327 / 420
323
■V
Strøget ? Aldrig været den mindste Smule letsindig med Deres
fra Fædrene nedarvede Pengemidler?
Aldrig ansøgt om en
Klasselotterikollektion ? Det gjør mig ondt for Dem.
Han saa virkelig meget nedslaaet ud. Paa en Gang greb
han
Puk
i Armen.
— Gjør mig en Tjeneste, kjære
Puk.
Gaa med mig hjem
og spis til Middag. Do vil træffe udmærket Selskab. I Dag
kommer der f. Ex. en Etatsraad og en Grevinde. Maaske
kommer den udmærkede Fri da- Schyt t e- Bi ograf P e t e r
N a n s e n ogsaa.
• — Maa jeg da spørge, med hvem jeg har den Ære — ?
— Mit Navn er P o n t o p p i d a n .
— H e n r i k eller M o r t e n eller Er i k?
— Knud. Men vil De saa ikke gaa med?
Da
Puk
gjerne vilde overvære den berømte Pontoppidanske
Selskabelighed, gik han med.
Det var et rigtig fornøjeligt lille Gilde. Kun var det
Puk
noget paafaldende, at efter Bordet forsvandt Gjæsterne En for
En sammen med Husets Herre inde i et liile Sidekabinet, og
naar de kom tilbage, var de bievne derinde, saa at Pontoppidan
stadig kom alene. Da
Puk
paa den Maade havde set Peter
Nansen forsvinde, spurgte han, hvor han var bleven af.
— Indlagt, svarede Pontoppidan. Til Observation.
— Observation? Jeg vidste ikke, at her var et Observatorium!
— Jo netop. Peter havde givet sig for meget af mød at
kige Stjerner — i Schyttens Himmeltegn.
Paa dette Tidspunkt fandt
Puk
det passende at tage
Afsked. Men der var ikke Tale om, at den elskværdige Vært
vilde give ham Lov dertil. Der var ikke andet for end at gaa-
ind i det lille Kabinet.
Da forstod han først, at han var bleven indlagt.
— Thi, forklarede Pontoppidan ham, en Mand, der aldrig
før har været indlagt, uagtet han i flere Aar har været bosid
dende i Kommunen, ham m aa d er v æ r e n o g e t a b n o r m t
véd.
Berlingske Tidende
foreslaar Oprettelsen af Kiosker, k-yor
man kan faa varmt Vand paa Maskine. .' Det er nok ingen
daarlig Idé: der er mange andre ældre Herrer, som det vist
vilde tiltale i høj Grad, især hvis der kom lidt Tilsætning til
Vandet. Hvad om Storkereden blev indrettet til det? Det varme
Vand kunde komme ovenfra og det, der skulde i, fra Skrub
tudserne forneden. Siet ikke skruptodset
I n d u s t r i f o r e n i n g s - G l æ d e .
Tænk, at saa gemytligt skal der være
Nok i Industriforeningen,
Det maa nedrig Ondskabs Sladder være,
At det ej har været Meningen.
Alle Folk er glade der ved Mio h e l s on,
Thi fra ham nok kommer hele Kvikkelsen,
Og saa møget er da ogsaa vist: hari
Har en Gang spist Frokost hos Prins Kristian.
Men, naar Hofjuvelen er en Perle,
Hvorfor skal da »
Dannebrog
« ha' Lov
Til saadanne med Kritikens Ferie
Med de pæne Folk at gjøre Sjov?
Industrien? Snedkringen og Strikkeisen?
Pyt med den, naar. bare vi har Michelsen
Han af Snedkeri i alt Fald holder
Fanen højt for sludrende Chatollor.
Jo, saa har han jo .som Mesterstykke
Nylig lavet sig en Sekretær,
Han skal nok ha’ gjort en voldsom Lykke,
For han snakker fra et dejligt Læ’r.
S. chi øt t — vel kjender end ej Hoffet Skikkelsen,
Men han bli’er maaske en anden Michelsen.
Frydefuldt hver Iridustriven skeler
Til Konstellationen : to Juveler!
Hvilken gylden Fremtid er der derved
Ikke skabt for vores Industri: ’
•
A
--
• t. ,
,
?
Det er heldigt, at man er saa nøøri ved
Vores gode, gamle Tivoli.
Tænk, om Tivoli nu ved Beskikkelseri
Af en Direktør erhverved Michelsen*!
Hvorfor ikke Industri i Tivoli,
Naar dog. Industrien er saa livelig?
Industrien nu kan triumfere,
Nu beskinnes den af Lykkens Smil;
Morgen, Aften, Middag skal florere —
Særlig Middag — Bordets Kunst-Textil.
Det forhøjer Stemningen ved Drikkelsen,
Naar der saadan spindes lidt af Michelsen,
Snart en Schiøtts-Aand skal derover svæve,
Tænk, hvor det Begejstringen vil hæve.