43 / 121
41
og efter at jeg til dem i Lauget var indkommen, har jeg i tvende Oldermænds Tid
med dem søgt Lauget og n}rdt Laug og Laugs Rettighed, indtil den 3die Oldermand,
Johan Treimann, blev Oldermandssæde betroet, da har han Lauget adskillige Gange
ladet forsamle og tilsige og mig ganske uagtet forbigaaet og udeladt, dernæst har han
indtaget andre unge Mestre i Lauget, og naar Mandtal er sket dem først opraabt
saavel som givet dem Sæde ovenfor mig, og mig, som baade havde været i Lauget
før dem og gjort Laugsrettighed saavel som en anden ærlig Mand, i saa Maade dis-
honoreret og foragtet, hvoraf anden Ulæmpe og Misforstand er tilvoxet, hvilket dog
altsammen ved Laugets forrige Patron, den ærlige, højagtede, velfornemme og nu
salige Mand, Bjørn Jacobsen, fordum Raadmand, hans Mellemhandling (-komst) blev
eomponei’et og bilagt, hvorom endnu skal findes skriftlig Efterretning og Forlig i
Laugsladen, om den ellers til Sagens Oplysning maatte fremfindes, hvilket og af den
nuværende Oldermand Jens Christensen er underskrevet og bekræftet, og lovede Jørgen
Treimann, at han aldrig skulde gjore mig nogen Hinder eller Forfang i nogen Maade,
men nu efter at den salige Mand Bjørn Jacobsen i Herren er hensovet, da begynder
den nuværende Oldermand at stille sig an lige paa samme Maade som Johan Treimann
gjorde og søger at føre mig fattige, enfoldige Mand i Fortræd og Skade.
Efter denne uendelige Sætning henviser Drevig til Rasmus Christensens Er
klæring og siger, at han intet hellere vil end leve i Fred. Kan det ikke være andet,
vil han langt hellere kvittere og forlade Lauget, »om de Godtfolk ellers vil restituere
og erstatte ham«, hvad han har ydet til det. Han haaber, at deres haarde Ansøgning
vil blive afvist af Magistraten og »dend allerhøyeste gode Gud, som er alle Vel-
gierningers Belønner, vil derfor evindelig være og blifue I gode Herrers store og
rige Løn.»
Rasmus Christensen
henviser i sin Erklæring til, at han er en
af Laugets Stiftere, og at Drevig er indkommen i hans Oldermands-
tid, han ha r gjort rigtig for sig i alle de Poster, som han af Lauget
blev foreholdt, og han ha r skikket og forholdt sig, som det anstaar
en ærlig Laugsbroder i alle Maal. Lauget viser imidlertid i et nyt
Indlæg Drevigs Forsvar tilbage. Han er ikke bleven tvungen ind i
Lauget, og naar han ikke er bleven tilsagt til Møderne, er det, fordi
han i alle Maader har været Lauget imod.
Dommen,
som falder i
1681, siger at Berendt Drevig har forset sig grovelig mod Lauget og
med Rette højligen skulde straffes, dog skal Straffen denne Gang
modereres til 6 Rdl., som strax skal erlægges til Lauget, »og hvis han
herefter findes i nogen videre grov Forseelse,
da skal han have for
brudt sit Laug og Borgerskab uden nogen Benaadning.«.
Det var — med den sidste Tilføjelse — en haard Dom, og Drevig
faldt efter den aabenbart til Ro. I 1682 noteres, at han skylder
Laden et ubetydeligt Beløb, men iøvrigt ses han ikke senere at være
bleven idømt nogen Straf.
—
— Saaledes former Livet sig indenfor Lauget i disse første
Aar. Der er allerede Strid med en Bendrejer, der skrides ind mod
»Fuskere«, der sluttes Overenskomst med Stolemagerne og mødes for
Retten med en af dem, der betales Bøder og føres Retssager, og
mange Sager kommer i Aarenes Løb til de Tvistigheder, her nu er