20 / 29
flere kroner i min lønningspose er det, at jeg efter endt arbejdsdag har
kraft tilovers til at være mor for mine piger.«
Selv om disse små oplevelser og andre lignende ikke absolut er knyttet
til en overgangstid fra asyl til børnehave, men findes i enhver børnehave,
fik oplevelserne i den tid sin særlige værdi. De blev til de fælles interesser,
der var med til at skabe samhørighed og forståelse mellem en stor gruppe
forældre, børn og medarbejdere, der ikke tidligere havde haft noget fælles
skab, men nu pludseligt kom hinanden ved.
Da Dronning Louises Asyl i 1943 indledte samarbejde med Frobel-
Højskolen, var det med den hensigt, at seminariet skulle være med til at
omdanne asylet til en tidssvarende børnehave, og at den samtidig skulle
benyttes som praktisk uddannelsessted for elever. Når jeg nu tyve år efter
ser tilbage på den første tid i asylet, tænker jeg med nogen undren på, hvad
de første elever fik ud af overgangstiden, men de »gik på med krum hals« og
tog fat på de utallige opgaver sammen med det ansatte personale. De hjalp til
- ikke bare med alle de pædagogiske opgaver, men også med alt det nye,
der skulle ordnes midt imellem alle de håndværkere, som snart kom ind i
billedet med den store reparation og ændring af huset/ som var nødvendig.
Håndværkerne blev vore gode venner, og jeg tror, de kunne lide at arbejde
mellem børnene, selv om det nok sommetider stjal lidt tid fra dem. Det var
for os voksne en helt praktisk belæring om, hvor interesserede børnehavens
større børn er i det samfund, de lever i, og hvordan det inspirerer dem i
deres lege. Der blev snedkereret og tegnet, og emnerne til nærmere udform
ning var nærliggende. Selv om der var roderi og besvær i denne overgangs
tid, tror jeg, at den også gav de voksne elever noget.
Når man får sin praktiske uddannelse til børnehavelærerinde, må man
ofte tage vanskelige og besværlige situationer med. Tiden 1943-44 var i
Dronning Louises Asyl ganske speciel, men elever kommer også i dag i
deres praktiktid ud for vanskeligheder, sådan er livet inden for et hjems fire
vægge, og sådan er det også i en institution. Gennem besværlige og vanske
lige opgaver kan man tit lære en hel del, måske mest når man på egen hånd
får lejlighed til at løse så mange af »knuderne«, som man nu er i stand til
efter det trin, man er på i uddannelsen, og den personlige modenhed, man
er i besiddelse af. Det var ikke underligt, at vi fandt Dronning Louises
Asyl egnet som praktiksted, navnlig da Frobel-Højskolen ikke havde haft
mulighed for at oprette egen øvelsesbørnehave, som så vanskeligt kan und
væres ved et seminarium. Det er uden tvivl en side af uddannelsesspørgs
målet, som endnu venter på en løsning. V i var derfor taknemmelige over
a t møde stor velvilje og forståelse fra bestyrelsen i Dronning Louises Asyl
for denne særlige opgave.
18