139 / 362
122
CONELICTEN MED HØEDT.
Fordring, det kan ikke nægtes, men ikke — je g gjen-
tager det — fordi je g ikke v i l d e lyde ham, men
fordi jeg , som sagt, a f andre og høiere P ligthensyn
ikke t u r d e . “
„Men — siger man — om je g nu ogsaa, og maaskee
med Grund, frygtede for at udføre Pollen , saa kunde
je g dog ikke fryg te for at komme paa Prøven. Nei,
ganske vist. Men hvad skulde je g paa den P røve?
hvorledes Jfr . Muller og Hr. F erslev vilde udføre
deres Roller, kunde je g vide uden P rø ve ; og da jeg
var aldeles paa det Rene med, at jeg , saaledes under
støttet, ikke turde spille, saa maatte je g jo tidlig eller
seent gjøre et Brud paa meerbemeldte Reglement, og
je g b lev da lige strafskyldig, naar je g gjorde det.
Men je g havde endnu en anden Grund. E fte r den
lidenskabelige Maade, hvorpaa Hr. E tatsraad Heiberg
havde behandlet det hele Spørgsmaal, frygtede je g
virkelig for, at han, naar je g blot havde prøvet, skulde
sætte S tykke t til Opførelse, uden at ændse nogen Ind
sigelse fra min Side, og saaledes bringe mig til, enten
at optræde eller lade det hele Publicum gaae for-
gjæves; det Første turde je g ikke, og for at vove det
Sidste maatte je g have opgivet Theatret for bestandig,
men hertil har je g dog endnu ikke besluttet m ig.“
„ Je g mener nu at have anført, hvad je g i denne
S ag fornemmelig kunde ønske udtalt ligeoverfor Mini
steriet. Det for mig under alle Omstændigheder Væsent-
ligste, at je g kun har handlet a f reent kunstnerisk
Hensyn, v il Ministeriet troe, tør je g haabe, selv uden
denne Forsikkring. Og hermed har je g den Æ re at
overgive min Sag til Ministeriets Dom.
Underdanigst
F . L . Hø edt.“
D.
21
de Februar
1855
.