31 / 399
Jo længere jeg tænkte over Sagen, jo mere
tiltog Mistanken, og Udbrudene af min F o r
tvivlelse derover blev snart saa heftige, at
mine Forældre begyndte at blive ængstelige.
Ingen kunde forstaa, at et Dødsfald var i Stand
til at fremkalde en saa forfærdelig Bevægelse
hos et Barn, og al den Trøst, man søgte at
bringe mig ved Forestillingen om, at Bedste
moder, der havde været saa god, mens hun
levede, nu, da hun var død, maatte have det
meget bedre end før, var mere end spildt. Jo
bedre hun havde været, jo større Forbrydelse
var det jo at skille hende ved Livet, og T røste
talerne bevirkede derfor kun en Forøgelse af
Heftigheden i mine Smerteudhrud.
Det var ikke underligt, at den Nat har
efterladt et uudsletteligt Minde, ti alle de „Mør
kets Rædsler“, som kan hjemsøge en for
tvivlet Forbryder, var slupne løs omkring mig;
den utrøsteligste Fortrydelse og Selvfordømmelse,
og den mest haabløse F rygt og Forfærdelse frem-
koglede i min feberhede Hjerne de gyseligste
Forestillinger om Fængsler, Rettersteder og
Helvedesgryder, røde Skarprettere, sorte Djævle
og Slanger, der skiftede i alle Sæbeboblens
Farver.