10 / 132
Fjendens Kugler og Bajonetter er en ringe Ting i
Sammenligning med at gaa om i en pestbefængt By
med Bærebør og samle frygteligt udseende, stinkende
Lig, af hvis Forer den dræbende Smitte dunster ud.
Det hører der et Mod og en Resignation til, som
overgaaer alt Heltemod. Den tapre Helt, som saares
i Kampen, faaer sin Bos og sin Belønning; den,
der falder, faaer sit Eftermæle. Men den fattige
Regensstudent, Kong Christians unge Pleiesøn, som,
mens han slæber Pestlig bort fra sin Byes jammerlige
Iluse, selv smittes og døcr af Hundreder af Bylder,
der hver for sig bringer mere Smerte end den ene
Kugle, som rammer Soldaten, han faaer hverken
Bos, Belønning eller Eftermæle. Ukjendt og upaaagtet
døer han. Han, som liar begravet de andre Pest
døde, ham er der maaske Ingen, der begraver. Han
bliver kastet i Pestkulen som et andet Aadsel og
Ingen veed hans Navn. Han er glemt. Overlever
han det. seer han Pesten høre op, saa er der Ingen,
der takker ham. De Døde ere undskyldte og de
Levende have andet at tænke paa. Det eneste, den
academiske Ligbærer har, er Bevidstheden
0111
. at
han har udført en drøi Pligt.
Gjorde end andre Studenter end Regensianerne
det samme som de, saa var det dog Regensianerne,
der var de ledende. I ældre Tider repræsenterede
de Studenterverdenen. De var dens eneste Organ
overfor den ydre Verden og det var de i omtrent
to hundrede Aar.
Naar man erindrer dette, forstaaer man først
Betydningen af Kong Christians IV.s store Tanke,
da han oprettede sit «Collcgium domus regiæ», som
dens egentlige Navn lyder. Collegiet var ganske vist
ikke hans Opfindelse. Det var en Efterligning af
lignende Stiftelser, som fandtes ved Europas større,
ældre Universiteter fra Middelalderen og som tildels