387 / 420
3 8 3
Der stod D o v r e - Gu b b e n , mød Krone af Pindsvinebørster
og Udklip af alle Verdens Blade; i øvrigt havde han Digter
briller og Syvm ilestøvler; K r a g og F i n n e , som var slupne
med ind, gik barhalsede og uden Seler, for de var Kraftmænd.
Det eneste, der undrede dem hernede, sagde de, var at
de saaledes kunde forstaa Sproget.
De vidste jo ikke, at
Kjøbenhavnerne allesammen snakkede Norsk, den ene værre
end den anden.
»Skab je r nu ikke!« sagde den gamle, »man kunde tfo,
at I ikke var rigtig gjennemheglede.«
Ved Bordet holdt alle Bordskik undtagen de to smaa,
norske Gutter, de lagde Benene op paa Bordet, men de troede
nu, at al Ting klædte dem.
»Fødderne af Fadet!« sagde Dovre-Gubben, og saa lystrede
de, men de gjorde det da ikke lige strax.
Nu m aatte P e r n a a s e n s Balletpiger danse, og det baade
simpelt og det med at trampe, men især simpelt, for det
klædte dem saa godt.
Og saa skulde de smaa sorte frem og fortælle, hvad d e
kunde.
Lille O le kunde tage en hvid Pind i Munden og for
svinde, men det, sagde Dovre-Gubbon, var en falsk Forklaring.
- .Lille O v e kunde sno sig selv under Næsen, lige som om han
havde Overskjæg, men det har nu smaa sorte ikke. »Det er
Roderi,« sagde Dovre-Gubben. »Jeg har læ rt at holde af de
Norske,« sagde lille E d v a r d , »og aldrig mere gifter jeg mig
med andres Koner, uden at jeg kan komme til Norge.« Lille
P e t e r kunde skrive om den bare Kjærlighed. »Døt er ingen
Ting,« sagde Dovre-Gubben, »det kan jeg s e lv : gjøre.« »Jeg
kan kun sige Folk Sandhed,« sagde lille 'H e n rik , »men den
er -ilde kørt, baade i Stockholm og i Brasilien.«
»Det er vist dig, jeg skal have fat i,« sagde Dovre-Gubben.
»Det-ør dig, der har slaaet Krykken fra min lille E j o l f , saa
han var lige ved at drukne, inden han blev født .og kunde
druknes paa foreskreven Maade.«. Og saa puttede Dovre-
Gubben lille H e n r i k i Baglommen, sagde Tak for Mad og
tog Afsked.
Men de to Gutter gik bag efter deres Fader, gjorde lang
Næse og sagde »æh, b æ h«— paa Norsk.
»Jeg holder nu m est af Ca wl i n g « , sagde Støveren, men
den kunde jo ikke forstaa Vestindisk, det elendige Dyr.
Th eo r i o g Pr ax i s .
»Wo man singt, da lass’ dich ruhig nieder,
Bøse Leute haben heine Lieder
«,
siger vore brave Naboer mod Syd; men saa forbyder de
Sønderjyderne at synge deres egne gamle Sange og skraaler
selv i Kor: S a n g e n t i l - Æg i r !
—
Gute Leute?
—
Schlechte Musikanten!
Af en norsk Forfatters kjøbenhaYnske Dagbog.
Abonnement
paa „lE P iiU s“ tegnes paa
Bladets Kontor, Hovedvagts
gade 1, i alle Boglader og
paa alle Postkontorer.
2 Kr. Kvartalet.
Enkelte Nr. 18 Øre.
Mapper til Bladet å 2 Kr.
Søndag.
Graavejr! Ser deri Udslag a f danske Chauvi
nismen.
—
Graavejr første Dagen
,
jeg værdiges at opholde mig i
denne Fillebyen! Smak i den Anledning en Opvarter paa
Bernina paa Tors/cen.
Var ilcvæld i Tlieatret. Saa
»
Tryllefløjten
«.
Isch for en
Fant
,
han Mozarten!
—
viser garnle Norrje JLaan ved at la
Librettoen oversætte paa
;
Dansk istedetfor paa Maalet.
Mandag.
Været hos H e g el. Smed ham et Par Manu
skripter i Gabet. Dog faar han betale Æren, han. Gav et
Par Journatister Juling paa aabne Gaden, fordi de saa ud
til at kunne skrive nedsættende om Bogen min. Telegraferte
Bed/riften til
» Verdens Gang«.
Tirsdag.
Var hos Hegel for at hore til Bogen. For en
Uforskammethed
—
Manden var ikke hjemme! Brød hans
Jernskab op for at fordrive Tiden. Fandt nogen Manuskripter
a f Ibsen og Bjørnson. Tog dem med 'hjem for at læse paa
Sengen
—
paa Landsmandskabets Vegne.
Onsdag.
Faat at vide, at de to Fillejournalisterne slet
ikke var Journalister, men Nordmænd. Drak en Pjotter med
dem paa Bernina paa god Forstaaelse. Gik derefter alle tre
ud for at gi danske Journalister Juling. Traf en halv Snes
Stylclær. Rigtig vakker Dag. Telegrafert til
»
Verdens Gang«.
Torsaag.
Sa imorges til Hegel, at nu maatte han Fa’n
fyke snart g i grej Besked. Huggde nogle flere Manuskripter
hos ham, satte dem i »Politihen«. Skal ha bra Moro a f at
se gamle Ib s e n f a r sint.
Fredag.
Drak en Pjolter med Georg B r a n d e s . Sa til
ham, at jeg satte P ris paa hans nette Talang. Kunde saa
Pinedød blet til noet, om han havde været norsk Normand,
han.
Lørdag.
Fylcende, fræsende, durende .sint.
Har faat
Manuskriptet .mit tilbage fra Hegel! Bad undskylde, men jeg
undskylder ikke, jeg. Vil nu først g i ham Juling og vil
dernæst ha ham tvangsindlagt.
Vil dernæst ha Stykket
dramatisert.ogopført paa det kongelige Theateret. Gad se,
om man tør nægte en Nordmand riet ogsaa ! Ellers vanker
der Juling.
Hermed følger et illustreret Annonce-Tillæg.