137 / 362
120
CONELICTEN MED HØEDT.
en formel Feil, men et ligefremt B rud paa det endnu
bestaaende Reglement, ifølge hvilket Directeuren nok
kan befale en Skuespiller at spille hvad, hvor og
naar han ønsker. Men om man ogsaa i een Forstand
har R e t til at see min Handlemaade fra dette reent
juridiske Standpunkt, v il denne Ret, haaber je g , dog
i høiere Forstand være en Uret, i Overeensstemmelse
med det gamle Ord: summum jus, summa injuria, og
det er i denne Henseende, haaber jeg, at min Distinc-
tion imellem at „ t u r d e “ og „ v i l l e “ baade har B e
tydning og Berettigelse. J e g har ikke nægtet at ud
føre Hamlets Rolle, fordi je g ikke v i l d e spille den,
men fordi je g ikke t u r d e , det v il sige, fordi je g ikke
k u n d e spille den, som den i mine Tanker bør spilles,
og som je g dog tilnærmelsesviis tidligere har udført
den. A l D ialog beroer paa en Yexelvirkn ing, og ingen
Skuespiller kan udfore sit P a rti, uafhængigt a f de
Medspillemde, j a jo bedre Skuespilleren er, jo mere
v il han bøie sig efter den Medspillende, som ikke har
Evn e til at bøie sig efter ham. Det var nu min
Overbeviisning og er det endnu, at Jfr . Müller og Hr.
Ferslev vilde indvirke saaledes paa mit Spil, at jeg
ikke kunde udføre min Rolle, som D igterværket og
Skuespiikonsten fordre det. J e g har altsaa modsat
mig Direeteurens Fordring og overtraadt et barbarisk
Reglement, men ikke fordi je g v i l d e trodse enten
Directeuren eller Reglementet, men fordi je g ikke
turde lyde ham, naar je g vilde lyde, hvad der for
mig staaer høiere, mine P ligter mod Shakspeare og
min egen G jern ing; og havde Jfr . Müller og Hr.
F e rslev havt den samme Ærbødighed for Shakspeare,
som je g , og den samme Mistillid til deres egne K ræ f
ter, saa havde de sparet mig al denne Qval og TJlei-