382 / 420
{(C
En Udvalgs-Bespisning'.
fer
.
V o r t Folket,hing, som vel har nok af Munden,
Men derimod af
Ulden ikke
stort,
Fandt sit Finans-Udvalg i Frokoststunden,
Mens »'Lærken* kvidred’ efter Morgenblunden,
Forsamlet alle Mand paa »M iddelgrunden-".
For at bese, hvad B a hn son havde gjort
Her vandred
1
alle femten -vel til Mode
Igjennem Gangene paa kryds og tvers.
Paa Hejseværkerne de kyndig gloede;
Samt paa de Rum, hvor Fortets Mandskab boede,
Kort, der var Plads til alt i deres Ho'ede:
Kanoner, Kassematter og Travers.
Og, skjont af Provisoriet udklækket,
Var Vreden over Værket ikke stor,
Man fandt, at Skytset, hvormed det' var spækket,
^ Har ikke vor nevtrale Stilling svækket,
Og syntes, alt var her forsvarlig dækket.
Men bedst et velforsynet Frokostbord.
Det var saa godt monteret, at de Rode
Selv uden Skrupler spiste her sig mæt
Og tilgav fromt »Forliget« dettes Brøde,
At det paa B a h n s o n s Fort har taget Skjøde;
Thi de kan ofre alt for deres Føde
land og vort Folkethings moralske Ret.
De Herrer gjorde med den bedste Mine
Paa deres Forsvarsnihilisme KaaL
Moderationen hytted’ ogsaa sine
For deres gamle Skaders Kattepine,
Saa »Førerne« for Krigs- og for Marine
ministrene smukt foreslog en Skaal!
Endog J e n s B u sk tog det Farti at gjæste
Fortet som et Slags »Fredens« Olieblad:
Vel var han ikke kommen for at »feste«,
Dog Røgen her han taalte, trods den bedste,
Og syntes, at selv Hojre var hans Næste,
Hvor Striden drejed’ sig om »mere Mad«.
Men, da saa Fællesspisningen var omme
Og nedlagt baade Gaffel, Kniv og Ske,
Var B ah n son s Værk, trods alle Folkedomme,
Som et Slags Tak for Mad og Velbekomme
Et Enhedsmærke bleven, siger Somme,
For Folkethi ngets Velfærds-Kommité.
P u k s F o r ba tte r ring1.
Puks
Forfatterring holdt
forleden Dag komprom itterende
Møde.
Puk
dirigerede og gav
Ordet til sig selv.
Han maatte des væ rre hilse
fra B e r g s ø e og beklage, at
han ikke kunde modtage den
ham tiltænkte Æ re at blive
Foreningens Formand.
(Be
klagelse.) ’ H an havde nemlig
hørt, at der var tiltænkt ham
en Lynchning, og det var noget,
hans Helbred ikke tillod ham paa den Tid af Afteiien. (Carl
E w a l d smøger sine Æ rm er ned.) F or Resten var han meget
kjed af, at man havde taget ham hans digteriske Morsomheder,
ilde op.
S c h a n d o r p h kunde lide, at der blev nedsat en Jury
eller Edsvorneret, da der først derved vilde komme paradisiske
Tilstande i denne Edens Have. Im idlertid m aatte en saadan.
Jury vel have sagkyndig A ssistance, og han vilde derfor
foreslaa, at f. Ex. »Bræddestablen«, »den jydske Smed« og
Thomas P. K r a g fik Sæde i den. N aar Bergsøe blev overgiven
til dem, vilde han vist komme i gode Hænder.
Puk
maatte som Dirigent fraraade at afgjøre de bræ n
dende Spørgsmaal over en Bank, da man ellers ikke havde
noget at forhandle om , naar man først havde faaet dannet
Foreningen.
Etatsraad F e r s l e w vilde dog først udtale en firdobbelt
Misbilligelse af Bergsøes Adfærd.
Puk
vilde se igjennem Fingre med dette Udbrud af
Enthusiasme, men foreslog dog, at man nu gik over til F o r
eningens Dannelse.
E n N o r d m a n d protesterede mod Udtrykket »Dannelse«.
Puk
havde, hvis der var flere Nordmænd eller maaske
endogsaa F i n n e r , ikke noget imod at rette det til »Norskelse«,
men vilde ikke desto mindre foreslaa, af. man nu dannede F or
eningen og valgte en B estyrelse..