man tærsker Langhalm paa K o tzse-Skandalen
Men, om det vil hjælpe stort paa Moralen
Og bringe den ind i et bedre Spor,
Det er der ikke Mange, som troer.
I Rom serveres med Spalteføde
Om P aven s Helbred og dito Skjæg.
I Fr ah krig dømte man Santo til Døde
Til Trods for han Anarkistepræk.
I Aar s er Socialistvrøvlet spændende
iFormedelst en Strejke hos »Tillidsmændene«.
Selv »Demokratens« rørende Ord
Er der ej heller Mange, som troer.
Mens under »Forligets« Palmeskygger
Man smelter sammen i skjøn Harmoni,
Er Hørup selvskreven Eddikebrykker
, Til Pressens Agurkesylteri,
| Saasom i hans politiske Skure
Er E vropæ ernes Miner saa sure,
Som om de alt var, hvor Peberet groer.
— Det er der grumme Mange, som troer.
Omsider har E str u p nedlagt sin Klinge
Med Smil paa den vundne Lavrbærkrans.
Ikke des mindre blev Trøsten kun ringe
For Venstreførerne her til Lands.
De imaginære Ministerhatte,
Hvormed deres Hoveder alt var besatte,
Er pyntet med Skuffelsens Sørgeflor.
— Det er der mange, som gjeme troer.