35 / 399
27
havde Morsyge,“ — forsikkrede den gamle Ane
Vaagekone beroligende.
Stine trode jeg ikke rigtig paa, for hun
havde narret mig tiere Gange, og Ane var
heller ikke til at stole paa, for hun var over
troisk; men saa kom min Fader til, og da han,
der var Paalideligheden i egen Person, bekræf
tede, at en Mundfuld Sæbevand ingen Skade
kunde gøre, saa trøstede jeg mig baade for
mit eget og min salig Bedstemoders Vedkom
mende. Da je g ikke døde af en hel Mundfuld
Sæbevand, indsaa jeg jo nok, at Bedstemoder
ikke kunde være død af et lille Stænk fra en
brusten Sæbeboble.
Men Aarsagen til min Fortvivlelse vedblev
jeg standhaftig at fortie, og det i mange Aar;
ti vel havde jeg haft Mod til at drikke den
formentlige Gift, men det Mod, der udfordres
til at vedkende sig en saa latterlig Frygt som
den, der havde plaget mig, erhvervede jeg ikke
saa snart.
Overtro afløses gerne af Vantro. Den R inge
agt jeg ved denne Lejlighed fik for de ud
spædte Gifter i smaa Doser, har siden gjort
mig det fuldstændig umuligt at tro paa Hømo-
paterne.