142 / 362
CONFLICTEN MED HØEDT.
1 2 5
„V ed Siden a f dette m islykkede Sophisme opstiller
han da et andet, for at p rø v e , om det ikke kan
have bedre L y k k e . Da han erkjender sin juridiske
Uret, søger han om en høiere Ret, end den juridiske,
og denne skal da være den æsthetiske. Han stiller
sin P lig t mod Shakspeare ligeoverfor sin P lig t mod
Directeuren, og mener, at i Collisionstilfælde maa den
første iagttages fremfor den sidste. Men han seer
ikke, at den æsthetiske Domstol, som han appellerer
til, viser ham tilbage til den juridiske, eftersom Theater-
directeuren ikke alene har den administrerende, men
ogsaa den æsthetiske Myndighed, hvilken sidste endog
er Grundvolden for dette Embede, og følgelig ikke
kan være udskilt derfra og henlagt til Skuespillerne.
Naar han forresten, med specielt Hensyn til den n u
v æ r e n d e Directeur, antager, at Digterens Interesse
er bedre varetagen under hans Hænder end under
Directeurens, da kan jeg heri ikke see Andet, end et
Tegn paa naiv Indbildskhed og et nyt Beviis paa hans
velbekjendte Arrogance. Det fortjener i den Henseende
at bemærkes, at da han skulde debutere i Hamlet,
maatte je g med et Magtsprog modsætte mig hans
projecterede voldsomme Attentater paa dette Stykke,
ligesom senere hans Mutilationer a f Richard den Tredie.“
„Den Opfordring, som je g i Henhold til Ministe
riets Skrivelse fornemmelig havde rettet til Høedt,
nemlig at erklære sig nærmere over Distinctionen
mellem ikke at v i l l e og ikke at t u r d e , har ikke
ført til noget nyt Resultat, med mindre det skulde
være at søge i den nye Bestemmelse, at han ikke
t u r d e , fordi han ikke k u nd e . Men ved den nær
mere Fork laring af denne Ikke-kunnen, sees, at den
ikke betyder en Umulighed, men udspringer af den
allerede omtalte P lig t imod Shakspeare.“