390 / 420
Exekutionen?
V e , er det sandt, a t al Slags Snyden
G-jør dette Liv en E jend e trist,
Men det er dog en Trøst, at Dyden
Med Palm er staar i Hænderne til sid s t
Saadan var H ø g s b r o , denne Helgen,
H vis Glorie til hans Kalot
Sig slu tter som til Ræven Bælgen,
Næ r bleven Offer for et fælt Komplot:
Som Ole Kollerød, skjønt misfornøjet,
Dog maatte Afkald g i’e paa Hovedet,
Saa skulde H ø g s b r o af med Ringetøjet,
Dømt af de Moderates R iber-R et
Profossen var den strænge R a s m u s C l a u s e n ,
D er i sit Polkeblad med Skam
A t melde, røbed’ en forbavsen
de B lodtørst mod det skyldfri Offerlam.
P a a Holbergs Fødselsdag var Legionen
P aa Fæ rde for det store Slag at slaa,
Da skulde H anpt- und Staatsactionen
I F'olkethinget foregaa.
Men »Stranguleringen« om det berømte
Optrin paa Anholt m inded’ nok,
Da P ed er Paars fra L ivet dømte
Den sølle Niels Johansen Kok:
H ist sad i Skeden under B rugen Klingen,
H er led man af en lignende Skavank;
Man svang en Stemmeseddel, hvoraf Ingen
Tog Skade, saasom den var — blank,
Saa foreløbig h ar kun Fejden
De Moderate voldet Skam og Spot.
— Det Slag, som Rasmus slog med Kejten,
Det slog han ikke rigtig godt.
Imellem Thingets hundred’ Lemmer
Blev atter H ø g sb r o Nummer Et;
Vel fik han ikkun ott’ og tred’ve Stemmer,
Men her Naturen hjælper sig me.d lidt.
Han, der blev stemplet som Forræder
I de Forhandlendes Fraktion,
Ved Dyd og gode Formandssæder
Paany fandt Trøst for sin Person.
Med ’S t a d il-C h r is t e n s e n og T r ie r
Endnu en Gang han lægger ud
Mod C la u s e n s smaa Chikanerier
Og B o i s e n s store »Grundlovsbrud«.
Ja, mens de Herrer plyndret blev til .Skjorten
For hver en Tillidspost, de før erholdt,
Staar H ø g s b r o blandt de andre fjorten
Som Gruppens Nummer Femten, Stolt.
D e n f a l s k e T r o m p e t .
Der var en Gang en stor, kongelig Hof-Trompethandel.
Og Trompetkandelen var saa stor, at den havde to D irektører,
Store-Bror og Lille-Bror, og særlig Store-Bror havde indlagt
sig saaraegen Fortjeneste af Landet, at der hverken var B e
gyndelse eller
Enna
paa hans Ry.
■En Dag fik Store-Bror en god Idé — sligt kan nemlig-
ogsaa hænde en stor Direktør — flux kaldte han paa Lille-Bror.
»Jeg vil udgive et Blad,« sagde han, »et Trompetblad.«
»Det var en udmærket Ide,« sagde Lille-Bror og saa for
ventningsfuld op, »og hvad skal Bladet hedde ?«
»Det skal hedde: Skandinavisk kongelig Hoftrompet for
Musik, Theater, L iteratur og Kunst.«
»Storartet,« mumlede Lille-Bror betagen, »men hvem skal
skrive, om Theatret?«
»Om Theatret,« svarede Store-Bror dybsindig. »Ja, ser Du,
Theatret vil vi nu slet ikke skrive om, for vi kunde jo let
komme til at støde B e t t y s Chef — og lægge os ud med de
andre-Theaterdirektører ga^ir heller ikke an, thi de kommer jo
i Butikken hos os og kjøber Trompeter. — Hej, Theatret skriver
vi ikke om.«
»Men Literaturen — ?«
»Ja, bevares, vi skriver om alle de Trompetstykker, der
udkommer hos os. Og Du kan stole paa, vi skal trompet©
for dem.«
»Men Musiken da — ?«
»Er Du gal, Mand, Du vil da ikke have, vi skal trompet©
for W ilhelms Butik. Nej, det skal ordnes paa en hel anden
Maade — vi fylder Bladet med originale, tyske Oversættelser,
og alle de Firmaer, der vil avertere, faar deres Billede paa
Forsiden med tilhørende Trompetskrald. Det bliver storartet!«
»Det bliver det!« udbrød Lille-Bror begejstret.
Nu manglede de kun en Redaktør, der kunde staa bag paa
Bladet og sige Ingenting, og det varede ikke længe, førend de
fandt en saadan Mand, hvis
Moth
var ligesaa stort som hans
Forfængelighed. Og nu lød Trompeten ud paa Gade og Stræde.
»Tra-ra tra-ra, her kommer den kongelige Hoftrompet —
Ingenting for Voxne, det halve for Børn, og hvem der slet
ikke vil have mig, faar mig dog gratis tilsendt med Posten —
tra-ra, tra-ra!«