45 / 420
r
~ad Andre kun synge om, hvad de kalde stort,
Jeg synger om det smaa, som Agrarerne har gjort,
Hvordan de gik i Tøjet
Med en »Henvendelse«,
Hvori de fromt har strøget
Et mistænkt lille
e,
Et lille bitte
e,
Et ganske lille
e,
Et ganske lille bitte, bitte, bitte, bitte
e.
»Henvendelsen« sa’e »Provisoriet« Besked,
Men, da den inte vilde gaa glat i Liebe ned,
Saa var det, at Agrarerne fik en lys Idée:
»Den gaar nok, naar vi sparer
Den for et lille
e,
Et lille bitte o. s. v.
Henvendelsen, som var befunden »lovlig« stram,
Blev derved saa uskyldig som et nyfødt Paaskelam
For mislig Dømmesyge
Den blev saa ren som Sne
Alene ved at stryge
Et provisorisk
e,
Et lille bitte o. s. v.
Men, bedst som de troede, de havde klaret her
Med diplomatisk Finhed et yderst farligt Skjær,
Saa kom i Yenstres Blade
— O Ye! O dobbelt We! —
»Henvendelsen« for Skade
At faa det lille
e,
Det lille bitte o. s. v.
Moralen er simpel, men ellers ganske net:
Imellem tvende Stole man sidder grumme slet,
Og saadan mellem Liebe
Og Høgsbro Branths Armee
Kan komme slemt i Knibe
Biot for et lille
e,
Et lille bitte
e,
Et ganske lille 8,
Et ganske lille bitte, bitte, bitte, bitte e!
g
J
Et forløsende Ord.
Københavnsk Highlife-Interieur.
(En festlig oplyst Salon hos Pølsefabrikant
Mortensen. Stearinen drypper livlig fra Lyse
kronen. Damernes bare Arme har en appetitlig
Lighed med forskellige Sorter Pølser lige fra
Tanternes trinde, højrøde Spegepølser til Ingenuemers
blege, slanke Medisterdito. Der hersker en sulten,
forventningsfuld Tavshed.)
Mortensen
(ser paa sit Ur): Mine
Damer og Herrer! Øjeblikket er kommet.
Maa jeg bede Dem gaa til Bords.
(Herrerne inklinerer, Damerne nejer, Fløjdørene
aabnes ind til Spisestuen, hvor det festlig dækkede
Bord straaler i Kandelabrernes Glans. En krydrot
Duft strømmer ind, man horer Flasker blive trukne
op. I det samme ringer det ude i Entréen, og
straks efter kommer Pigen ind.)
Hvad er der nu,
nok, vi staar lige og
Mortensen
Kathrine? Du
skal til Bords.
Pigen:
Jamen der er Bud fra Fruens
Tante . . . .
Fru Mortensen:
Gudbevares, Kathrine!
Er der Bud fra min Tante?
Pigen:
Ja, jeg skulde hilse og sige,
at Fruens Tante, Frøken Jansen, er død.
Hele Selskabet:
Frøken Jansen?
Fruen
(synker ned i en Stol): Død!
Mortensen
(forstenet): Død!
Hele Selskabet:
Død!
Mortensen
(efter en Pause): Det var
dog forfærdeligt! Hun havde jo længe
skrantet, den kære Sjæl, men at tænke
sig, hun skulde dø!
En Ingenue
: Herre Gud, at gamle
Tante Rikke skulde dø!
En ældre Dame:
Det er jo rædsomt.
Frederikke og jeg var næsten Uge gamle.
En anden En har maaske heller ikke
langt igen.
En skaldet Herre:
Det er skrækkeligt,
saa Folk falder bort i denne Tid.
En korpulent Herre
(med et Blik ind
i Spisestuen): Det var meget beklageligt
. . . . netop nu!
En ung Enke i lyseblaat:
Tænk, sikken
Sorg!
En Herre med Bakkenbarter:
Hun
var et sjældent Menneske!
Fru Mortensen
(med Lommetørklædet
for Øjnene): Ja, det maa De nok sig e !
(Lang pinlig Pause.)
Mortensen:
Ja, mine Damer og Herrer,
jeg beder Dem mange Gange undskylde;
men De forstaar nok, det er ikke min
Skyld, at min kære, gamle Slægtning . . . .
(Nogle af Selskabet sætter sig resigneret,
Andre gjør Mine til at bryde op.)
Krigsraad Stjerne:
Ja . . . . under
disse Omstændigheder er det maaske bedst,
vi overlader Hr. og Fru Mortensen til
deres Sorg.
En Herre med Næseklemmer:
Ja,
det turde vel være det mest passende at
trække sig tilbage.
(Afsides:) Det er
rigtignok Synd og Skam for al den dejlige
Mad1 (Faar pludselig en lys Idé og siger
højt:) I Grunden var det dog en Ly kk e,
at Yorhørre løste op for Tante Frederikke!
Den korpulente Herre:
Ja, e g e n t l i g
ta lt var det jo en Lykke!
Den gamle Dame:
Ja, naar man saadan
v£>