18 / 29
den kortere arbejdstid, som en del mennesker nok vil få i de kommende år,
blive mange muligheder for stadig mere fællesskab med forældre også i det
daglige børnehavearbejde.
Men tilbage til årene 1943 og fremover. V i syntes, der skete en efter
hånden nødvendig og værdifuld forandring med Dronning Louises Asyl.
Betød forandringen også mærkbare værdier for børnene, eller mistede de
også noget, f. eks. ved pludselig at måtte undvære de voksne, de var vant
til at have omkring sig, vi ved det ikke. Nu er børnene voksne, en del af
dem hører med til børnehavens forældrekreds, og enkelte har deres virke
som børnehavelærerinder i andre børnehaver.
V i mødte i Dronning Louises Asyl et udsnit af børn, som de nu engang
er rundt i landet, men alligevel fik de for os deres eget ansigt, vel også lidt
mere end andre børn, vi mødte i andre børnehaver, dels på grund af de
pludselige forandringer, der gav et særligt fællesskab, dels måske fordi vi
sammen med dem oplevede besættelsesår og de glade befrielsesdage. V i
oplevede her noget af, hvad de begrænsede muligheder i de år betød i
hjem uden mange reserver; vi oplevede også hjem, hvis økonomiske status
ændredes totalt fra begrænset »dagligt brød« til mere end almindelig vel
stand. Kan disse oplevelser mon ikke illustreres ved beskrivelse af en lille
3-4 årig dreng, der på kolde vinterdage kom til børnehaven i et par tynde
lærredsbukser. - En dag forsøgte en børnehavelærerinde at spørge ham,
om han ikke kunne tale med sin mor om at få lidt varmere tøj på. Svaret
faldt omgående med en vis krænket stolthed: »De er varme, mine bukser«:
Der var ikke mere at tale om. På mandage kunne man af samme dreng
og hans søster få spændende beretninger om deres vellykkede søndags
udflugt, gratis sporvognstur til linie 9’s endestation med indsamling af
»skod« til familiens cigaretforbrug. De samme børn græd ved tanken om
at skulle forlade »Løjerthuset« efter et lykkeligt koloniophold og igen finde
udfoldelsesmuligheder i deres »frække gade«, som de selv kaldte den. Umid
delbart efter kapitulationen havde bladet vendt sig, og vi fik beretninger
om, hvordan søskendeparret sammen med forældrene rejste til Sverige på
indkøbstur med »hundredelapper« i skoene. Da var familien yderst vel
forsynet med tøj og andre materielle goder.
I disse år i periferien til dyrtid uden dertil svarende lønreguleringer
mødte vi også mennesker, hvis dagligliv må have været en dåd. Hvordan
var det mon at være enlig mor og tjene til livets fornødenheder ved ren
gøringsarbejde og hver dag sende fem sunde, velkkedte børn i skole og
børnehave. Tre af børnene gik i Dronning Louises Asyl, sprælske og fyldt
med energi og temperament var de. Megen af den trang til aktivitet, de
var i besiddelse af, kunne ikke komme til udfoldelse i deres to-værelsers
16