23 / 399
15
at alle senere optraadte Exemplarer af Slægten
,i Sammenligning med den har taget sig ud
som Dværge.
Efter at det skikkelige og vel afrettede
Dyr var blevet betragtet fra alle Kanter og
havde gjort alle sine Kunststykker, spurgte
Foreviseren: om der var nogen af det yngste
Publikums Medlemmer, der ikke var bange af
sig? — vi var nemlig adskillige Børn i Flokken.
Dersom En af os vilde gaa ind til Elefanten
og give den en stor Toskilling til Tvebakker,
skulde den til Slutning vise sin skyldige T ak
nemlighed mod den lille Velgører.
Da ingen af de andre Smaafolk havde Lyst
til at udsætte sig for dens Erkendtlighedsbeviser,
og da min Fader bekræftede Mandens Forsik
ring om, at der ikke var nogen Fare derved,
vovede jeg Forsøget, lod mig løfte ind til Dyret
og afleverede min Kobberskilling, som det meget
behændigt stak ned i en Sparebøsse. Nu kom
Takken. Uhyret tog mig i sin Snabel og løf
tede mig varsom t op paa sin brede Ryg, spad
serede Lokalet rundt med mig og satte mig
derpaa yderst forsigtig ned paa Gulvet igen.
Mit Mod havde saaledes skaffet mig et
Triumftog — men ak: Heltemod gælder ikke