![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0046.jpg)
45
Drejernes og Stolemagernes »Separation«. Om selve dennes Forløb
lindes intet; vi maa i saa Henseende ty til andre Kilder.
Den første Del af Aarhundredet havde udadtil ikke været saa
rolig som Livet i Lauget, efter Protokollen at dømme, men havde
tværtimod været betegnet af sørgelige Begivenheder. Den frygtelige
Pest havde bortrevet mange Mennesker og ikke mindst ram t Haand-
værksstanden haard t, enkelte Laug vare endog om trent uddøde.
I 1728 var fulgt den store Ildebrand, hvorved den betydeligste Del
af Kjøbenliavn lagdes i Aske. Ved denne tog syv af Drejerlaugets
Mestre Skade, og det besluttedes at yde hver af disse 3 Rdl. 3 $ af
Laden »ved Tid og Lejlighed«. Ved Siden af disse Forhold kjende-
tegnedes denne Periode af en Stemning af Uvillie mod Laugene, saa-
ledes som den af og til rejste sig (se iøvrigt under Afsnittet »Laugets
Love«), og det var som et Udslag af denne Stemning, at den foran-
omtalte Henvendelse til Drejerlauget om Artiklerne fremkom. Efter
Pesten, da Byen var folketom, tænkte man endog paa ganske at op
hæve Laugene. Man mente, det vilde fremme Omkomsten og Ind
vandringen til Byen, naar det blev bestemt, at Enhver kunde »nære
sig af det, han har lært, som han bedst kan«, altsaa i Grunden Næ
ringsfrihedens Princip, som først over 100 Aar senere skulde gennem
føres. Paa dette T idspunkt var Tanken dog uigjennemførlig og altfor
revolutionær. Derimod var Frimesterinstitutionen indført, idet et Re
skript af 1713 bestemte, at der ved hvert Laug maatte være en eller
to Frimestre, som maatte holde en Svend hver, men ikke oplære
Drenge. Hertil kom de særlige Privilegier for de Reformerte og mange
Fritagelser for Mesterstykke eller Mestersvendeaar. For Drejerlauget
havde disse Foranstaltn inger dog ikke særlig Betydning. Der var,
til Trods for Pest og Brand, en jævn Tilgang til Lauget, i 1712 to
Mestre, i 1713 tre Mestre, i 1714 det samme Antal, i 1728 to — det
var den normale Tilgang, maaske ubetydeligt forøget. Der lagdes
Laugene H indringer i Vejen, men ganske uden Resultat. Tværtimod
kom efter Branden en Opblomstringstid, under hvilken netop Laugs-
tvangen, som man særlig vilde til Livs, strammedes, for at Laugs-
mestrene kunde have den størst mulige Fordel af Byggeperioden og
ikke Tilgangen til Laugene blive saa stor, at Fortjenesten fordeltes
for stærkt.
Paa denne Baggrund udbrød Striden mellem Drejerne og Stole
magerne, og den ind tra f paa en Tid, da lignende Stridigheder vare
ret hyppige og almindelige. Om selve Stridens Forløb giver
Carl
Bruun
i »Kjøbenhavn« (II Del, S. 734—35) paa Grundlag af samtidige
Kilder følgende Beretning:
»Kjævl og Stridigheder mellem Laugene indbyrdes hørte nu som