370 / 420
3 6 6
1 en lille, gamm el.B ank
B ar man fundet en Skavank:
Ganske stille og gelassen
Var der knebet lidt af Kassen.
Ingen derved Tanken fæste,
Det kan hændes for den Bedste,
Og, skjønt Pressen sagde: Føj,
Gjorde Banken ingen Støj.
Og, da Manden nu var død,
Som man sagde om, lian snød,
H ver en sindig Aktiekaver
Smerterne mød ham begraver,
Hvorpaa alle med hinanden
Drak et stille Glas for Manden.
Men det lille Dukkehjem
Trues af en Fare slem.
Prokurator D am k i e r grum
Kaldes han, men ikke dum ;
Folk, der kjender Manden, Alle
Ham højst ugemytlig kalde,
Og, da han trak fra Sa-læret,
Tabte Banken næsten V ejret;
Kun for stakkels salig S c h m i d t
Blev det til en ren Profit.
Damkier gjorde stor Staahøj,
Fandt, at den var lidt for sløj,
Og fandt Sagen lovlig graalig,
Viste kortsagt sig saa smaaiig,
Gjorde trods Protestationer
Vrøvl formedelst det P ar Kroner,
Som bemeldte salig Schmidt
I sin Kasse fik for lidt.
Og, skjønt nylig Sagen var
Jo saa ganske nem og klar,
H ans — med Tugt at melde — Sludder
H ar det hele bragt i Kludder.
Naar selv de, der Schmidt har smittet,
Ikke selv har Traaden hittet,
Hvordan skal monstro saa han?
Fatte det, hvo fatte kan.
Den ø s t a s i a t i s k e K rig .
K r i s t e n S me d . Goddav, Mads Jormormand.
Ma d s J o r d e m o d e r m a n d . Goddav, K resten Smed. Nu
er ’en sgu skral.
K r i s t e n . Ded har jæ sgu osse tænkt over i min Dyb-
sindihed — saadden i al Alminnelihed taet. Men ellers faastaar
jæ sku itte et Kvjdder a. hva Du m ener mæ ’ed.
Mads . Jæ m ener sgu, a nu faar Kaneserne a Grovfilen.
K r i s t e n . Ja, ded skader dem itte. Di ku jo la væ r mæ
aa være saadden noven Kanesøre. Faa ded æ vel di mutterate
Kanesere' Du segter te.
Mads . Næ, ded æ sgu di rejtie Kanesere i Kejseren a
Kanesiens Land. Di ka jo itte faalis med Jappeneserne om
der’ Markskjel.
K r i s t e n .
Saaden aa faastue.
Ded ,æ altsaa paa en
Muede li’som naar a Du itte ka komme overens mæ Sovne-
rodet om Jordmorlodden.
Ma ds . Ja, ded æ vis Værk. Der ka man dov se, a
Menneskenes Børn æ ens paa alle Leder aa K anter a Jord-
klouden.
K r i s t e n . Ded va dov faa Bejsten vidunderligt nok, a
Kanesørner saaden ku fue paa Tuden a Jappeneserne eller
Niggerne, eller hva ded n u ‘etter al Sandsynlighed ka h av æ ret.
Hudden ku ded gue te?
M ads. Ded gik sgu saadden te, a føst saa tafte denne
saakaldede L i l l e - H u h a - S j a n g s e n et Slav ve S j a v l eller
\
S j a v s mod denne J a m e n g ’af t en, som æ Overgeneralamme-
ralajutant over di Jappenesiske Krigstropper, aa saa tafte han
et Slav ve P ø n g - P a n g aa Slavet ve Sedang . . .
K r i s t e n . Næ, ded va jo Bidsmark, den Gang a han var
bleen Uvenner mæ denne saakaldede Napolium.
M ads. Gu var ’ed itte nej. Jæ har sgu sel læst i Avisen,
a di kaldte Fæstningen faa Kanesernes Sedang.
K r i s t e n . Ja. haar ’ed 'stu er i Avisen, saa m aa ded vel
. .
'
i
være rejti, faa di æ jo istand te aa ha tillegraferet derover
etter Besked. — Ja, ded ka jo være sørrelit nok faa Kaneserne,
men hva Faen — der æ dov vel itte noven Ydsegt te, a vi
ka komme mæ i Krigen.
Ma ds . Næ, Du æ sgu vist faa spatbenet aa faa tong i
den faakerte Ende te, a di ka ta Dej, Din gamle Remontehest.
Aa hva mej anbelanger, saa æ vel Gejstligheden aa di højere-
staaende Embedsmænd fritaed for aa gaa mæ i Krig ydenfaa
Landets Grænser.
K r i s t e n . Di sku sgu lisaagodt i Krig som vi Andre.
Ma ds : Ja, ded faastuer Du Dej nu itte pue, Kresten. ^
Landet ka jo dov itte ydsætte sej for aa miste Indtellegensen
aa dén rakkedemiske Dannelse. Faadi en Smedebælle sku blie
skudt, gaar der sgu ingenting i Støkker. Men mæ en Jord-
morinand æ ded en anden Sav. Faa ded æ dov Folk som yos,
I der ska bære ded aandelie Fremskridt.