133 / 362
1 1 6
CONFLICTEN MED HØEDT.
raadens Side, saafremt Madam Nielsen virkelig havde
K ræ fter nok til at spille sin Rolle.
Der var altsaa
Intet — meente je g — for mig at gjøre, uden at see
Sagen an, og — reent nd sagt — haabe paa, at hun
endnu var for svag ; i Mellemtiden vilde je g da kunne
henvende mig til Hr. Direeteuren og muligvis formaae
ham til at træffe et andet Arrangement. Men saa
svag og ængstelig Mad. Nielsen følte sig, vilde hun dog
helst spille. J e g kan forsikkre, at je g ikke bad hende
om at lade det væ r e ; den Slags Intriguer er desuden
Noget, som Enhver, der kjender Madam Nielsen, veed,
at hun ikke indlader sig paa, og det var først efter
Theaterlægens ud trykkelige R aad , at hun omsider
meddeelte Direeteuren, at hun endnu i nogen Tid ikke
var istand til at udføre dette angribende Parti. Uden
at kjende Mad. Nielsens endelige Beslutning, erfarede
jeg T irsdag Morgen gjennem Theaterbudet, at hun
havde meldt sig upasselig, at Rollen efter Directeu-
rens Ordre var hende affordret og overgivet til Jom fru
Mtiller, som allerede saae sig istand til at prøve om
Torsdagen og med to Prøver, Torsdag og Fredag, at
spille om Løverdagen ; Theaterbudet kom netop for
at lade mig vide, at Onsdagsprøven gik ud, og at je g
i det Sted havde at møde om Torsdagen.“
„ J e g var nu ikke længer i T v iv l om, hvad jeg
havde at gjøre. Med al Agtelse for Jom fru Müllers
Talent, gaaer je g dog vist heller ikke hendes Æ re
for nær, naar je g mener, at hun endnu staaer meget
tilbage for Mad. Nielsen; og havde je g allerede store
Betænkeligheder ved at spille med Hr. Fe rslev som
Aanden, maatte disse naturligvis i høieste Grad til
tage, naar je g tillige og uden al Nødvendighed — thi
det gjaldt jo blot om at vente en Maanedstid —