28 / 399
20
den var giftig eller ikke, og levede endda i en
stadig F rygt for, at jeg af Vanvare havde faaet
Gift paa F ingrene eller i Maden.
Min gamle Bedstemoder laa paa denne Tid
syg. Lægen havde allerede løftet saa højt paa
sine Skuldre og sine Øjenbryn, naar man spurgte
om hendes Tilstand, at alle var belavede paa
det væ rste; men til mig fortalte man naturlig
vis ikke forud, hvad der var i Vente. Jeg gik
uden Anelse om den forestaaende Familiesorg
omkring i det stille Hus og morede mig, saa
godt jeg kunde.
Blandt andet Legetøj havde jeg faaet en
Kridtpibe — hvis Mundspids naturligvis var
bleven behørig overtrukket med rødt Lak, for
at jeg ikke skulde „faa Kræft i Munden“ af
at suge paa det „giftige“ Pibeler — og med den
blæste jeg de dejligste Sæbebobler, man kan
tænke sig. De var altfor pragtfulde, til at jeg-
kunde være ene om at beundre dem, og i Mangel
af andet Publikum gik jeg derfor ud i Køkkenet
for at vise Kokkepigen de vidunderlige, regnbue
farvede, svævende Kugler.
Men Stine var ikke oplagt til at beundre
optiske Fænomener. Hun bad mig paa en
langtfra høflig Maade at blive inde i Bårne-