25 / 29
ikke alene i toilet- og spisesituationer, men også i deres leg; det kræver
tid at tilpasse sig et milieu, hvor man bogstaveligt selv må tage skeen i
hånden, og hvor det lader sig gøre at gå på opdagelse.
I en gruppe med 22 born viser erfaringen os, at vi må regne med at have
2 å 3 børn, der lægger særlig beslag på den voksne; spørgsmålet om vanske
lighedens art og sværhedsgrad vil da melde sig, og opgaven må tages op.
Er der mulighed for, at børnehaven i samarbejde med hjemmet bistået af
specialhjælp, såsom psykolog, talepædagog eller psykiater vil kunne magte
opgaven, eller må indlæggelse tilrådes? Udfaldet af dette arbejde er i
første række afhængig af forældrenes indsats.
Er der tale om opdragelsesvanskeligheder af lettere karakter, f. eks. almin
delig spisevægring o. lign., forsøger hjem og børnehave sammen at finde
frem til, hvilke pædagogiske retningslinjer man vil benytte sig af i denne
særlige situation; begge parter må gore deres iagttagelser, og når disse skal
udveksles, er det ofte glædeligt at erfare, at selve dette, som forældre at
skulle forsøge at iagttage barnet enten i børnehaven eller i hjemmet, har
bevirket, at man ikke længere i så høj grad lader sig irritere, endsige tager
det som en personlig fornærmelse, at barnet ikke vil spise mors gode mad;
man er bedre rustet til at tage sagligt på spørgsmålet.
Foruden børnene med udtalte vanskeligheder er der også børn, der har
en mængde, de skal afreagere for i børnehaven, eller vi har barnet, der er
gået i stå, og som helt har opgivet at reagere eller gøre sig gældende. Der
er brug for mange former for hjælp, omhu og menneskelig varme, der
trænges til impulser til aktivitet, til oplevelser, der kan sætte noget i gang,
forøge ordforrådet og udvide sprogforståelsen. Enkelte børn frister tillige
den skæbne hvert år at blive udkommanderet til et 6 ugers-3 måneders
ophold på optagelseshjem eller sanatorium; barnet er lige så forvirret efter
hjemkomsten fra disse skiftende steder som før afrejsen, men det er nu mere
legemlig velplejet, og hjemmet^har fået en tiltrængt aflastning, dog kan
man ikke se bort fra, at barnet, der tvinges til ustandseligt at skulle tilpasse
sig nye steder og nye mennesker, efterhånden vænner sig til at slutte kon
takter af rent overfladisk karakter, samt kun at beskæftige sig flygtigt med
tingene. Børnehaven bliver for dette barn dets faste sted, gruppelivet her
er kredsen, hvortil det vender tilbage.
Blandt alle de hjem, fra hvilke vore børn kommer, findes der uhyre for
skellige årsager til; at man ønsker barnet anbragt i børnehave, men stort set
kan de deles i 2 hovedgrupper således: størstedelen og mindstedelen, idet
det for størstepartens vedkommende i første række drejer sig om familiens
eksistensmulighed; kan den bestående standard holdes? Kan den bedres?
23