17 / 399
En tabt Ævne,
I mine gyldne Dage, da jeg regerede i
min Bedstefaders Hus, var jeg •en Gang lige
ved at blive optaget mellem desmaa Profeter.
Skade blot, at min profetiske Begavelse
kom saa tidlig, at man ikke vilde tro paa den,
og varede saa kort, at den var forsvundet, da
man fik Troen i Hænderne.
Mit F rem syn var nemlig af den aller sjæld
neste, mest indbringende Art. Det gik i en
Retning, hvori ellers Spaamænd, Somnambuler
og spiritistiske Medier er stokblinde, og havde
jeg blot en eneste Gang haft det til Raadighed
paa mine gamle Dage, vilde jeg have sprængt
Spillebanken i Monte Carlo, og i et Øjeblik
vundet mere, end jeg har givet ud i de fyrre
tyve Aar, jeg har maattet sidde og mede i