46 / 420
43
skal tale, saa var det jo det bedste, der
kunde ske for hende.
E n midaldrende Herre:
Hun var jo
e g e n t l i g for god for denne Verden.
Herren med Bakkenbarterne:
Ja, m e g e t
for god!
Den skaldede Herre:
Hun h a v d e jo
gaaet meget igjennem.
Mortensen:
D e t havde hun, det Skind!
(Til Fra Mortensen:) Ikke sandt, kære
Eulalie ?
Fru Mortensen
(tankefuld): Ja, for
h e n d e var det jo det bedste.
Ingenuen
(med et lille Hop): Jamen,
naar det v a r det bedste, saa er der jo
ikke noget at være bedrøvet over.
Herren med Nceseklemmerne:
Nej,
det er netop det, je g mener.
Den korpulente Herre
(let humoristisk):
I hvert Fald, kjære Mortensen, synes jeg
ikke, Du skulde glemme de levende for
de døde.
Mortensen:
Hvad siger Du, Mutter?
Frit Mortensen:
Jo mere jeg tænker
over det . . . .
Mortensen:
Ja, ikke sandt! (Til Gæsterne)
Jeg haaber da ikke, at De har mistet
Appetiten, mine Damer og Herrer. (Byder
den gamle Dame Armen). Skal vi saa
gaa til Bords!
(Et Befrielsens Skær lyser over alle Ansigter.
Selskabet gaar parvis til Bords!
Herren med
Næseklemmerne kommer bagest mod den lyseblaa
Enke under Armen ; han nynner saa sinaat Fane
marchen, mens hans Dame tysser paa ham. Kort
efter horer man en animeret Haslen med Knive og
Gafler inde fra Spisestuen, og den stigende Stemning
knlmineror, da den korpulente Herre rejser sig op
mod sit fyldte Glas i Haanden og mindes Tante
Frederikke mod nogle velvalgte Ord og tilsidst
tolker sin inderlige, dybtfølte Glæde over, at der
nu endelig er kommet en Afslutning paa den kære
Tante Rikkes svare Lidolser).
Hele Selskabet
(rejser sig): Tante Rikkes
Skaal!
Ingenuen:
Hurrah! <r~=£
Fra D agen s Orden.
Rundt om i det ganske Evropas Land
Forlød som et saare troværdigt Rygte,
At G l a d s t o n e , den velkjendte »
gamle Mand«,
Omsider sin veltjente Afsked søgte.
Alligevel var det Løgn, at han gik
•Og, som han har redt, sit Parti lod ligge.
Skjønt hans Homerule-Politik
Den gaar nok, uheldigvis, heller ikke.
Exkantsler B i s m a r c k paa Friederichsruh
Og Kejser V i l h e l m unter den Linden,
Der før var saa fjendske, saa det var en Gru,
Har nu dog stemt til Forsoning Kvinten;
Fra Kejserens egen Kjælder, man veed,
Fik Fyrsten en hel Flaske Vin at drikke;
Den gik som sød Mælk i Bismarck ned,
Men, vælte C a p r i v i — den gik nok ikke.
Mens Folkethinget holdt Fastelavn,
Har Landsthinget løftet Arbejdets Fane;
De nye Baner ved Kjøbenhavn
Har Udvalgsbetænkningen bragt paa Bane.
Her møder som Bismarck ligefrem
O c t a v i u s H a n s e n i Venstres Klike
Og sletter Forslagets Paragraf fem;
Men den gaar nok, heldigvis, heller ikke.
Paa Kongens Nytorv man temmelig net
Kan komme for Tiden op at kjøre;
Her maa man i Lag med Højesteret
Blot for at faa sig lidt Ro »inden Døre«.
Nu holder vel R o b e r t Næsen herfra
Og sparer paa sine nyfigne Blikke;
Og heldigvis har om »
K leo p a tra
«
Man ophørt at sige: den gaar nok ikke!
Syv vise Fædre paa Nytorv man har,
Hvis Pladser om føje Tid bliver ledige,
De -»Røde« er strax til Besættelse klar,
For de skal nu altid være saa snedige.
I Gruppen efter en Formands-Rang
Ser man adskillige Fingrene slikke.
— Blot Borgerne ikke denne Gang
Vil sige: Nej stop ! Nu gaar den ikke!
Et Anddelsselskab?
Der har hersket en lille Menings-
forskjel mellem »
Politiken
« og gamle »
Berlingske
« om den
S a l o m o n s k e Ejendom. »
Politiken
« havde laant en And om,
at den skulde sælges, fra
Herlingeren
, og bagefter kunde de
ikke blive-enige om, hvem der havde størst Anddel i Anden.
Ved Henvendelse cil rette Vedkommende ser
Puk
sig i Stand
til at afsige den Salomonske Dom, at der paa hver af Bladenes
Kappe falder en kvart And som lovlig Anddel.
tø