391 / 420
Men det hjalp ikke noget, at den kaldte sig en kongelig
Hoftrompet, man kunde strax paa dens hæse Tone høre, at
den kun var et ganske almindeligt Tudehorn, med kun en Tone
i Livet — en falsk nemlig.
Og den tudede og tudede, til den blev helt hæs og ikke
kunde tude mere.
Og da saa alle de Averterende hver havde haft sit Billede
paa Forsiden, slog Trompeten en Dag en Revne af Over
anstrengelse og døde.
Den blev begravet i Stilhed. Store-Broer og Lille-Broer
-og Redaktøren med sin nye Orden paa Brystet fulgte bag efter
Kisten, hvis fornemste Prydelse var Navnene paa Trompetens
•eneste to betalende Abonnenter; de havde misforstaaet det Hele
og troet, at Tudehornet virkelig varen ægte kongelig Hoftrompet.
Og »Puk« blæste Koralen over Graven.
Hoveds
trø nr nin g- er.
(Bagsnak til G. B ra n d es Fortale.)
Hvor findes nu de Folk, jeg Vejen viste ?
S c h a n d o r p h kneb ud til Siden. Hvor er D ra chm an n ?
Gik- »H oved strøm m en « den forkerte Vej?
»Sandhedens Mcmd
« V. B e r g s ø e Ikke priste;
Endskjønt han pilkede i Døgnets Brakvand,
Popolo-Strømmen mod ham vendte sig.
Jeg lægger ud paany med tredje Trykning,
Hvor jeg et andet Synspunkt aulagt har.
Jeg haaber, Hovedstrømmen nu er klar,
Saa ikke den behøver mer Besmykning.
Jeg styrkede ,min skrøbelige Bygning
Med tyske og med franske Glosers Kit.
Bli’er Resultatet desuagtet skidt,
Det skyldes Strømmens komplicerte Brygning.
Da først jeg sendte mine Hovedstrømme
I Ho’edet paa de danske Idioter,
Laa alle mine Digtere i Svøb.
De drømte Romantikkens Tossedrømme
Og plyndred gamle lyriske Depoter,
Til paa mit Bud paa egne Ben de krøb.
re Tusend tætte Sider skrev jeg sammen,
I min Naivetet de først blev født.
Nu ser jeg, at jeg alt det Blæk har ødt,
Hvis Omgang voldte mig saa megen Gammen.
Men den Gang var det ny Evropa Ammen,
Af hvem jeg died Livets Mælkesaft,
Drak overmenneskelig Rang og Kraft,
Saa jeg en Viddets Satyr blev. Ak, ja men —
Nu lever andre højt paa deres Rester,
Og bort med Strømmen driver deres Mester.