37 / 420
Forhandlingens faste Gradestok.
Y&mr^.
V
i
: V *
" ’I k
.vad kan det nytte, man er himmelglad
Og lever i Berlin i Fryd og Gammen,
Formedelst i bemeldte Kejserstad
Fyrst Bismarcks »Ja« er smeltet kjærlig sammeD
Med i-
Vater-unser-und-so-weitet'*s
»Amene,
Naar Sammensmelterne her skilles ad,
Og den Bouteille gammel Vin kan ikke
Opdrives, hvori de »Forlige vil drikke?
Hvad er det vel for en usalig Kurre,
Der kom paa vor Forhandlings tynde Traad,
Der har bragt Thomas N ie lsen til at knurre,
Og
Dannebrog
til Krokodillegraad,
Som har bragt Dissonanser til at skurre,
Hvor før til Harmoni man havde Raad?
Ak, vi maa tilstaa det med Sorg og Blusel,
Det skyldes kun vor gode, danske Fusel.
De Moderate var jo dog saa billige,
Som vel forlanges kan af det Parti,
Og til Forhandling var de vderst villige
Saafremt blot Højre efter vilde gi’e
Og lade Boj sen og hans Kompagni
Alene om at styre den Kodille;
'Og saa vil Es trup haane Vælgermasserne
Og foreslaa en Skat paa »Hybenkradserne* !
— Debatten sov just ikke hen i Ro;
Thi Stadil Christensen gav den Erklæring,
At Snapsen, som er Smaafolks bedste Næring,
Hver fattig Fugl bør have frit i Kro,
Og Skrædder Holm kom med en lang Besværing
Over Vilhelmus Bech og Pastor M'oe:
Af dem blev Smaafolk dømt til Helvedpinen,
; Men de blev »salige« ved Brændevinen.
Sig Folkethinget god Tid sikkert giver
Med denne Plan til Hjælp for hver Agrar,
Og det er ikke klart, hvad Enden bliver,
Om ogsaa Spendrups Akvavit er klar.
Sandsynligvis Reformen man afliver
Med et forsvarligt Kvantum Passiar;
Saa kan Forhandlingsvennerne sig lapse
Med
Facit:
Lavt Niveau, men høje Snapse!
Enfants terribles.
Man skal ikke klinke Ruder paa
G a r n i s o n s H o s p i t a l , naar man selv boer i saadant, et
Glashus som
t Dannebrog«..
&
Natscener
fra
IS T o X 'd - e n s -A -tlx em ..
I.
(Store Kongensgade. KloKken er cirka 2. Gaden
ligger lang og ode med en Række søvnige Gasiyg- j
ter paa det ene Fortov. J u s t i t s r a a d L a r s e n
i dybe Tanker. E n t y k Ma n d i fuld Fart fra
den modsatte Side).
Justitsraaden:
Halløj 1 Det er svært,
saa D e har travlt! Skal De efter Jorde
moder ?
Den Tykke
(standser). Ja jeg skal!
Hvad kommer det for Resten Dem ved ?!
Justitsraaden:
Man har vel Lov til at
spørge ?
Den Tykke:
Nej, det er netop det, De
ikke har! De skulde hellere passe Deres
egne Affærer!!
Justitsraaden:
Jeg har heldigvis ingen
Affærer paa denne Tid af Natten.
Den Tykke:
Naa ikke de t? Derfor
behøv er De vel ikke at chikanere en re:
spektabel Mand, der løber i lovligt Ærinde ?
Justitsraaden:
Det gjør jeg heller
ikke!
Den Tykke:
Jo De gjør! Var det maaske
ikke Dem, der spurgte, hvad jeg løb efter?
Justitsraaden :
Herre Gud, det var der
da ikke noget ondt i. Det var af simpel
Medfølelse.
Den Tykke:
Tak skal De have for den
Medfølelse.
De er en rigtig Krakiler,
er D o!!
Justitsraaden:
Naa, naa! Moderer Dem
lidt!!
Den Tykke:
Jeg havde, Kraft lyne mig,
Lyst til at stikke Dem et Par paa Snuden!
Justitsraaden:
De bruger jo Mund som
en Kulsjover!
Den Tykke:
Sa’e De KuLsjover?! Nej,
d en er for tyk!! Nu skal De, knuse mig!
ha’ . . .!!!
(G-aar løs paa Justitsraaden, Tunge, besindige
Trin høres i det Fjerne. Omsider viser der sig:)
En Betjent:
Hvad er det for et Spek
takel, De bolder her?
Justitsraaden'.
Det er den Mand der,
der ikke vil lade mig gaa! De kjender raig
nok, Hr. Betjent? Jeg er Justitsraad Lar
sen fra Lorenzensgade.