371 / 420
Fr a Ab n o rm a n s t a l t e n .
Puk
sagde en Dag til Massa
C a w l i n g : »Hør, du gamle F yr
fra de dybe D ale, du skulde
inte ha’e Nøglen til de høje
i ^ . v i F j ælde hos Dig?« »Hvis du
m ener Nøglen til Ib s e n s Værk-
=(..{
sted for Kraftproduktionen af
, > internationale Dramer, saaharjeg
den her i Vestelommen; den er
til B agdøren; væ ’sartig, kjære
Puk!«
Saa tog
Puk
sin nye
Søndagsfjederham paa og fløj
op til den vestnorske Fjordby, hvor Livsgaaderne slynges.
U nder Vejs stod alle Mennesker og raabte: »Laan mig Nøglen,
Puk!«
Men det kunde der ikke være Tale om; »en ny Ibsen«
hørte først og fremmest under hans Domæne.
Saa lukkede
Puk
sig ind. Gubben stod ved Skorstenen
og rørte i sin nyeste Sejd; af og til satte han onde Øjne paa
Suppen. Mesteren spurgte venlig, om vi vilde smage. »Nej,
mange Tak!« sagde
Puk og
listede sig til at tage et Par
Kam ferdraaber; de er saa yndige mod Kvalme. »De ser nok,
at jeg er optaget,« sagde Troldgubben, »men har De Lyst til
at se Dem om i m it Laboratorium ?« Det var bleven indrettet
til en fuldstændig Abnormanstalt. Smaa Drenge løb om paa
K rykker og legede at. falde i Møllefossen, nogle hvide Ileste
uden Ben laa og gnavede paa gamle Benrade, en Voxfigur
viste, hvorledes man kan dø i Skjønhed ved at skyde sig i
Maven, en Frue kom ind fra Havet og vilde have en Gang
Frihed uden Ansvar, paa Snore under Loftet hang der H arper
i Luften, en Gjenganger gik og trillede med Solen, og saa var
der en Bygmester, som aldrig bestilte andet end at falde ned
og slaa sig ihjel.
Da
Puk
havde taget hele Samlingen i Øjesyn, spurgte han
Manden med Løvehovedet og Gesvejsningen,- hvad han syntes,
hans Voxkabinet passende kunde anslaas til imellem Brødre.
»Udødelighed, Fan hakke mig!« svarede H e n r i k den
E n e s t e og rystede Manken.
Og
Puk
syntes det samme, men paa en anden Maade.
Utak er Verdens Løn.
Fhv. Evropæer O s c a r M a d s e n
har skrevet en Bog, hvori han for at gjøre det saa meget
godt slaar sin Fortid ihjel fra et moderat Standpunkt. Men
under Trykningen bliver A l b e r t i radikal igjen, og som Følge
deraf ogsaa S e c h e r og B o r c h s e n i u s .
Følgen e r, at
Oscar faar paa Hovedet i sit eget
Dannebrog.
Efter Forlydende
paatænker han i sin næste Bog at lade Plads staa aaben til
Anskuelserne for at føje dem til ved Korrekturen.
T o l c i - O p t r s e l i z l
S k u ’ man inte tro, jeg digter,
Naar jeg i det følgende
Kvæder oin de. »Told«-Konflikter,
Som kan i en Frihavn ske?
Er det som Begyndere,
Tolderne er Syndere?
Nys en Ølmand trille vilde
Sine tomme Flasker hjem
Efter G l i i c k s t a d t s Aabningsgilde,
Men ku’ inte komme frem,
Førend Væsnet havde sat
Ham i en Blodhundeskat.
Hvis en Arbejdsmand sig kvajer,
Hvad der jo kan stundom ske,
Med en liflig Flaskebajer,
Snupper strax ham Tolderne,
Tager, trods det ringe Sold,
Told af Flasker uden Told.
Flaskepusterne sig saadden
Faar en smuk Beskyttelse,
Andre spørger heller, hvodden
Man sig en Benyttelse
Af vor Frihavn tænke kan,
Naar en 01 er Kontreband.
Bryggerne faar nok at gjøre:
Først en Skat, saa den Malør,
A t i Frihavn man ej smøre
Kan sin Hals, naar den or tør.
Skal en Frihavn plukke Søl’
Af det gode danske 01?
Nej, men Visen kan os lærø
Iblandt anden Visdom den,
Man en Flaskeprop bør skære
Li’esom M arketenderen:
Han vil Proppepenge ha’e,
Førend han ta’er Tolden a’.
Abonnement
paa
tegnes paa
Bladets Kontor, Hovedvagts
gade 1, i alle Boglader og
paa alle Postkontorer.
2 Kr. Kvartalet.
Enkelte Nr. 18 Øre.
Mapper til Bladet å 2 Kr.
Hermed følger et illustreret Annonce-Tillæg.