33 / 399
25
tog saaledes til, at man frygtede for min F o r
stand, og Frygten har vel neppe været saa
ganske ubeføjet, ti det Indtryk, som disse to
mørke Næ tter havde gjort, forvandt jeg ikke i
mange Aar. Deres Rædselsbilleder vedblev af
og til at gaa igen i feberagtige Drømme, som
forfulgte mig, næsten til jeg var udvokset.
Den tredje Dag kunde jeg ikke udholde
min Tilstand mere. Jeg var kommen til det
Punkt, som senere i det offentlige Liv blev be
tegnet med Resultatet: „Noget m a a der gøres!“
Jeg husker tydeligt, h v a d jeg gjorde, men
derimod tør jeg ikke mere med Vished sige
h v o r f o r . Kendsgerningerne mindes man længe,
men Bevæggrundene glemmes snart, og naar
man i en senere Alder vil opsøge dem, er man
altid udsat for at standse ved det, man efter
den mellemliggende Udvikling finder rimeligt, i
Stedet for at følge den Tankerække, der efter
Datidens Forudsæ tninger førte til Beslutningen.
Om jeg — som det forekommer mig —
selv har villet afsone min Forbrydelse ved at
lide den samme Skæbne, som jeg havde paa
ført min Bedstemoder, eller jeg — som det nu
synes mig rimeligere — har villet have en
afgørende Vished om, hvorvidt Vaskerkonens