134 / 362
CONELICTEN MED HØEDT
1 1 7
skulde undvære Mad. Nielsen; je g tillader mig i saa
Henseende kun at erindre Ministeriet om, at Hoved
scenen i det kele S tykke , Slutningsscenen i 3die Act,
en a f de største og vanskeligste i den kele dramatiske
Literatur, foregaaer imellem Hamlet, Dronningen og
Aanden.
J e g gik derfor op paa Tkeatercontoiret,
kvor je g desuden skulde kæve feu, og anmodede der,
i Overværelse a f de Hrr. Ju stitsraad Løffler og Skue
spiller W iehe, Tkeatersecretairen om at meddele Hr.
Etatsraaden, at je g i dybeste Æ rbødigked b a d ham
indtil videre at fritage mig for at udføre Hamlets
Rolle, fordi jeg, saaledes understøttet, i køi Grad mis-
tvivlede
om at spille den tilfredsstillende, og jeg
paalagde derhos Hr. Secretairen ud trykkelig at fore
bringe Hr. Directeuren min Anmodning i de samme
beskedne Ud tryk, som je g havde brugt, med det Til-
føiende, at naar je g ikke henvendte mig til Hr.
Directeuren selv, saa var det kun, fordi jeg i den
noget afficerede Stemning, hvori je g va r, frygtede
for at støde ham ved et mindre velvalgt Ord eller en
ufrivillig Mine; som en V illighed imod mig bad je g
endelig Hr. Berner med et P a r Ord at lade mig vide
Hr. Etatsraadens Ordre. Naar je g henvendte mig til
Theatersecretairen istedetfor til Directeuren selv, havde
je g forøvrigt endnu en Grund, som ligger nær, men
som je g naturligvis ikke kunde sige Hr. Berner.
E fterat Hr. Etatsraaden nemlig vitterlig havde fra
taget Mad. Nielsen Rollen, overdraget den til Jom fru
Muller og ansat Prøve til om Torsdagen, kunde han
ikke vel, syntes mig, selv om han vilde, forandre sin
Beslutning efter en Samtale med mig under fire Øine,
og hvis Indhold Ingen kjendte; det maatte være lige-
saa vitterligt, meente jeg , for det hele Personale, at
je g meget indstændigt havde b e d e t ham om at fritage