39 / 399
31
Som Trettenaarsdreng skulde jeg vise et
P ar Kammerater, at jeg kunde „krænge en
Ugle“ oppe i Skadegabet over min Faders Lo.
Men da den ormædte Hanebjælke skred ud,
styrtede jeg fra Rygaasen hovedkulds ned paa
Gulvet — heldigvis i en Bunke Æ rteris.
Jeg veed ikke, hvor mange Gange forskel
lige ustyrlige Heste har kastet mig af i min
Drengealder, men jeg tør svare for, at der
næppe gives nogen Maade at blive Græsrytter
paa, som jeg ikke har prøvet til S traf for den
Indbildning, at jeg kunde sidde fast paa enhver
Hest, hvad enten den taalte at rides eller ej
og forunderligt nok: jeg knækkede aldrig Halsen,
selv naar de i strakt Karriere gjorde Bukke
spring, saa jeg fo’r paa Hovedet ud over Bæstets
sænkede Hals.
Den største ufrivillige Luftfart gjorde jeg
dog først i mit 19de Aar paa Jonstrups Se
minarium. Her blev jeg fra en gyngende Stige
i Klavremaskinen kastet gennem Luften i en
Bue paa over en Snes Alen — uden at støde
mig.
Kort i Forvejen var jeg saa ubesindig at gribe
en meget stor Hund, der havde faaet Vand
skræk. Jeg holdt den fast, til man fik lagt den en