9 / 132
()
i Grunden væsentligt uforandret fra den store Konges
Tid. At Moderne have forandret sig, at Kakkelovne
og Meubler nu ere anderledes, betyder intet. Re
gensen er og bliver den samme Studenterstiftelse,
som den fra sin første Dag har været.
At Christian IV.s Student læste ved Tællelys eller
Tranlampe, senere Tiders Student ved Olielampe,
Gas, Petroleum og Fremtidens Student kommer til
at læse ved elektrisk Lys, er en selvfølgelig Sag, og
noget, som Kong Christian, hvis han havde levet
længe nok til at se disse Innovationer, i høieste
Grad vilde have approberet. At vor Tids Regensianer
gaaer klædt som andre unge Mennesker og ikke
som i gamle Dage med sort Kofte og Kappe og
med Tollekniv og Ske i Bæltet, eller med Pudder
paryk og høihælede Spændesko, er ligesaa selvfølge
ligt som at de før studerede paa en anden Maade
og i andre Bøger og at de tænkte og udtrykte sig
anderledes. Saadant er en Naturnødvendighed.
Fortidens Regensianere var til visse Tider hvad
vi vilde kalde raa, men deres Raahed stod i Pro
portionsforhold til deres Samtid.
De svarede til
deres Tids Dannelsestrin og vistnok stod de i Al
mindelighed snarest en Del over det, neppe nogen
sinde under det.
I Farens og Ulykkens Stund, under Belejringer,
Bombardement, Pestepidemier, rykkede Studenterne
altid frem i første Linie og forrettede deres store
Del af Redningsarbejdet. De viste hvad de duede
til. At de udmærkede sig som Soldater i Krigens
Tider og viste, at de følte sig som Danmarks Sønner,
er stort og beundringsværdigt.
Men mest af alt
synes det mig, at man maa beundre det Mod, de
viste under Pestepidemierne.
Krigen bringer en
aandelig Løftelse med sig, — men Pesten u h a !
Med den følger ingen Begeistring. At gaae imod